Viser opslag med etiketten Monstre. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Monstre. Vis alle opslag

mandag den 19. oktober 2020

Pust og tegn et monster

 


Sidst i oktober banker Halloween på døren. Det er en begivenhed, der fanger rigtig mange børn og selvfølgelig også voksne. I min undervisning i billedkunst har jeg hvert år en aktivitet, der kan relaterer til Halloween.

I år bliver det denne aktivitet, som jeg kalder: "Pust og tegn et monster".

Målene for aktiviteten er, at eleverne får mulighed for:
  • at eksperimentere med deres billedarbejdet ved at puste med sugerør.
  • at få viden om forskellen på et abstrakt og et konkret billedudtryk.
  • at bruge sin fantasi til at skabe et monster ved at tilføje enkelte dele til deres pustede billeder.

Aktiviteter før det konkrete billedarbejde
Før eleverne går i gang, taler jeg med dem om forskellen på abstrakt og konkret kunst med tydelige genkendelige motiver. Ligesom jeg også lader eleverne undersøge og tale om motiver i billeder, hvor formerne er abstrakte og pustet med sugerør. 

Sådan puster og tegner man et monster
  • Fortynd sort akrylmaling med vand, sørg for at der ikke er klumper i malingen.
  • Held en lille mængde maling på et stykke hvidt kardus, og fordel malingen rundt på papiret ved at puste til det med et sugerør. Drej papiret undervejs. Lad papiret tørre. Lav gerne flere billeder.




  • Når billedet er tørt, skal man gå på opdagelse efter "skræmmende" motiver. det er her du skal bruge din fantasi, og det må gerne tage tid, der kan jo være flere. Det første er ikke altid det bedste.
  • Når det bedste motiv er fundet, skal det tegnes op med tusch. Man kan tegne med blyant først, hvis man er usikker på, om idéen/motivet virker. Det er også en god idé at tænke over antal af farver og valg af farver. Jeg har maksimum brugt tre farver, og jeg har valgt farver, som jeg synes virker til de "skræmmende" motiver.
  • Til sidst bliver det færdige billede monteret på en sort baggrund.
  • Afsluttende laver vi en fælles billedsamtale, hvor vi har fokus på motiverne, farverne og det samlede udtryk.








Anvendte materialer:
  • Pustebilleder til brug i opstarten af aktiviteten.
  • Hvid kardus.
  • Sort kardus.
  • Sort akrylmaling fortyndet med vand.
  • Sugerør.
  • Tuscher i forskellige farver.

Ekstra tip:
Hvis man arbejder med de ældste elever, kan man inddrage viden om Hermann Rorschachs peronlighedstest med blækklatter.

Jeg har mange idéer og deler dem gerne med jer, men vær rar at indberette til COPYDAN, når du bruger dem, de tager nemlig tid at udvikle.

mandag den 2. april 2018

Monstertegning og foldebog i Leporello stil


Så er jeg her igen, og denne gang beskriver jeg en aktivitet, som kan laves i mange forskellige aldersgrupper.

Jeg har kaldt aktiviteten: Monstertegninger og foldebøger i Leporello stil.

Og denne gang begrunder jeg aktiviteten med fagformålet for faget billedkunst, hvori der står følgende i stk. 2:

"Eleverne skal i arbejdet med plane.... billeder tilegne sig færdigheder i og viden om kunst, medier og andre visuelle udtryks- og kommunikationsformer som grundlag for at udtrykke sig gennem billeder og andre visuelle former."

I Mozarts opera Don Giovani førte tjeneren Leporello regnskab med Don Juans elskerinder. der var mange af dem, derfor var det nødvendigt at skabe et system til registrering. Det blev derfor til en bog med zigzagfoldninger. Denne foldebogsteknik er således inspirationen til denne aktivitet.

Derudover er tegning med den ikke dominerende hånd udgangspunktet for de monstre, der bliver tegnet. Jeg har valgt den tegneteknik for at give plads til "det ikke perfekte" på den gode måde.

