Viser opslag med etiketten 5. årgang. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 5. årgang. Vis alle opslag

søndag den 18. august 2024

Geometriske fugle med hjemmelavet maling og stempler til tryk



Jeg holder af at eksperimentere med metoder, teknikker og materialer. Coronatiden blev for mig en periode, hvor den eksperimenterende billedkunst fik en særlig plads, for det krævede virkelig en god fantasi, mange eksperimenter og en faglig indsigt at udvikle alternative aktiviteter til hjemmeundervisningen. Denne aktivitet er et resultat af mine eksperimenter i Coronatiden.


Når man eksperimenterer, er det lidt som om, man leger. Det er sjovt, for man kan undersøge og lege med materialer, teknikker, metoder og motiver.


Med denne aktivitet får man mulighed for at eksperimentere med hjemmelavede farver og stempler til tryk. Man kommer måske også til at få tankerne på matematik, for der skal skabes fugle med geometriske former.


Inspirationen til denne aktivitet har jeg blandt andet fundet hos den engelske kunstner Clare Youngs. Hun har så mange skønne måder at skabe skæve, søde, sjove og kunstneriske dyr på, og meget ofte bruger hun papir med tryk på, som hun selv har lavet.


Aktiviteten kalder jeg: "Geometriske fugle med hjemmelavet maling og tryk"


Målet med aktiviteten er, at:
  • eksperimentere med at lave maling med ting, man kan finde i hjemm
  • eksperimentere med at lave stempler til tryk af køkkensvampe.
  • bruge de geometriske former cirkel og trekant som udgangspunkt for at komponere fugle.
  • undersøge flere forskellige måder at komponere fugle på.

Selve aktiviteten er delt op i fem trin, som hedder:
  • Sådan laver du hjemmelavet maling.
  • Sådan laver du hjemmelavede stempler af køkkensvampe til tryk.
  • Sådan laver du papir med hjemmelavet maling og stempler til tryk.
  • Sådan laver du dele til din fugl af dit papir med tryk, cirkler, trekanter og dragefirkanter
  • Sådan bygger/komponerer du en fugl.

Sådan laver du hjemmelavet maling:



  • Find 4 skåle/plastikbøtter, vand, gurkemeje, saft fra syltede rødbeder eller friske rødbeder, soys eller kulør.

  • Hæld 3 deciliter varmt vand i to skåle.

  • Kom 3 teskefulde gurkemeje i en tepose. Læg teposen i den ene skål og lad det trække.

  • Kom skrællerne fra de tre rødløg i den anden skål og rør rundt. Løgskrællerne skal være under vand og trække lidt.

  • Kom lidt sovsekulør eller soja i en skål og fortynd det med vand.

  • Hæld lidt væske fra syltede rødbeder i en skål. Du kan også rive friske rødbeder og hælde vand over dem i stedet for.

Sådan laver du hjemmelavet stempler af køkkensvampe til tryk:





  • Find køkkemsvampe, tusch og saks.
  • Tegn former (cirkler, firkanter, trekanter eller andre former) på en køkkensvamp. Du skal tegne fire/fem forskellige former.
  • Klip dem ud. Nu har du fire stempler, og du er klar til at trykke på dit papir.

Sådan laver du papir med hjemmelavet maling og stempler til tryk:

  • Find dit papir (A5 format) og dine hjemmelavede stempler.
  • Dyp et af dine stempler i én farve og tryk på et af dine papirer. Du skal bruge det samme stempel og den samme farve til at lave tryk på ét af dine stykker papirer. 
  • Gentag processen på de tre andre stykker papirer.
  • Lad alle fire stykker papirer tørre, når du er færdig med at trykke.









