søndag den 27. september 2020

Fantasifulde tal i bevægelse



Når vi bruger vores fantasi, kan vi skabe ting, som ikke eksisterer i virkeligheden. Vi kan også give ting, der normalt ikke er levende, liv. Lidt ligesom den gode gamle H. C. Andersen, der gav ting i sine eventyr liv.

Under arbejdet med denne aktivitet, får tallene fra 1-9 liv. Inspirationen til aktiviteten har jeg fra den hollandske kunstner og illustrator Nelleke Verhoeff. Hun er fuld af fantasi, og så elsker hun at bruge saks, papir og tegne “skæve” tegninger.


Aktiviteten kalder jeg: Fantasifulde tal i bevægelse.


Målene for aktiviteten er, at eleverne:

  • får mulighed for at bruge sin fantasi og forestillingsevne i konkret billedarbejde med tal.
    at have en legende og eksperimenterende tilgang til at skabe billeder.
    lærer at skabe sammenhængende billeder med tegning, papir og saks.

Aktiviteter før det praktiske billedarbejde
Inden eleverne skal i gang med det praktiske billedarbejde, introducerer jeg dem til kunstneren Nelleke Verhoeff blandt andet gennem hendes farverige collager i børnebøger. Under introduktionenlægger jeg vægt på billedsamtalen med klassen om de særlige kendetegn ved hendes kunst. Herefter skal eleverne selv i gang med at give tal liv og bevægelse.

Sådan skaber du et tal med liv og bevægelse:

  • Find alle de materialer, du skal bruge (Se materialeliste længere nede på siden).

  • Klip et et-tal. Du vælger bare en farve, du kan lide. Læg det på et stykke farvet karton. Jeg har brugt brunt genbrugspapir.



  • Klip et øje til dit et-tallet. Du bestemmer selv formen. Undersøg, hvor det skal være på dit et-tal. Prøv dig frem.

  • Klip et næb, en mund eller andet til dit et-tal. Du bestemmer selv formen, og hvor det skal ligge. Prøv dig frem.

  • Klip hår til dit et-tal. Det kan være kort, langt, stritte eller hænge. Du beslutter det helt selv. Prøv dig lidt frem for at finde den helt gode plads til håret. Mit et-tal har ikke hår.

  • Klip hovedbeklædning til dit et-tal. Det kan være en cap, hue eller måske en høj hat. Du vælger det selv. Mit et-tal har fået en klovnehat.

  • Klip fodtøj eller fødder til dit et-tal. Du bestemmer helt selv, formerne og modellerne. Måske er det støvler, troldefødder, stiletter eller bare en tå. Du kan lege lidt med placeringen af dem. Jeg har klippet støvler.

  • Tegn arme med farveblyant. Farven bestemmer du selv. Klip armene ud.

  • Flyt nu delene lidt rundt, så du finder den bedste placering.



  • Lim nu alle delene på dit karton. Et lille tip er, at du kan tage et billede af dit et-tal og alle delene, inden du limer det hele på. På den måde, kan du huske, hvor delene skal være.
  • Tegn til sidst små detaljer med farveblyant og tynd sort sprittusch. Jeg har tegnet pupil med tusch og snørrebånd med farvekridt.




Materialer, du skal bruge:

  • Farvet karton eller papir til baggrund.

  • Genbrugspapir til tallene. Det kan være gamle blade, aviser, reklamer eller gavepapir. Jeg har brugt bruge gavepapir.

  • Saks.

  • Limstift.

  • Farveblyanter.

  • Farvekridt.

  • Sort tusch.


Rigtig god fornøjelse med at skabe tal med liv og bevægelse!

Jeg deler rigtig gerne mine idéer med jer, men vær rar at indberette til COPYDAN, når du bruger dem, for de tager tid at udvikle.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar