Viser opslag med etiketten Farvelære. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Farvelære. Vis alle opslag

mandag den 23. januar 2023

Billedfortællinger med striber, valør og tegning


Hvad har striber, valør og børnebogen "Cykelmyggen Egon" med hinanden at gøre. Ikke meget vil nogen måske mene, men med lidt leg i billedværkstedet, er de tre i kombination blevet til dette nye forløb, som jeg ganske enkelt kalder:

"Billedfortællinger med striber, valør og tegning".

Jeg er begejstret for børnelitteratur, især billedbøgerne, for de giver eleverne viden om, hvordan man skaber fortællinger med billeder, men også hvordan en skreven fortælling og billeder kan supplere hinanden eller måske endda lave hver sin fortælling. Derudover er billedbøgerne fulde af billeder, der er blevet skabt med forskellige teknikker, metoder og farver, og det mener jeg, er vigtigt at synliggøre for eleverne. Derfor sker det også ret ofte, at jeg inddrager billedbøger i min undervisning i billedkunst. Nogle gange blot for fortællingens skyld, andre gange fordi jeg ønsker, at eleverne skal blive klogere på formsproget i bogen.

Til dette forløb har jeg taget afsæt i Flemming Quist Møllers børnebog "Cykelmyggen Egon". 

Formålet har været at introducere eleverne til hans formsprog, især hans vekslen mellem de farvede og sort/hvide sider med konturtegningerne. Derudover har det også været vigtigt for mig at tale med eleverne om, hvordan billederne i bogen komplementerer den skrevne tekst.

Målet med forløbet er, at eleverne:

  • får viden om Flemming Quist Møllers formsprog, herunder tegningerne og farvepaletten.
  • lærer at skabe egne billedfortællinger i et mini frise format.
  • lærer, hvordan de skaber valører med en selvvalgt primær eller sekundær farve.
  • laver en baggrund med valører af en selvvalgt primær- eller sekundær farve.

Fælles aktivitet før det praktiske billedarbejde

Før eleverne skal i gang med deres billedskabende arbejde, læser jeg "Cykelmyggen Egon" højt for dem, og undervejs taler vi om billederne og de særlige kendetegn ved dem i fællesskab. Ligesom vi også taler om, hvordan billederne og teksten supplerer hinanden. 

Sådan skaber du en billedfortælling med striber, valør og tegning.
  1. Find det stykke karton, du skal bruge. Skriv navn på bagsiden.
  2. Find den akrylmaling og farve, du gerne vil bruge til din baggrund. Du kan vælge rød, blå, gul, grøn, orange eller lilla (De tre sidste kan du selv blande, hvis du må og har lært det). 
  3. Find også hvid og sort akrylmaling, så du kan blande forskellige valører af den farve, du har valgt.
  4. Mal nu tre striber med den farve akrylmaling, du har valgt, på dit pap/karton. Jeg har brugt primær rød til mit billede.
  5. Bland herefter mange nye valører af din valgte farve ved at tilføje lidt sort eller hvid akrylmaling. Mal striber på dit pap/karton indtil dit pap/karton er dækket med malede striber. Der må ikke være to ens striber ved siden af hinanden. Lad det tørre. Tryk evt. med runde stempler ovenpå striberne.





  6. Tegn med blyant 2 dyr (det må gerne være fantasidyr) på karton. Du må vælge farvet eller hvidt karton. Jeg har tegner frøer.
  7. Tegn med blyant ca. 14 andre ting, der kan passe til det univers dine to tegnede dyr lever i. Du skal tegne tingene på enten hvidt, sort eller farvet karton. Tegn tingene i forskellige størrelser. Tegn mønstre på dine ting. Jeg har brugt stregen, som mønster på mine ting. Jeg har tegnet planter, bakker og sten.
  8. Tegn alle delene op med sort sprittusch. Klip både de 2 dyr og de 14 andre ting ud.





  9. Find din stribede baggrund. Find ud af, hvor dine 2 dyr og de 14 ting skal være på baggrunden. Du må gerne prøve flere gange, så du finder det bedste udtryk.





  10. Lim alle delene på din stribede baggrund. Husk at du skal lime det bagerste på først. Du kan evt. tage et billede af det, før du limer på, så kan du bedre huske det. 
  11. Din billedfortælling er nu færdig. Glæd dig til at se klassekammeraternes billedfortællinger. De er med sikkerhed ikke ligesom din.




Anvendte materialer:

  • Bogen "Cykelmyggen Egon" af Flemming Quist Møller.
  • Kraftigt pap/karton evt. falsekarton i målene 15 x 40 cm.
  • Akrylmaling i primærfarver og evt. sekundær farver, hvis eleverne ikke skal blande dem selv.
  • Hvid og sort karton.
  • Farvet karton.
  • Blyanter
  • Sorte sprittuscher - to forskellige tykkelser.
  • Lim og sakse.
  • Runde stempler i forskellige størrelser til tryk.
  • Pensler med forskellige bredder.