Sådan laver du dele til en fugl af papiret med tryk, cirkler, trekanter og dragefirkanter:
  • Tegn 3 cirkel skabeloner i forskellige størrelser på hvidt kraftig karton. Klip cirklerne ud.
  • Find dit hjemmelavede papir med tryk på. Læg en cirkelskabelon på hvert stykke papir. Tegn efter skabelonen. Klip de tre cirkler ud og del dem på midten. Det er til fuglens krop og vinger.
  • Find den mindste cirkel skabelon, læg den på det papir, som du endnu ikke har brugt. Tegn efter skabelonen. Klip cirklen ud. Det er til fuglens hoved.
  • Klip 4 små og ens trekanter af dit hjemmelavede papir. Det er til fuglens ben. Du kan også bruge sort karton til fuglens ben i stedet for dit hjemmelavede papir.
  • Klip to mindre hvide cirkler og to små sorte cirkler. Det er til fuglens øjne.
  • Tegn en dragefirkant skabelon på hvidt kraftig karton. Klip dragefirkanten ud. Læg dragefirkant skabelonen på sort karton. Tegn efter skabelonen to gange. Klip dragefirkanterne ud. Det er til fuglens næb.
  • Nu har du alle delene til din fugl.



Sådan bygger du din fugl (Det er vist med billeder herunder):














Vend din færdige fugl og lim resten af delene på den anden side af din fugl. Nu kan du hænge den op. Hvis du hellere vil lime din fugl på et stykke karton, kan du også gøre det.


Materialer, du skal bruge:
  • Kraftig hvidt papir eller hvidt karton skåret i A5 format.

  • Sort papir eller karton. man kan også farve papir sort, hvis man ikke har det hjemme. Du kan bruge tusch eller farvekridt til det

  • 2 køkkensvampe

  • 4 skåle eller bøtter

  • Gurkemeje

  • Skræller fra tre rødløg

  • Væske fra syltede rødbeder. Man kan også rive friske rødbeder og hælde vand over det i stedet for

  • Sovsekulør eller soja

  • Saks og limstift.


Mange tak fordi du kigger forbi min blog. Jeg er rigtig glad for, at du kan finde inspiration her.


Mine materialer er gratis, og det er mig, der har udviklet dem til undervisningen. Derfor sætter jeg pris på, at du husker at indberette din brug af mine idéer til Copydan Tekst og Node.

fredag den 15. marts 2024

Gækkebrev og frottage kuvert

 





Når vi kommer til traditioner i påsken, holder rigtig mange børn af at lave og give gækkebreve til venner og familie.
Som voksen, synes jeg, at det er en hyggelig tradition, men hyggeligst er det at modtage gækkebreve, som børnene har gjort noget ud af. Derfor besluttede jeg mig også for at investere tid i billedkunst på at folde gækkebrevets univers lidt mere ud for børnene.


Helt overordnet var mit formål med aktiviteten at give eleverne:
  • viden om gækkebrevets oprindelse og historie.
  • inspiration til en anden måde at lave gækkebreve på

Her er materialerne, du/I skal bruge:
  • Hvidt og farvet papir i god kvalitet. 
  • Silkepapir i forskellige farver.
  • Farvekridt - Neocolor 1
  • Forskellige blade fra skovens træer.
  • Saks og en god limstift, som ikke gratter/fedter.
  • Gode blyanter, farveblyanter eller skrive tuscher.
  • Inspiration til vers, børnene kan skrive (Findes på nettet) Det er en god idé at printe dem, så børnene kan bruge dem, når de selv skal til at skrive.
  • Idéer til klip af gækkebreve. (Kan findes på Pinterest eller Instagram).

