Viser opslag med etiketten Blomster. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Blomster. Vis alle opslag

mandag den 5. april 2021

En eng i kuvert eller kuverteng



I denne tid har vi på flere måder fokus på at passe på vores lille klode.  Det er et vigtigt fokus, som er væsentligt at formidle og drøfte, uden at det bliver til en skræmme kampagne. 

I billedkunst har drøftelser om miljøet også betydning for mig. Det er vigtigt at give eleverne plads til at kunne udtrykke sig i den sammenhæng. Ligesom det også er vigtigt at de lærer med både hånd og hoved.

Med aktiviteten her: En eng i kuvert, lægger jeg op til samtaler om de vilde blomsterenges betydning for insekter og vilde planter. 

Formålet med aktiviteten er, at eleverne:

  • gennem deres billedfremstillinger bliver i stand til at reflektere og bruge deres billeder som et middel til at kommunikere et budskab.
Målene for eleverne er, at de:
  • får viden om FNs verdensmål - særligt verdensmål 15 "Livet på land"
  • får viden om den danske kunstner Tanja Jensen, der fremstiller papircollager med naturen som inspiration.
  • lærer at søge viden om blomster- og dyreliv på enge.
  • lærer at lave frottage, hvor blades strukturer overføres til papir.
  • lærer at skabe planter, blomster og biller med saks og karton ud fra foto og fri fortolkning.

    Klasseaktivitet inden det praktiske billedarbejde

    Jeg starter med at tale kort med klassen om FNs verdensmål, hvor jeg både ønsker at få elevernes egen viden om målene i spil og henlede deres opmærksomhed på verdensmål 15, der blandt andet handler om at beskytte tab af biodiversitet.

    Herefter laver jeg en kobling til den danske samtidskunstner Tanja Jensen, der i sine papircollager har et særligt fokus på naturen. Dette for at vise eleverne, hvordan man kan arbejde med naturen som billedkunstnerisk udtryk.

    Til slut lader jeg eleverne søge efter viden om blomster- og dyreliv på enge. Den viden skal de bruge, når de selv skal i gang med at fremstille billeder. Ligesom jeg også fortæller om og viser dem processen for deres billedarbejde.

    Sådan laver du en eng i kuvert med tegnepapir og farvetkarton

    • Find et stykke tegnepapir A3 format og klip et kvadrat af papiret.
    • Find bladene fra træerne. 



    • Læg på skift blade under papiret og gnid med Neocolor 1 hen over bladet, så strukturen fra et kommer på papiret. Fortsæt til papiret er dækket. 






    • Vend papiret og fold det nu til en kuvert.




    • Fold kuverten ud igen og farv den midterste del og toppen af kuverten med farvekridt. Læg farvekridtet ned og gnid farven på kuverten.


    • Find karton i de grønne nuancer og klip mange forskellige grønne planter. Nogle planter skal være høje og andre lave. 


    • Find kuverten igen. Eksperimentér med at placere de grønne planter i kuverten. Tag eventuelt foto, inden du fjerner planterne igen, Så kan du huske, hvordan de skal ligge.
    • Lim planterne på kuverten. Du skal lime af tre omgange. Først de bagerste planter, så de midterste og til sidst de forreste planter. Kuverten er nu klar til at blive limet sammen.






    • Find et stykke sort karton i A5 format og fold det på midten. Tegn med blyant den ene halvdel af billen på det foldede karton. Klip og fold billen ud. Giv billen lidt farve. Jeg har farvet med rød og lilla. Klip gerne flere biller.






    • Find karton i de farver, du skal klippe blomster i. Her har jeg brugt gul til mælkebøtte, rød til valmue, hvid til kamille og lilla til kornblomst. Klip blomsterne ud fra fri fantasi. Giv dem eventuel lidt farve. Jeg har brugt lilla til valmue og kornblomst, gul til mælkebøtte samt gul og grøn til kamille.


    • Eksperimentér med at placere blomster og bille(r) på den lukkede kuvert. Lim først, når du har besluttet dig helt for, hvor de skal være. Tag gerne et foto, så kan du huske, hvor du valgte, de skulle være.
    • Din eng i kuvert eller kuverteng er nu færdig og klar til at blive udstillet.




    Anvendte marterialer:

    • Tegnepapir A3 format
    • Farvet karton i flere grønne nuancer samt sort, rød, lilla, hvid og gul.
    • Neocolor 1 
    • Nedfaldne blade fra træer gerne forskellige former.
    • Saks og lim
    • Eventuelt bøger med blomster og insekter til inspiration.
    • Eventuelt fotokopier af Tanja Jensens papircollager til inspiration.

    Det er så fedt, når du søger inspiration på min blog, men jeg vil sætte pris på, at du husker ophavsretten og indberetter til Copydan - tekst og node, hvis du bruger min idéer.

    torsdag den 20. december 2018

    Dot Day blomster på baggrund med tryk - Lavet af 1. klasse

    I efteråret var 1. klasse med til at fejre "International Dot Day". De bidrog med de skønneste Dot Day blomster og var meget stolte.

    Hvis du selv har lyst til at lave Dot Day blomster med dine elever, har jeg lavet en beskrivelse af mål, proces og materialer her: Lærervejledning til aktiviteten "Dot Day blomster og tryk"

    Se nu bare eleverne blomster. Tænk engang at den samme opgave kan føre til så mange interessante udtryk.
































    Dot Day blomster på baggrund med tryk


    Hvert år planlægger jeg aktiviteter i billedkunst, hvor eleverne får mulighed for at være en del af et større billedkunstprojekt. Projektet hedder "International Dot Day", og det er den amerikanske børnebogsforfatter Peter S. Reynolds, der står bag det. Dagen bliver hvert år verden rundt fejret den 15. september, og idéen er, at man deler sine Dot Day billeder med andre. 