Er du blevet inspireret og har du lyst til at se elevernes billedfortællinger, har du mulighed for det her: Billedfortællinger med striber, valør og tegning - lavet af elever i indskolingen

Kære dig, der bruger min blog. Jeg er super glad for, at du har glæde af den, men det tager tid at udvikle og beskrive mine idéer, derfor bliver jeg også rigtig glad, når du husker, at indberette dit brug til Copydan tekst og node.

Link til indberetning

På forhånd tak!

tirsdag den 13. april 2021

Kontrast collager på flere måder


Så er det heldigvis blevet tirsdag igen, og jeg har lavet en ny opgave til eleverne i Hinnerup Billedskole. Jeg har denne gang leget med collage og kontrastfarver på flere forskellige måder, og jeg har endnu engang vovet mig ud i at lave en lille video, hvor jeg fortæller og viser lidt om kontrastfarver, de forskellige former for collager og processen for en af collagerne. 

Det er min tredje video, men jeg lærer noget nyt hele tiden, så tag godt imod den - det er nemlig vaskeægte learning by doing stilen.




Og her kan du se de færdige kontrast collager.





















Mange tak fordi du kigger forbi min blog. Det er en stor glæde for mig. Du er meget velkommen til at lade dig inspirere af mine idéer, men vær' rar at huske ophavsretten, og indberetning til Copydan - tekst og node.

torsdag den 20. december 2018

Dot Day blomster på baggrund med tryk - Lavet af 1. klasse

I efteråret var 1. klasse med til at fejre "International Dot Day". De bidrog med de skønneste Dot Day blomster og var meget stolte.

Hvis du selv har lyst til at lave Dot Day blomster med dine elever, har jeg lavet en beskrivelse af mål, proces og materialer her: Lærervejledning til aktiviteten "Dot Day blomster og tryk"

Se nu bare eleverne blomster. Tænk engang at den samme opgave kan føre til så mange interessante udtryk.
































Dot Day blomster på baggrund med tryk


Hvert år planlægger jeg aktiviteter i billedkunst, hvor eleverne får mulighed for at være en del af et større billedkunstprojekt. Projektet hedder "International Dot Day", og det er den amerikanske børnebogsforfatter Peter S. Reynolds, der står bag det. Dagen bliver hvert år verden rundt fejret den 15. september, og idéen er, at man deler sine Dot Day billeder med andre. 

I år har jeg forberedt to aktiviteter. Denne til 1. klasse og aktiviteten Dot Day træer med et strejf af efterår til 2. klasse.

Målene for denne aktivitet er, at eleverne:
  • får mulighed for at omsætte indholdet i børnebogen "The Dot" til et billedudtryk, hvor begrebet "Dot" indgår".
  • arbejder eksperimenterende med blanding af farverne orange og grøn ud fra grundfarverne gul, rød og blå.
  • lærer at lave en baggrund med tryk fra malet bobbelplast.
  • lærer at klippe former til blade og blomsterhoveder.

Aktiviteter før billedfremstilingen
  • Jeg læser bogen "The Dot" og viser sangen "The Dot Song"  af Peter S. Reynolds og Emely Arrow. Bagefter taler vi om indholdet og budskabet i begge dele.
  • Efterfølgende går vi på opdagelse efter "Dot" former i klasselokalet, på skolen og i området omkring skolen.
  • Tilbage i klassen viser jeg klassen, hvad jeg har planlagt, at de skal lave. Det handler selvfølgelig om både processen og det færdige billedudtryk. Undervejs får jeg eleverne til at fortælle, hvor de kan genkende "Dot-formen".

Beskrivelse af billedfremstilling - fra proces til færdigt Dot Day blomster billede.
  • Eleverne laver på blå karton tryk med mørkeblå akryl maling og bobbelplast.
  • Derefter maler de papir til blomsterkronerne og blomsterbladene. Det foregår på kraftigt tegnepapir med akrylmaling og grundfarverne rød, gul og blå. Eleverne skal selv blande farverne orange og grøn. Når eleverne skal male papiret til blomsterkronerne fortæller jeg dem, at de skal male cirkler, der overlapper hinanden, og når de skal male papir til stilkene, skal de male striber.
  • Når baggrunden er tør, skal eleverne tegne cirkler herpå med hvid Neocolor 1.
  • Når papiret til blomsterne og bladene er tørt, skal eleverne klippe runde former i to eller tre forskellige størrelser til blomsterkronerne, og de skal klippe blade og stilke i forskellige længder. De skal også klippet par cirkler og stilke i ensfarvet karton.
  • Herefter skal eleverne eksperimentere med placeringen af deres blomster og stilke på baggrunden. Når de har fundet "den gode" placering, skal de lime delene fast.
  • Til slut må eleverne tegne små detaljer på blomsterkronerne med Poscatusch i farverne rød, gul eller orange.