Sådan kan du/I gøre:
  • Forbered og find alle materialerne, du/I skal bruge, frem.
  • Start med en fælles samtale i klassen om gækkebrevets oprindelse og historie. Du/I kan finde viden her: "Hvor stammer traditionen med gækkebreve fra?" her: "De gamle gækkebreve" og her: "Historien om gækkebrevet"
  • Læs forskellige vers op for klassen, så børnene for nye idéer til, hvad de kan skrive i deres gækkebreve.
  • Vis i klassen forskellige idéer til klip af gækkebreve. Der findes mange fine skabeloner på blandt andet Pinterest og Instagram. Man kan også tale om papirklip i et lidt bredere perspektiv.
  • Vis i klassen, hvordan de laver frottage kuverterne med blade fra skoven. Har du/I brug for vejledning til, hvordan du/I bruger frottage teknikken, er det beskrevet her: "Frottage" . Du/I kan også finde små film om det på YouTube, hvis der er brug for det. 
  • Og så er det i gang med gækkebreve og kuverter. Denne gang er mine gækkebreve og kuverter kvadratiske, for det format kan jeg bare rigtig godt lide. Først giver jeg mine elever en kort trin for trin vejledning til fremstillingen af både gækkebrev og frottage kuvert. Jeg viser hele klassen, hvordan jeg gør, når jeg klipper og limer mit gækkebrev samt laver min frottage kuvert. Selve kuverten folder og limer jeg, så den bliver en smule større end selve gækkebrevet. Det er min erfaring, at denne måde med visuel støtte er en rigtig god hjælp til de yngste og konkret tænkende elever.  Det giver dem overblik over processen, de kan se det færdige produkt for sig og får mod til selv at gå igang.
  • Rigtig god fornøjelse!









Du/I skal vide, at jeg er taknemmelig for, at du kigger forbi min blog om undervisning i billedkunst. Vær sød at indberette til Copydan Tekst og Node, når du bruger mine idéer i din praksis, så vil jeg nemlig blive glad.

mandag den 17. januar 2022

Til havs med vikingerne


I faget håndværk og design har vi for nylig arbejdet med temaet "Vikingekriger". Alle elever har skabt en vikingekriger ved at sy en dukke, give den hår, skæg og ansigt. Ligesom de også har skabt beklædning, skjolde og våben til dukkerne. Det har været et spændende forløb, som har givet plads til fordybelse og mulighed for at gøre erfaringer med flere forskellige håndværksmæssige færdigheder. 

Temaet har givet anledning til, at jeg også har udviklet en ny aktivitet til billedkunst. Aktiviteten kalder jeg "Til havs med vikinger".

Formålet med aktiviteten "Til havs med vikingerne" er, at eleverne:
  • får mulighed for at skabe et udtryk i et andet fag med andre medier, teknikker og redskaber.
Målene for eleverne er, at de får viden om/lærer :
  • om vikingernes langskibe.
  • at male en baggrund, hvor referencen er en solopgang.
  • at lave bemalet papir.
  • at tegne et vikingeskib ud fra fotoreferencer og viden om vikingernes langskibe.
  • at tegne, dekorere og farvelægge et sejl til vikingeskibet.
  • at komponere et billedudtryk ved at placere og montere billedelementerne i rigtig rækkefølge.
,
Klasseaktivitet før det praktiske arbejde med billedfremstilling
Inden klassen skal i gang med den billedskabende proces, vil jeg gerne give dem viden om, hvad vikingeskibene blev brugt til og hvordan de blev byggede. Der findes flere gode hjemmesider med inspirerende viden. Jeg har linket til dem nederst i dette indlæg.

Processen for det billedskabende arbejde, fortæller jeg også eleverne om, inden skridtene går til billedkunstlokalet.

I billedkunst har jeg klargjort inspirationsmateriale til solopgange, vikingeskibe, sejl og skjolde. Ligesom jeg også har lavet skabeloner til vikingeskibet og sejlet. Skabelonerne har jeg som ekstra hjælp til de elever, der har udfordringer med opgaven. Det er min måde at differentiere på. 

Sådan skaber du selv et "Til havs med vikingerne" billede
  • Læs punktet "Anvendte materialer". På den måde får du viden om, hvad du skal bruge, når du laver dit billede.
  • Kig på foto herunder og læs beskrivelserne. Her får du at vide, hvordan du kan gøre trin for trin.
  • Baggrunden - Find grå kardus i A3 format, køkkensvampe og akrylmaling i farverne, der passer til den solopgang, du vil lave. Mal din baggrund med himmel øverst og hav nederst på papiret.






  • Havet - Find et nyt stykke grå kardus A3 format og blå og hvid akrylmaling. Mal havet.


