Viser opslag med etiketten Plane billeder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Plane billeder. Vis alle opslag

tirsdag den 16. marts 2021

Sådan kan du lave et stregtegnet ansigt




I denne uge har jeg lavet en lille film til Hinnerup Billedskoles elever, da vi jo ikke kan mødes grundet Corona. 

I filmen viser jeg, hvordan de kan tegne ansigter med en laaaaang streg - En stregtegning eller oneline drawing hedder det. 

Det er stadig meget uvant for mig at lave film, der er så meget nyt at lære, men jeg øver mig, så tag godt imod den.



Og her følger flere idéer til stregtegninger.












Og så kunne jeg ikke lade være med at lege med collage bare en lille smule.




Er du blevet inspireret, må du hjertens gerne bruge min idé, men vær' rar at indberette til Copydan - tekst og node og husk reglerne for ophavsret.

mandag den 14. december 2020

Flyvende engle på farvet baggrund




Hvert år byder december måned på fremstilling af engle i min undervisning i billedkunst. For mig er det spændende at udvikle idéer til nye engle. Denne gang har jeg fundet på at tegne sort/hvide engle og integrere dem i et billeder bygget op i lag.

Aktiviteten har jeg ganske enkelt kaldt: "Flyvende engle på farvet baggrund".

Målene for aktiviteten er, at eleverne lærer at:
  • tegne engle og skabe mønstre på en enkel måde med sort tusch.
  • holde sig til få farve i den billedskabende proces.
  • kende forskel på forgrund, mellemgrund og baggrund i et billede.
  • komponere et billede i flere lag.

Aktiviteter før det billedskabende arbejde

Inden den praktiske billedfremstilling taler jeg med eleverne om deres kendskab til engle fra kulturen og kristendommen. Jeg taler også med dem om, hvad der kendetegner en engel, og jeg viser dem engle fra kunsten og kristendommen. Ligesom jeg også taler med dem om, at engle ikke altid kun er gode.

Efter fælles samtale med eleverne introducerer jeg til arbejdesprocessen, når de skal i gang med deres billeder.

Sådan laver du sort og hvide engle på farvet baggrund

  • Først tegner du en engel på hvidt papir med blyant. Vælg om din engel skal flyve eller stå. Jeg har valgt, at min engel skal flyve.


  • Tegne derefter din engel op med sort sprittusch.


  • Når du har tegnet din engel op med sort sprittusch, kan du begynde at tegne mønstre eller små motiver på tøj og vinger. Jeg har tegnet hjerter på selve kjolen og striber på ærmerne og strømpebukserne. Håret har jeg farvet sort og jeg har givet kinderne lidt rød farve. Når din engel er færdig klipper du den ud.


  • Så skal du i gang med din mellemgrund. Jeg har brugt et stykke sort kardus A4 format, hvor jeg har limet forskellige størrelser og farver cirkler på. Når jeg har limet alle cirklerne på, skærer jeg det over, så jeg nu har to stykker i A5 format. Det ene stykke limer jeg på et stykke farvet karton i A4 format, der passer de nuancer cirklerne har.
  • Inden du limer mellemgrunden på det farvede karton, undersøger du, hvor det er bedst papiret med mellemgrunden placeres. Du kan tage billeder undervejs, så du kan huske alle dine forsøg. Du kan også prøve at placere din engel ovenpå, så får du et indtryk af, hvordan dit billede kan komme til at se ud. Her kan du også tage billeder af alle dine forsøg.
  • Når du har fundet den måde at komponere dit billede på, limer du mellemgrunden på det farvede karton, og bagefter limer du din engel på din mellemgrund og baggrund.
  • Til sidst skriver du forskellige engleord på det farvede karton, der er din baggrund, og du kan tegne cirkler eller prikker med Poscatusch i de nuancer, du i forvejen har brugt. Det kan være en god idé, at I laver en fælles engle-ordliste i klassen.
  • Dit englebillede er nu færdigt.


Har du lyst til at lege videre, kan du lave endnu et billede. Her er mit andet billede. Denne gang står min engel i stedet for at flyve.




