Viser opslag med etiketten Eksperimenterende billedkunst. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Eksperimenterende billedkunst. Vis alle opslag

onsdag den 18. juni 2014

"Stå på hinandens skuldre" - skabt af 3. årgang.


For nogen tid siden skrev jeg indlægget: "Lag på lag" billeder i mere end en forstand om dette forløb. Jeg har prøvet forløbet af med min 3. årgang i billedkunst, og det er der sandelig kommet nogle rigtig spændende billeder ud af. 

Se bare ….


Daniel


Jasmin


Anna


Katrine
Det er utrolig interessant at eksperimentere med baggrunden, og samtidig er det helt vidunderligt at se, hvad der sker, når ordet "Fællesskab" og citatet: "At stå på hinandens skuldre" er nøgleord i billedprocessen.

Vi har på holdet haft mange gode samtaler om, hvad begge dele betyder, og børnene har været super gode til at sætte egne ord på, hvad fællesskab betyder for dem.

Billedkunst er også et dannelsesfag - heldigvis.

Der mangler et par af børnenes billeder, men de er hastigt på vej.

mandag den 21. april 2014

"At stå på hinandens skuldre".


Der findes virkelig mange dygtige billedkunstkolleger rundt omkring, og det er bare så inspirerende at se, hvad andre kan finde på af interessante projekter.  

Jeg har et par gange arbejdet med "lag på lag" teknikken blandt andet her og her

Idéen til mit lille projekt fik jeg, da jeg kiggede forbi Janes fine blog, hvor jeg faldt pladask for hendes forløb: Fugle i lag, og det blev anledningen til, at jeg forberedte dette forløb.

Kort om formålet med undervisningsforløbet:

Formålet med forløbet er, at eleverne får praktisk erfaring med, at:
  • et billede kan bygges op af flere lag.
  • et billede kan skabes af forskellige materialer.
  • et billede kan bestå af forskellige farveharmonier.
  • et billedudtryk og en tekst kan komplementere hinanden.
Mine tanker om processen på holdet:
Mit udgangspunkt vil være en introducerende samtale på holdet om forståelsen af lag, brugen af forskellige materialer samt det at tekst og billede kan komplementere hinanden.

Derudover vil jeg tale med holdet om selve arbejdsprocessens trin, for på den måde bliver de kognitivt forberedte på fremgangen i billedarbejdet.

Min billedskabende proces - fra proces til endelig produkt:

Trin 1 - Første lag bliver til.
Jeg starter med at grunde billedfladen med hvid gesso, hvorefter jeg limer afriv fra en gammel bog på. 
Billedfladen er en rest fra en fejlproduktion af papmapper, som en god veninde engang havde med til mig. De har ligget på lager længe, men nu var det tid til at få dem brugt.


Trin 2 og 3 - Andet og tredje lag bliver til.
Det næste, jeg gør, er at trække akrylmaling og hvid gesso på billedfladen med en spatel samt lave tryk af blomster ovenpå. Når det er tørt, tegner jeg blomsterstilke op med Caran D' Ache vokskridt, og jeg laver aftryk med bobleplast malet med henholdsvis hvid og blå. 
Til sidst bruger jeg stencils med bogstaver til at skrive et ord, som i dette tilfælde er "FÆLLESSKAB". Jeg synes selv, at baggrunden får et dejligt dynamisk udtryk.




Trin 4 - Fjerde lag bliver til.
Jeg fortsætter med at tegne og klippe de figurer ud, som skal være en del af mit billede. Jeg har en lille svaghed for elefanter, så det blev til fire elefanter tegnet på og klippet i forskellige materialer. 


Elefanterne placerer jeg på billedfladen, så jeg synes, at billedudtrykket bliver godt. Det tager lidt tid at finde de helt rigtige steder til elefanterne, med det er sjovt at se, hvordan billedets helhed forandrer sig, når man blot rykker en lille smule på en enkel elefant. Når det rette billedudtryk er fundet, limer jeg elefanterne på med limlak, og jeg skaber mønstre i blomsterne med Posca tuscher.