Sådan laver du en Leporellobog med monstertegninger

  • Jeg starter med at fortælle den lille fortælling om Leporellobogen.
  • Bagefter folder jeg mit baggrundspapir (grå kardus) i fire lige store dele. Det kalder man en zigzagfoldning. Der skal være plads til to tegninger og to stykker gavepapir med tekst eller avispapir på begge sider af det foldede papir.
  • Så fortsætter jeg med at tegne 4 monstre med min ikke dominerende hånd, og for mit vedkommene er det med venstre hånd. Når det er gjort tegner jeg monstrene op med sort sprittusch.




  • Bagefter maler jeg mit monster med flydende akvarel. Mens et monster tørrer kan jeg fortsætte med at male et af de andre monstre, jeg har tegnet.


  • Herefter maler jeg baggrunden, men ikke helt ud til kanten. Jeg lader ca. 1 cm fra kanten være hvid.


  • Når baggrunden er tør tilføjer jeg detaljer med sort sprittusch. Det kan være striber, prikker og/eller cirkler.







  • Når de fire monstrebilleder er færdig og tørre, er det tid til at lime dem på foldebogen. to på den ene side og to på den anden side. Imellem hvert monsterbillede, skal der limes et stykke gavepapir med tekst eller avispapir.







Brugte materialer:
  • Billedinspiration illustrationer af monstre.
  • Grå kardus - A2 format (Halveres på den lange led - vandret)
  • Gavepapir med tekst eller avispapir med megen tekst.
  • Akvarelpapir - A5 eller lidt mindre format.
  • Flydende akvarel.
  • Tynd sort sprittusch.

mandag den 26. juni 2017

Monsterstreger - Lavet af børn i Hinnerup Billedskole


De fleste børn synes, det er herligt at få tid til at eksperimentere og producere. Med aktiviteten "Monsterstreger" fik børnene i Hinnerup Billedskole mulighed for det, og som underviser var det en sand fornøjelse at iagttage, for der blev virkelig eksperimenteret og produceret. Det blev både produceret til ferniseringen og til mor, far, søster, bror og bedsteforældre. De var ren succes også for de børn, der tager lidt længere tid om selve den billedskabende proces.

Og er du blevet nysgerrig på målene og processen for børnenes billedfremstilling, kan du læse meget mere i dette indlæg: Monsterstreger - Aktivitet beskrevet til læreren.

Og her kommer det bedste, nemlig børnenes monstre med en helt personlig monsterstreg.























Monsterstreger




Hvad nu hvis vi maler omridset af et monster med akrylmaling, en streg og venstre hånd, sådan lyder overskriften på denne lille aktivitet. En lidt skør overskrift, men det er også en overskrift, der giver plads til leg og eksperimenter.

Kort om målene for aktiviteten

Målene for aktiviteten "Monsterstreger" er, at eleverne:
  • eksperimenterer med og udtrykker sig i billeder (....).

Sådan kan du gøre - fra proces til færdigt monsterbillede.
  1. Find et stykke farvet karton og en blyant. Start et tilfældigt sted på papiret og tegn med blyant med venstre hånd et omrids af et monster. Blyanten må ikke slippe papiret.
  2. Find pensel og sort akrylmaling. Mal det tegnede omrids op med akrylmalingen.
  3. Find plastikkortet og døp det i den sorte akrylmaling. Lav tryk rundt omkring på monsterkroppen med kortet. Drej kortet på forskellige måder, det er med til at skabe struktur. Lad monsterkroppen tørre.
  4. Klip monsterkroppen ud og lim den på et stykke sort kardus A4 format.
  5. Tegn øjnene på hvid og sort karton, klip dem ud og find ud af, hvor i monstrets ansigt øjnene skal placeres. Lim øjnene fast.
  6. Tegn mund og tænder på sort og hvid karton, klip begge dele ud og find ud af, hvordan  det skal placeres. Lim munden fast.
  7. Skriv et af ordene - monster, monsterstreger eller monsterlines - på den sorte baggrund. Lad bogstaverne begynde ved yderkanten af baggrunden og lad bogstavernes størrelse variere afhængig af formen på monstret (Se eventuel det gule eller lyserøde monster).
  8. Tegn streger med posca tusch rundt i yderkanten af det sorte kardus papir, så stregerne danner en form for ramme uden om monstret.
  9. Udstil de færdige monsterbilleder på skolen.