  • Vikingeskibet - Find et stykke grå kardus A3 format, en blyant, farveblyanter i farverne brun og sort samt farvekridt i to forskellige brune nuancer. Lav gnidetryk med de brune farvekridt på karduspapiret. Gnidetrykket giver papiret tekstur. Du er nu klar til at tegne dit vikingeskib med blyant.
        

  • Tegn vikingeskibet. Først med blyant og blød hånd. Derefter med farveblyant. Jeg har tegnet mit vikingeskib i trin, som du kan se herunder.










  • Sejlet - Find et stykke hvid kardus A4 format. Tegn formen på dit sejl med blyant og tegn det op med farveblyant bagefter. Husk, at der skal være 1 cm i toppen og bunden af sejlet, som skal kunne bukkes rundt. Ombukket gør, at sejlet kan limes på, så det virker 3 dimentionelt.
  • Tegn detaljer (et mønster) på sejlet med blyant. Tegn op med farveblyant og farvelæg sejlet til sidst med farveblyant. Kig på billederne herunder, så kan du se processen i trin.




  • Skjoldene - Find et stykke pap. Tegn tre cirkler på pappet og klip dem ud. De skal være ca. 4 cm i diameter, så der kan være plads til dem på skibets langside. Tegn mønstre på cirklerne med en tynd sort sprittusch. Du kan tegne mønstrene med blyant, før du tegner dem op med sort sprittusch.




  • Montering (sæt det hele sammen) - Find din baggrund med solopgangen, dit bemalede blå papir, dit tegnede vikingeskib, sejlet og skjoldene. Hvis du ikke har klippet alle delene ud, skal du gøre det nu. Gem afklippet fra vikingeskibet, du skal bruge resterne til mast og bom.
  • Find ud af, hvor du vil have dit vikingeskib på baggrunden. Flyt lidt rundt på det til du finder det bedste sted. Flyt det igen inden du arbejder videre.


  • Riv dit bemalede blå papir i aflange strimler, så det ligner bølger.
  • Klip en mast og en bom af afklippet fra vikingeskibet. Læg masten på baggrunden og lim den fast. Lim også en bølge oven på masten. Bølgen er de aflange blå strimler. 


  • Find dit vikingeskibet, placér det på din baggrund og lim det fast.


  • Find flere af de aflange blå strimler og placér dem ovenpå vikingeskibet, så det ligner bølger. Lim dem fast, når du har besluttet dig for placereingen. 








  • Find dit sejl. Buk 1 cm om i både top og bund. Find din bom og lim den på ombukket i toppen. Lim til sidst dit sejl på din baggrund ovenpå masten.








Anvendte materialer
  • Grå kardus - A3 format
  • Hvid kardus - A4 format
  • Genbrugspap
  • Akrylmaling i farverne blå, lilla, cyklame, orange og gul.
  • Køkkensvampe
  • Farvekridt (Neocolor1)
  • Farveblyanter af god kvalitet
  • Tynd sort sprittusch.
  • Blyant, saks og lim
  • Fotoreferencer af solnedgange, vikingeskibe, sejl og skjolde.
  • Evt. mobiltelefon til at tage foto af den billedskabende proces.

Inspiration

Ophavsret/Copyright

Det er virkelig herligt, at du kigger forbi min blog, og at du bliver inspireret til at bruge mine idéer i din undervisning. Alle mine idéer er gratis for dig, så jeg vil virkelig blive glad for, at du husker at indberette til Copydan - tekst og node, at du har brugt min blog.

mandag den 5. april 2021

En eng i kuvert eller kuverteng



I denne tid har vi på flere måder fokus på at passe på vores lille klode.  Det er et vigtigt fokus, som er væsentligt at formidle og drøfte, uden at det bliver til en skræmme kampagne. 

I billedkunst har drøftelser om miljøet også betydning for mig. Det er vigtigt at give eleverne plads til at kunne udtrykke sig i den sammenhæng. Ligesom det også er vigtigt at de lærer med både hånd og hoved.

Med aktiviteten her: En eng i kuvert, lægger jeg op til samtaler om de vilde blomsterenges betydning for insekter og vilde planter. 