Til sidst giver jeg hele billedet limlak, og når det er tørt, tegner jeg elefanternes konturer og øjne op med sort sprittusch, og jeg tilføjer en kort tekst, som på dette billede er: "At stå på hinandens skuldre". 

OG voila endnu et billede blev til!


Jeg blev så optaget af processen, at jeg måtte eksperimentere endnu engang, og det kom der dette billede ud af, hvor teksten er: SAMMENHOLD" og "at være ene er godt, men sammenhold er bedre!





Anvendte materialer:
  • En billedflade. jeg har brugt fejlproduktion af papmapper.
  • Hvid gesso.
  • Afriv fra gamle bøger.
  • Scrap book papir, gamle bøger og brugt gavepapir.
  • Limlak.
  • Akrylfarve.
  • Bobleplast
  • Stencils med bogstaver.
  • Trykplade med blomst.
  • Caran D' Ache vokskridt.
  • Posca tuscher.

Til sidst skal Jane have en stor tak for at dele en helt vidunderlig idé, og selvom jeg har taget afsæt i den, synes jeg, at det er skønt at se forskelligheden i billedudtrykkene.

mandag den 3. december 2012

4. årgang og deres eksperimenterende malerier med naive streger

Så blev 4. årgang også færdig med deres flotte malerier. De er selv rigtig stolte af resultaterne, som en elev sagde til mig: "Tatjana.. jeg troede slet ikke, jeg kunne male så flot.. det ligner jo kunst". Jeg smilede og kunne mærke glæden indeni vokse. Der er ingen, der skal fortælle mig, at billedkunst ikke gør en forskel, for det gør det, og jeg ser det hver dag.















Hvis I får lyst, kan I læse om den billedskabende process i mit andet indlæg, som I kan finde her: Eksperimenterende billedkunst med naive streger - 5. årgang.

I øvrigt mange tak til alle jer, som følger og kommenterer på min blog. Det gør mig glad, og samtidig er det vildt motiverende, og jeg får bare lyst til at dele mere med jer derude i cyberspace.

fredag den 23. november 2012

Eksperimenterende billedkunst med naive streger - 5. årgang

Så blev min 5. årgang færdige med deres billeder. Det har været en lærerig og sjov oplevelse at sætte et sådant projekt i gang. Det har været vigtigt, at inspirere eleverne, før de selv skulle i gang med deres billedfremstilling. Det handler om at give indtryk, som motiverer til udtryk.
I dette forløb har jeg valgt kunstnerne Marianne Hougaard, Poul Pava samt et par malerier fra min egen produktion som inspirationskilde. I den billedskabende proces har det faglige fokus været opbygning af baggrund, farvelære (kontraster og harmonier) samt den mere konkrete billedkomposition (hvad får et billede til at virke). Derudover har billedsamtalen om elevernes færdige billeder givet god mulighed for, at eleverne har kunnet tilegne sig det faglige sprog billedkunstfaget byder på.

Beskrivelse af den billedskabende proces i punkter:
  • En hård masonitplade 40*40 grundes med Gesso (hvid grunder). Inden grunderen tørrer monteres afriv fra en bog, som også dækkes med Gesso.
  • Baggrunden males med kinaspartel og gerne med kontrastfarver efter eget valg. Herefter laves mønster med maling påført med bobleplast.
  • Mennesker og tekst optegnes på baggrunden med hvid tavlekridt (det er let at viske ud igen). 
  • Mennesker males op med farver, der harmonerer med baggrundsfarverne. Øjne, mund, arme og ben males med sort. 
  • Menneskerne farvelægges og teksten fremhæves yderligere med Caran 'D ache farver. 
  • Lav malingstreger og penselsprøjt med en engangssprøjte og en pensel.
Og her kan I se de meget fine produkter samlet og hver for sig.

























De billeder, som jeg selv har fremstillet til forløbet, kan I se her: Eksperimenterende billedkunst med naive streger.

Om lidt har 4. årgang også sine billeder færdige, og de er mindst ligeså farverige og glade i deres udtryk.