Anvendte materialer:
  • Hvidt tegnepapir A4 format
  • Sort sprittusch
  • Sort kardus A4 format
  • Farvet karton. Lilla og lysblå.
  • Poscatuscher i farverne lyserød, hvid og lyseblå.
  • Sort fineliner
  • Lim
  • En liste med engleord
Jeg har mange idéer, og jeg glæder mig over, at I kan bruge dem, men det tager tid at udvikle idéerne, så vær rar at indberette til COPYDAN, når du bruger idéerne fra min blog.

torsdag den 21. november 2019

Leif Sylvester inspirerede billeder



Leif Sylvester er bare en af de danske kunstnere, som er vældig interessant at arbejde med i billeskunst. Hans skæve figurer og farverige palet taler til børn og barnlige sjæle, og begge dele giver plads til gode billedsamtaler, undren og billedeksperimenter.

Målene for aktiviteten "Leif Sylvester inspirerede billeder" er, at eleverne lærer:
  • at tale om de særlige kendetegn ved Leif Sylvesters værker, herunder komposition, motiver, linjer og farver.
  • at præsentere egne billeder for klassen.
  • at ekserimetere med anderledes teknikker, herunder olie på farve.

Aktiviteter før det praktiske billedarbejde
Jeg starter med at dele klassen i to. Den ene halvdel får udleveret laminerede billeder af  Leif Sylvester værker. Den anden halvdel venter.  De billeder, som den ene gruppe elever har fået udleveret, har jeg kopieret, så jeg har et ekstra sæt (de er også laminerede). Kopierne placerer jeg rundt i lokalet med motivet synligt opad. 
Nu er opgaven, at de elever, der har et billede, skal beskrive billedet for en makker (det er den gruppe elever, der ikke har et billede) uden at vise makkeren billedet selvfølgelig. Herefter skal makkeren gå på opdagelse og forsøge at finde det billede, som kammeraten har beskrevet for dem. Makkeren, som har billedet må gerne beskrive det flere gange.
Når opgaven er løst, bytter eleverne plads, og de gentager opgaven.

Som afrunding laver jeg en fælles opsamling, hvor vi taler om selve opgaven og de særlige kendetegn ved Leif Sylvesters værker, herunder motiverne, linjerne, ansigttsdelene og farverne. Bagefter introducerer jeg eleverne til det billedarbejde, som de efterfølgende skal i gang med.

Sådan laver du et Leif Sylvester inspireret billede

Det er en god idé, at vise eleverne processen, og beskrive undervejs. Det giver dem en visuel støtte.
  • Start med at kigge på billeder af Leif Sylvesters værker. Du kan tænke over, hvad du godt kan lide ved hans motiver og farver.
  • Nu skal du i gang med at tegne. Begynd med øjenene. Tegn dem i hver sin farve med olie pastel og tænk over, hvilken form de skal have. Tegn med to andre farver rundt om øjnene.
  • Fortsæt med munden og tænderne. Tegn munden med en farve, du ikke allerede har brugt, og tegn tænderne med en hvid farve. Her skal du også tænke over, hvilken form både mund og tænder skal have.
  • Så skal du tegne næsen. Tænk over dit valg af farve og formen på næsen.
  • Nu er det tid til at tegne ansigtets form og fylde det ud med farver/olie pastel.
  • Til sidst tegner du hår, og farvelægger resten af papiret med olie pastel.
  • Herefter skal du gnide farverne sammen med lidt madolie på vat. Du skal arbejde med en farve ad gangen, så de lyseste farver ikke bliver smudsede af de mørke. Den overskydende olie tørres af med et rent stykke vat. Det er en lidt langsommelig proces, men den giver et fedt udtryk.
Se elevernes flotte Sylvester billeder her: Leif Sylvester billeder - Lavet af 3.klasse

Anvendte materialer:
  • Hvid kardus A3 format (skæres til kvadrat).
  • Farver (Olie pastel/fedtfarver) - Det er vigtigt, at farverne er oliebaserede og bløde.
  • Madolie.
  • Vat.
  • Papir til aftørring af fingrene.
  • Sort karton til baggrund.
  • Laminerede billeder af forskellige Leif Sylvester værker.