Formålet med aktiviteten er, at eleverne:

  • gennem deres billedfremstillinger bliver i stand til at reflektere og bruge deres billeder som et middel til at kommunikere et budskab.
Målene for eleverne er, at de:
  • får viden om FNs verdensmål - særligt verdensmål 15 "Livet på land"
  • får viden om den danske kunstner Tanja Jensen, der fremstiller papircollager med naturen som inspiration.
  • lærer at søge viden om blomster- og dyreliv på enge.
  • lærer at lave frottage, hvor blades strukturer overføres til papir.
  • lærer at skabe planter, blomster og biller med saks og karton ud fra foto og fri fortolkning.

    Klasseaktivitet inden det praktiske billedarbejde

    Jeg starter med at tale kort med klassen om FNs verdensmål, hvor jeg både ønsker at få elevernes egen viden om målene i spil og henlede deres opmærksomhed på verdensmål 15, der blandt andet handler om at beskytte tab af biodiversitet.

    Herefter laver jeg en kobling til den danske samtidskunstner Tanja Jensen, der i sine papircollager har et særligt fokus på naturen. Dette for at vise eleverne, hvordan man kan arbejde med naturen som billedkunstnerisk udtryk.

    Til slut lader jeg eleverne søge efter viden om blomster- og dyreliv på enge. Den viden skal de bruge, når de selv skal i gang med at fremstille billeder. Ligesom jeg også fortæller om og viser dem processen for deres billedarbejde.

    Sådan laver du en eng i kuvert med tegnepapir og farvetkarton

    • Find et stykke tegnepapir A3 format og klip et kvadrat af papiret.
    • Find bladene fra træerne. 



    • Læg på skift blade under papiret og gnid med Neocolor 1 hen over bladet, så strukturen fra et kommer på papiret. Fortsæt til papiret er dækket. 






    • Vend papiret og fold det nu til en kuvert.




    • Fold kuverten ud igen og farv den midterste del og toppen af kuverten med farvekridt. Læg farvekridtet ned og gnid farven på kuverten.


    • Find karton i de grønne nuancer og klip mange forskellige grønne planter. Nogle planter skal være høje og andre lave. 


    • Find kuverten igen. Eksperimentér med at placere de grønne planter i kuverten. Tag eventuelt foto, inden du fjerner planterne igen, Så kan du huske, hvordan de skal ligge.
    • Lim planterne på kuverten. Du skal lime af tre omgange. Først de bagerste planter, så de midterste og til sidst de forreste planter. Kuverten er nu klar til at blive limet sammen.






    • Find et stykke sort karton i A5 format og fold det på midten. Tegn med blyant den ene halvdel af billen på det foldede karton. Klip og fold billen ud. Giv billen lidt farve. Jeg har farvet med rød og lilla. Klip gerne flere biller.






    • Find karton i de farver, du skal klippe blomster i. Her har jeg brugt gul til mælkebøtte, rød til valmue, hvid til kamille og lilla til kornblomst. Klip blomsterne ud fra fri fantasi. Giv dem eventuel lidt farve. Jeg har brugt lilla til valmue og kornblomst, gul til mælkebøtte samt gul og grøn til kamille.


    • Eksperimentér med at placere blomster og bille(r) på den lukkede kuvert. Lim først, når du har besluttet dig helt for, hvor de skal være. Tag gerne et foto, så kan du huske, hvor du valgte, de skulle være.
    • Din eng i kuvert eller kuverteng er nu færdig og klar til at blive udstillet.




    Anvendte marterialer:

    • Tegnepapir A3 format
    • Farvet karton i flere grønne nuancer samt sort, rød, lilla, hvid og gul.
    • Neocolor 1 
    • Nedfaldne blade fra træer gerne forskellige former.
    • Saks og lim
    • Eventuelt bøger med blomster og insekter til inspiration.
    • Eventuelt fotokopier af Tanja Jensens papircollager til inspiration.

    Det er så fedt, når du søger inspiration på min blog, men jeg vil sætte pris på, at du husker ophavsretten og indberetter til Copydan - tekst og node, hvis du bruger min idéer.