    I år har jeg forberedt to aktiviteter. Denne til 1. klasse og aktiviteten Dot Day træer med et strejf af efterår til 2. klasse.

    Målene for denne aktivitet er, at eleverne:
    • får mulighed for at omsætte indholdet i børnebogen "The Dot" til et billedudtryk, hvor begrebet "Dot" indgår".
    • arbejder eksperimenterende med blanding af farverne orange og grøn ud fra grundfarverne gul, rød og blå.
    • lærer at lave en baggrund med tryk fra malet bobbelplast.
    • lærer at klippe former til blade og blomsterhoveder.

    Aktiviteter før billedfremstilingen
    • Jeg læser bogen "The Dot" og viser sangen "The Dot Song"  af Peter S. Reynolds og Emely Arrow. Bagefter taler vi om indholdet og budskabet i begge dele.
    • Efterfølgende går vi på opdagelse efter "Dot" former i klasselokalet, på skolen og i området omkring skolen.
    • Tilbage i klassen viser jeg klassen, hvad jeg har planlagt, at de skal lave. Det handler selvfølgelig om både processen og det færdige billedudtryk. Undervejs får jeg eleverne til at fortælle, hvor de kan genkende "Dot-formen".

    Beskrivelse af billedfremstilling - fra proces til færdigt Dot Day blomster billede.
    • Eleverne laver på blå karton tryk med mørkeblå akryl maling og bobbelplast.
    • Derefter maler de papir til blomsterkronerne og blomsterbladene. Det foregår på kraftigt tegnepapir med akrylmaling og grundfarverne rød, gul og blå. Eleverne skal selv blande farverne orange og grøn. Når eleverne skal male papiret til blomsterkronerne fortæller jeg dem, at de skal male cirkler, der overlapper hinanden, og når de skal male papir til stilkene, skal de male striber.
    • Når baggrunden er tør, skal eleverne tegne cirkler herpå med hvid Neocolor 1.
    • Når papiret til blomsterne og bladene er tørt, skal eleverne klippe runde former i to eller tre forskellige størrelser til blomsterkronerne, og de skal klippe blade og stilke i forskellige længder. De skal også klippet par cirkler og stilke i ensfarvet karton.
    • Herefter skal eleverne eksperimentere med placeringen af deres blomster og stilke på baggrunden. Når de har fundet "den gode" placering, skal de lime delene fast.
    • Til slut må eleverne tegne små detaljer på blomsterkronerne med Poscatusch i farverne rød, gul eller orange.








    Anvendte materialer
    • Karton i farverne blå, grøn, rød, orange og gul.
    • Hvidt tegnepapir A4 format (170g).
    • Bobbelplast (klippes i mindre stykker)
    • Akrylmaling i grundfarverne gul, rød og blå.
    • Poscatusch i farverne gul, rød og blå.

    tirsdag den 8. august 2017

    Yayoi Kusama inspirerede blomsterskulpturer


    I 2015 havde jeg den store fornøjelse at se udstillingen "I uendeligheden" med værker af den japanske kunstner Yayoi Kusama på Louisinana. Det var en helt særlig oplevelse, jeg lige siden har tænkt på rigtig mange gange. Hendes farverige værker emmer af intensitet. En intensitet, der på den god og inspirerende måde sætter sine spor.

    Det er disse spor, der har inspireret mig til at lave netop denne aktivitet i billedkunst. Aktiviteten kalder jeg for: Blomsterskulpturer - parafraser af Yayoi Kusamas kunst.

    Mål for aktiviteten

    Målene for aktiviteten er, at eleverne: 
    • får viden om billedkulturens billedgenrer, herunder samtidskunsten.
    • kan genrebestemme billeder ud fra særlige kendetegn for samtidskunsten og værker af Yayoi Kusama.
    • arbejder skupturelt med at fremstille en parafrase af Yayoi Kusamas blomsterskulpturer.

    Inspiration til aktiviteten
    • Forskellige billeder af Yayoi Kusamas værker.

    Sådan gør du - Processen fra start til færdig blomsterskulptur

    Start med at finde en plastflaske i passende størrelse og fyld den med lidt sten eller sand.
    Lav to huller i låget til flasken og klip to stykker hegnstråd. Før de to stykker hegnstråd igennem låget og sno dem sammen på indersiden. Skru låget fast på flasken. Hegnstråden udgør blomsterstilkene.




    Så er det tid til at klippe blomsterhoveder og blade i pap af kraftig kvalitet. Jeg har brugt pap fra cornflakes pakker. Blomsterhovederne fæstnes på stilkene og bladene på flasken. Begge dele med malertape.




    Herefter giver jeg stilkene volumen ved at vikle avis og malertape omkring. Jeg giver hele skulpturen et lag malertape, et lag med papmaché. Når skulpturen er tørlimer jeg eventuelt halve styroporkugler på, og jeg grunder hele blomsterskulpturen med hvid Gesso til sidst.






    Nu er det tid til at give blomsterskulpturen akrylmaling, hvorefter den skal tørre.




    Til sidst laver jeg mønstre på skulpturen med Posca tuscher, og har man lyst, kan man give den færdige skulptur lak.


    Anvendte materialer
    • Tomme og skyllede plastikflasker med låg.
    • Sand eller småsten.
    • Pap i kraftig kvalitet - eksempelvis pap fra tomme cornflakes pakker.
    • Hegnstråd.
    • Syl.
    • Malertape.
    • Aviser til papmaché.
    • Vævsklæber/tapetklister.
    • Styroporkugler.
    • Hvid Gesso eller hvid grunder.
    • Akrylmaling.
    • Posca tuscher.
    • Spraylak.