Rigtig god fornøjelse!

Husk at indberette, de link, printede materialer, digitale kopier, du bruger fra min blog, til COPYDAN, hvis din institution er udvalgt til det.


torsdag den 9. maj 2019

Forår og solsortesang


Vi ved, at foråret er på vej, når vi i den tidlige morgenstund kan høre solsortens skønne sang i haven. 
Den oplevelse er inspirationen til denne aktivitet, som jeg ganske enkelt kalder: "Forår og solsortesang".

Målene for aktiviteten er, at eleverne:

  • får mulighed for at koble sanseoplevelser i naturen sammen med en billedkunstnerisk proces.
  • lærer at bruge forskellige teknikker og materialer til et samlet billedeudtryk.
  • øver sig i at iagttagelsestegne og farvelægge. 

Aktiviteter før det praktiske billedarbejde
Jeg starter i klassen, hvor jeg fortæller eleverne, at de skal lukke øjnene og lytte. Herefter afspiller jeg flere forskellige fuglestemmer for dem blandt andet også solsortens. Efter den oplevelse har jeg en fælles samtale med eleverne om, hvad fuglestemmerne minder dem om. Efterfølgende går jeg med klassen på opdagelse efter fuglelyde, grene og mos i nærområdet omkring skolen. Jeg afrunder med at lave en fælles opsamling, hvor vi taler om de forskellige fuglestemmer, grenenes former og farver samt mossen, vi har fundet. Både grenene og mos tager vi med retur til billedkunstlokalet.

Sådan skaber man et forårsbillede med en solsort - Beskrivelse af processen

  • Find billeder af solsorte samt udstoppede solsorte. Tal med klassen om de særlige kendetegn og farverne på fuglen. Lad eleverne tegne og farvelægge en solsort på tegnepapir ud fra deres iagttagelser af billederne og de udstoppede fugle.

  • Find de grene, som eleverne har fundet og lad dem vælge en gren, som de vil bruge, når de skal lave deres eget billede. Bed eleverne finde oliekridt som svarer til de farver, som deres gren har. Når det er gjort, skal de med blyant tegne en gren på A3 papir, som deres solsort kan sidde på. Grenen skal gå ud af billedet og farvelægges med oliekridt ud fra formgivningens tegneprincipper.
  • Lad eleverne male baggrunden med flydende akvarel eller vandfarver i blå nuancer. Lad billedet tørre.


  • Klip blade af bemalet papir med struktur. Det kan eksempelvis være skumtapet, der er malet i forskellige grønne nuancer. Lim bladene på den farvelagte gren. 




  • Lad eleverne klippe den farvelagte solsort og æg ud. De skal også finde mos til fuglereden. Bed dem finde de bedste steder at placere solsorten, æggene og reden på grenen. Den proces må gerne tage tid. Når det bedste sted er fundet skal alle delene limes på grenen. Lim mos på med varmlim.



Anvendte materialer
  • Billeder af solsorte og udstoppede solsorte
  • Grene og mos fra naturen i nærområdet
  • Tegnepapir i A4 og A3 format
  • Oliekridt
  • Flydende akvarel eller vandfarve i blå nuancer
  • Bemalet papir med struktur og i grønne nuancer (Det kan eleverne eventuel selv være med til at lave).
  • Papir i blålige nuancer til fugleæg. Jeg har brugt håndlavet papir
  • Limpistol og varmlim

Se 3. og 4. årgangs færdige billeder her: Forår og solsortesang - Lavet af 3. og 4. årgang


torsdag den 11. april 2019

Selvportræt - mig selv med enkle streger - Lavet af 2. klasse

Det har været en fest at lave selvportrætter med min 2. klasse. Især hele processen har været sjov. Her får I muligheden for at se de skønne selvportrætter, som ungerne har lavet.

Er i nysgerrige på mål, proces og materialer, kan I læse meget mere om det her: Beskrivelse af aktiviteten "Selvportræt - mig selv med enkle streger"







































Selvportræt - mig selv med enkle streger


Portrætter er fascinerende, og ser man på dem med et kunsthistorisk blik, bliver det endnu mere interessant og billedsamtalerne ligeså.