Anvendte materialer
  • Farvet karton A4 format.
  • Hvid karton.
  • Sort kardus A4 format.
  • Sort akrylmaling.
  • Pensel.
  • Brugte plastikkort a la dankort - alternativt kan man bruge et stykke kraftigt pap.
  • Posca tuscher i forskellige farver.

Se hvordan elevernes monsterbilleder er kommet til at se ud her: Monsterstreger - Lavet af børn i Hinnerup Billedskole

mandag den 7. november 2016

Monsterhuse


For nogen tid siden lavede jeg et indlæg på min blog om monsterrelieffer. Da jeg var i gang med den proces, fik jeg endnu en idé, nemlig at lave monsterhuse. Jeg tænkte, at det kunne være sjovt at lege lidt med tanken om store monstre og små huse. Idéen har jeg nu omsat til dette lille forløb.

Forløbet kalder jeg ganske enkelt "Monster(u)hyggelige huse".

Formålet med forløbet er, at eleverne får mulighed for at arbejde med en rumlig billedfremstilling samtidig med, at de bruger deres fantasi.

Mål for forøbet

Denne gang tager jeg afsæt i kompetencemålene, og derfor er målet med forløbet, at eleverne:
  • lærer at eksperimentere med og udtrykke sig i billeder med vægt på tematisering.

Kort om processen for fremstilling af monsterhuset
  1. Jeg finder to træklodser. En stor til selve huset og en lille til skorstenen. Når jeg har fundet ud af, hvordan min skorsten skal være, saver jeg den til, og jeg limer den på huset med varmlimspistol.
  2. Bagefter maler jeg hele huset med akrylmaling og lader det tørre.
  3. Jeg vil gerne have, at mit hus har striber, derfor fæstner jeg malertape på huset i en passende afstand. Når det er gjort maler jeg med en anden farve akrylmaling de steder, hvor der ikke er malertape. På den måde opstår striberne. Når malingen er håndtør, fjerner jeg malertapen.
  4. Så er det tid til at tegne mit monster op på mit hus. Det gør jeg med hvidt kridt. Kridt er god i den sammenhæng, da man let kan viske kridtstregen ud med vand.
  5. Herefter er det tid til at bygge mit monster op. Det første, jeg gør, er at lime øjnene (halverede styroporkugler) fast.  Dernæst bygger jeg kroppen op med papmachépulver, der er rørt op i vand. Jeg dækker også øjnene med papmaché. Tilsidst former jeg monstrets læber og tænder, og så er det bare tid til at monstret skal tørre.
  6. Når monstret er tørt, maler jeg det med akrylmaling. Kroppen øjne, krop og tænder får hver sin farve. Så er der bare tilbage, at monsterhuset skal tørre.
Den metode/teknik, jeg har brugt til fremstilling af mit monsterhus, er den samme, som jeg brugte, da jeg lavede monsterrelieffer. Du kan se processen trin for trin her: Forberedelse til et monstersejt relief

Her er billeder af det gule monster på det stribede hus.











Og her er billeder af det blå monster på det prikkede hus.












Anvendte materialer
  • Træklodser i forskellige størrelser - store og små. De store til selve huset og de små til skorstenen. Hvis man har affaldstræ kan det også bruges. Det kan også være en mulighed at spørge forældrene om træet.
  • Kridt. Hvid eller farvet alt afhængig af, hvilken farve bagggrunden er. 
  • Varmlimspistol.
  • Styroporkugler i to eller flere forskellige størrelser. Skal anvendes til øjne eller antenner.
  • Papmachépulver. Pulveret skal røres op med vand. Det kan gemmes i en lufttæt beholder i køleskabet.
  • Akrylmaling. Vær opmæksom på at farverne gul og grøn ikke har den bedste dækevne.
  • Malertape. 
  • Runde stempler til tryk. Enden på en almindelig blyant kan også bruges.


torsdag den 20. oktober 2016

Et monster sejt relief




Monstre er noget der på en gang fascinerer og skræmmer. Når man arbejder med temaet kan det lægge op til mange forskellige fortolkninger og billedfremstillinger. Der er jo ingen, der virkelig ved, hvordan et monster ser ud, vel?