Anvendte materialer
  • Karton i farverne blå, grøn, rød, orange og gul.
  • Hvidt tegnepapir A4 format (170g).
  • Bobbelplast (klippes i mindre stykker)
  • Akrylmaling i grundfarverne gul, rød og blå.
  • Poscatusch i farverne gul, rød og blå.

torsdag den 20. oktober 2016

Et monster sejt relief




Monstre er noget der på en gang fascinerer og skræmmer. Når man arbejder med temaet kan det lægge op til mange forskellige fortolkninger og billedfremstillinger. Der er jo ingen, der virkelig ved, hvordan et monster ser ud, vel?

Jeg har valgt at kalde forløbet: "Et monster sejt relief".

Formålet med forløbet er, at eleverne får mulighed for at bruge deres fantasi, forestillingsevne og kreativitet til at fremstille et rumligt billede med monstermotiv.

Før det praktiske arbejde med billedfremstillingen, viser jeg eleverne udvalgte billeder af relieffer, og vi vil i fællesskab drøfte, hvilke særlige kedetegn reliefferne har. Med andre ord vil vi undersøge, hvordan vi kan bestemme, at et relief reelt er et relief.

Bagefter skal eleverne i grupper gå på opdagelse i Aaron Butchers værker, og de skal lege billeddetektiver og undersøge, hvad Aaron Butchers billeder har til fælles.

Til slut samler vi op fælles i klassen, og så er vi klar til at gå i gang med at lave monster seje relieffer.

De konkrete færdigheds- og vidensmål er, at eleverne:
  • får viden om billedkulturens billedgenrer - herunder relieffer.
  • kan genrebestemme billeder - herunder de særlige kendetegn ved relieffer.
  • får viden om stilarter og formsprog - herunder de særlige kendetegn ved kunstneren Aaron Butchers værker.
  • får viden om farvelære - herunder brug af en farveklang i billedfremstillingen.
Idéer opstår sjældent af sig selv, vi lader os inspirere af hinanden, og det er en berigelse i sig selv. Inspirationen til mine monster seje relieffer har jeg denne gang fra kunstneren Aaron Butcher,  underviseren Cassie Stephens og min herlige kollega i billedskolen Line Frøslev

Min billedfremstilling - fra proces til færdigt relief

Jeg starter med at lave en baggrund på min MDF-plade. Jeg har valgt at bruge gammelt nodepapir. Jeg river nodepapiret i strimler, og limer det på pladen. Når det er tørt vender jeg pladen om og klipper det overskydende nodepapir af.


Herefter er det tid til at tegne mit monster op. Det gør jeg med almindelig tavlekridt. Jeg synes, det er sjovt at lege lidt med beskæring af motivet. Det giver et et helt andet udtryk. Jeg eksperimenterer også lidt med placeringen af øjnene.


Når jeg har fundet frem til mit monster motiv, er det tid til at modellere mit monster op med papmaché. Men før jeg modellerer, limer jeg øjnene fast på baggrunden.



Så er det tid til at male baggrunden det gør jeg med fluoreserende akrylmaling. Jeg har valgt farven pink. Bagefter maler jeg monstrets krop med en lækker grøn. Den grønne farve er en komplementærkontrast til pink.






Herefter er det tid til at male munden og tænderne. Det gør jeg med sort og hvid akrylmaling.



Når det er tørt, laver jeg skygger på kroppen og rundt om øjnene med en lidt mørkere grøn, og på tænderne bruger jeg en tynd lasur af grå maling. Til sidst tegner jeg pupillerne op.


Det sidste, jeg gør, er at at lave gule tryk på den pinke bagggrund. Jeg laver trykket med enden af en blyant.








Og her kommer endnu et monster sejt relief i en anden farveklang.






Anvendte materialer
  • MDF plade i målene 20cm * 25 cm.
  • Papir til baggrund - gavepapir, mønsterpapir, nodepapir eller gamle kort.
  • Lim - almindelig papirlim.
  • Kridt - hvid eller farvet alt afhængig af, hvilken farve baggrunden er.
  • Varmlimspistol.
  • Styroporkugler i to forskellige størrelser.
  • Papmaché pulver.
  • Akrylmaling - både almindelige farver og fluoreserende (neon) farver.
  • Lille rundt stempel til tryk - enden på en almindelig blyant kan benyttes.