I år har jeg planlagt at lave selvportrætter med 2. årgang. Det er en aktivitet, hvor vi både  taler om danske portrætter gennem tiden og har et særligt fokus på ansigtets proportioner og konturstregen.

Aktiviteten kalder jeg: "Selvportræt  - mig selv med enkle streger"

Målene for aktiviteten er, at eleverne:
  • får viden om billedgenren portrætter og særligt dansk portræt kunst.
  • Får viden om forskellige former for portrætter, herunder portrætter i hel figur, halv figur, med ansigt og skuldre eller i profil.
  • kan tale med hinanden og andre om portrætters funktioner gennem tiden.
  • tegne og male et selvportrætter med en enkel streg.

Aktiviteter før det praktiske billedarbejde

Med afsæt i bogen "Dansk portrætkunst" viser jeg eleverne forskellige former for portrætter, og vi taler fælles om, hvad der kendetegner portrætterne.

Herefter får eleverne en lille opvarmningsøvelse, hvor de i makkerpar og på skift skal mærke hinandens hoveder og ansigter med lukkede øjne. Når de har gjort det, skal de fortælle hinanden, hvad de hver især ligger særligt mærke til ved hinandens hoveder og ansigter.

Bagefter kommer der en lille kort iagttagelsesøvelse, hvor eleverne skal tegne selvportrætter ved at iagttage sig selv i et spejl. Øvelsen gentages. Vi afrunder med en fælles samtale, hvor vi har fokus på hovedform, placering af øjne, ører, næse og mund. Herefter er de klar til det videre parktiske billedarbejde.

Sådan skaber man et selvportræt - Beskrivelse af processen
  • Jeg starter med at male lærredets baggrund med akrylmaling. Når baggrunden er tør laver jeg tryk med bobbelplast oven på lærredet. Læg lærredet til tørre.





  • Bagefter finder jeg et spejl og manifoldpapir svarende til lærredets størrelse, og tegner  med blyant mit hoved, ansigt, hals og bryst på manifoldpapiret. Nårjeg er færdig tegner jeg mit selvportræt op med sort sprittusch.




  • Jeg vender papiret om, så forsiden nu vender ned mod bordpladen. Så er det tid til at lave mønster på blusen. Det gør jeg ved hjælp af gnidetryk med farvekridt på et stykke mønstret voksdug, jeg lægger under manifoldpapiret, hvor blusen er.




  • Jeg fortsætter med at farvelægge øjnene, håret og læberne med farvekridt. Jeg giver også kunderne lidt rødt.


  • Når jeg er færdig med farvelægningen, fæstner jeg papiret med malertape til bordet, og jeg maler ansigtet og halsen over med akrylmaling i hudfarve. Til håret finder jeg en matchende akrylfarve og blusen maler jeg over med en anden akrylfarve.




  • Det tørre selvportræt klipper jeg ud, sådan at man stadig kan se stregen fra sprittuschen.


  • Til sidst limer jeg det færdige selvportræt på lærredet med vævsklæber, og jeg laver et par briller i kraftigt karton, og så de bliver limet på med vævsklæber.


Evaluering efter det praktiske billedarbejde
Jeg giver eleverne mulighed for at italesætte deres egen læring gennem en fælles billedsamtale, hvor vi både taler om klassens egne selvportrætter herunder processen og de færdige billeder ligesom vi også vil sammenligne med selvportrætter i den danske kunst.

Anvendte materialer
  • Grå kardus
  • Spejl
  • Manifoldpapir
  • Farvekridt - Neocolor 1
  • Lærred 20*30cm
  • Bobbelplast
  • Akrylmaling
  • Vævsklæber

Idéen til at bruge manifoldpapir har jeg blandt andet fra min billedskolekollega Line Frøslev og kunstner Ginette Wien.

Se 2. klasses herlige portrætter her: Selvportræt - mig selv med enkle streger - Lavet af 2. klasse