Jeg har valgt at kalde forløbet: "Et monster sejt relief".

Formålet med forløbet er, at eleverne får mulighed for at bruge deres fantasi, forestillingsevne og kreativitet til at fremstille et rumligt billede med monstermotiv.

Før det praktiske arbejde med billedfremstillingen, viser jeg eleverne udvalgte billeder af relieffer, og vi vil i fællesskab drøfte, hvilke særlige kedetegn reliefferne har. Med andre ord vil vi undersøge, hvordan vi kan bestemme, at et relief reelt er et relief.

Bagefter skal eleverne i grupper gå på opdagelse i Aaron Butchers værker, og de skal lege billeddetektiver og undersøge, hvad Aaron Butchers billeder har til fælles.

Til slut samler vi op fælles i klassen, og så er vi klar til at gå i gang med at lave monster seje relieffer.

De konkrete færdigheds- og vidensmål er, at eleverne:
  • får viden om billedkulturens billedgenrer - herunder relieffer.
  • kan genrebestemme billeder - herunder de særlige kendetegn ved relieffer.
  • får viden om stilarter og formsprog - herunder de særlige kendetegn ved kunstneren Aaron Butchers værker.
  • får viden om farvelære - herunder brug af en farveklang i billedfremstillingen.
Idéer opstår sjældent af sig selv, vi lader os inspirere af hinanden, og det er en berigelse i sig selv. Inspirationen til mine monster seje relieffer har jeg denne gang fra kunstneren Aaron Butcher,  underviseren Cassie Stephens og min herlige kollega i billedskolen Line Frøslev

Min billedfremstilling - fra proces til færdigt relief

Jeg starter med at lave en baggrund på min MDF-plade. Jeg har valgt at bruge gammelt nodepapir. Jeg river nodepapiret i strimler, og limer det på pladen. Når det er tørt vender jeg pladen om og klipper det overskydende nodepapir af.


Herefter er det tid til at tegne mit monster op. Det gør jeg med almindelig tavlekridt. Jeg synes, det er sjovt at lege lidt med beskæring af motivet. Det giver et et helt andet udtryk. Jeg eksperimenterer også lidt med placeringen af øjnene.


Når jeg har fundet frem til mit monster motiv, er det tid til at modellere mit monster op med papmaché. Men før jeg modellerer, limer jeg øjnene fast på baggrunden.



Så er det tid til at male baggrunden det gør jeg med fluoreserende akrylmaling. Jeg har valgt farven pink. Bagefter maler jeg monstrets krop med en lækker grøn. Den grønne farve er en komplementærkontrast til pink.






Herefter er det tid til at male munden og tænderne. Det gør jeg med sort og hvid akrylmaling.



Når det er tørt, laver jeg skygger på kroppen og rundt om øjnene med en lidt mørkere grøn, og på tænderne bruger jeg en tynd lasur af grå maling. Til sidst tegner jeg pupillerne op.


Det sidste, jeg gør, er at at lave gule tryk på den pinke bagggrund. Jeg laver trykket med enden af en blyant.








Og her kommer endnu et monster sejt relief i en anden farveklang.






Anvendte materialer
  • MDF plade i målene 20cm * 25 cm.
  • Papir til baggrund - gavepapir, mønsterpapir, nodepapir eller gamle kort.
  • Lim - almindelig papirlim.
  • Kridt - hvid eller farvet alt afhængig af, hvilken farve baggrunden er.
  • Varmlimspistol.
  • Styroporkugler i to forskellige størrelser.
  • Papmaché pulver.
  • Akrylmaling - både almindelige farver og fluoreserende (neon) farver.
  • Lille rundt stempel til tryk - enden på en almindelig blyant kan benyttes.