Viser opslag med etiketten Akvarel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Akvarel. Vis alle opslag

søndag den 19. juni 2022

Tigersuperhelte



Superhelte er et tema, som rigtig mange børn er optaget af. De leger superhelte og finder på mange sjove superkræfter. 

Efter en barsk tid, hvor både børn og voksne har hørt, set og læst om krig i nyhederne, tænkte jeg, at det var tid til at rette et andet fokus. Et fokus på superhelte, for dem findes der mange af. Vi skal bare få øje på dem - både de store og de små.

Aktiviteten har jeg slet og ret kaldt: "Din tigersuperhelt"

Formålet med aktiviteten er, at eleverne:
  • udvikler kompetencer til at producere billeder, og bliver i stand til at bruge billedsproget i kommunikative processer.

Målene for eleverne er, at de får:
  • delt deres egen viden om, hvad en superhelt er.
  • talt om, hvad der kendetegner en superhelt. 
  • bragt sine egne idéer til at tegne en superhelt i brug.
  • øvet sig i at arbejde i et større format
  • øvet sig i at bruge flydende akvarel og vælge farver ud fra farvecirklen, herunder nabofarver og kontrast farver.
  • udstillet og talt om forskelligheden i deres tigersuperhelte - både heltenes udtryk og  farvevalgene.

Fælles aktivitet før det praktiske billedarbejde
Før eleverne skal i gang med det praktiske billedarbejde, taler vi i klassen om, hvad der kendetegner en superhelt. For handler det om at gøre store gode gerninger? Eller kan små handlinger også have superhelte status? Vi taler også om, hvilke superhelte eleverne kender, og om de kender til forskellige superheltekræfter. Efterfølgende introducerer jeg eleverne til den billedskabende proces, hvor vi også har fokus på at tale om materialerne.
Klassesamtalen og introduktionen til den konkrete proces har til formål at klæde eleverne på til det videre arbejde med deres egne tigersuperhelte.


Sådan laver du din tigersuperhelt
  • Start med at tegne flere forskellige skitser af tigersuperhelte på et stykke halveret karduspapir. Vælg den skitse du gerne vil arbejde videre med.
  • Hent et stykke tegnepapir i formatet 25*60 cm, en kopi af et tigerhoved samt blyant og viskelæder.
  • Beslut dig for om din tigersuperhelt skal vende vandret eller lodret. Lim tigerhovedet på, når du har besluttet dig. Husk at lime helt ud til kanten, så kopien klæber godt fast til tegnepapiret.
  • Find din valgte skitse. Se på din skitse og tegn den over på dit store stykke tegnepapir. Husk, at din tiger skal fylde papiret i længden. Tegn ikke for mange detaljer, da de er udfordrende at male med flydende akvarel.
  • Tegn din tigersuperhelt op med tynd sort sprittusch.
  • Tegn striber eller cirkler i baggrunden med Neocolor 1. 
  • Mal din baggrund med flydende akvarel i en nabofarve til dine striber eller cirkler. Kig på din farvecirkel, hvis du er i tvivl om, hvilken nabofarve, du skal vælge.
  • Mal din tiger superhelt. Mal dele, som ikke ligger for tæt op ad hinanden, så blander farverne sig ikke. Tag dig god tid. Lad det tørre, når du har malet alt.
  • Find Poscha tuscher og tegn de detaljer, du har lavet på din tiger. Din tiger superhelt er nu færdig.
  • Udstil din tiger superhelt sammen med dine klassekammeraters.

Anvendte materialer
  • Karduspapir til skitser. Halvér A3 på den lange led.
  • Tegnepapir i kraftig kvalitet. Formatet her er 25*60cm.
  • Udprintede kopier af et tigerhoved. Vælg royalty free, så kommer du ikke i karambolage med ophavsrettigheder. Det kan tage lidt tid at finde det rigtige billede.
  • Flydende akvarel i alle regnbuens farver.
  • Laminerede kopier af farvecirkler. (Jeg har lavet mine egne til brug i undervisningen)
  • Blyant og viskelæder
  • Tynd sortsprittusch 
  • Neocolor 1
  • Posca tuscher

Tips
  • Brug laminerede kopier af farvecirkler. Det er et godt redskab at bruge, når der skal males.
  • Bland flydende akvarelfarver på forhånd og hæld dem på syltetøjsglas med låg.
  • Brug gerne Posca tuscher til at tegne detaljerne med.
  • Find og kopier eventuelt forskellige dyrehoveder, så eleverne kan vælge mellem flere.












Billederne af tiger superheltene er skabt af måne- og stjerneelever i indskolingen på Veng Skole. Jeg er så stolt af elevernes engagement, deres "vi griber idéen" mentalitet og ikke mindst deres mod på nye udfordringer.

Jeg er så utrolig glad for, at du bruger min blog. Det er en stor glæde for mig at kunne dele. Du er velkommen til at lade dig inspirere af mine idéer og aktiviteter, men vær rar at huske ophavsretten og indberetning til Copydan - tekst og node.

tirsdag den 16. marts 2021

Sådan kan du lave et stregtegnet ansigt




I denne uge har jeg lavet en lille film til Hinnerup Billedskoles elever, da vi jo ikke kan mødes grundet Corona. 

I filmen viser jeg, hvordan de kan tegne ansigter med en laaaaang streg - En stregtegning eller oneline drawing hedder det. 

Det er stadig meget uvant for mig at lave film, der er så meget nyt at lære, men jeg øver mig, så tag godt imod den.



Og her følger flere idéer til stregtegninger.












Og så kunne jeg ikke lade være med at lege med collage bare en lille smule.




Er du blevet inspireret, må du hjertens gerne bruge min idé, men vær' rar at indberette til Copydan - tekst og node og husk reglerne for ophavsret.

fredag den 30. august 2019

Forårsfugle på akvarelbaggrund - Lavet af 1. klasse


I min verden findes der ikke noget skønnere end børnestreger, de har et så originalt udtryk. det er skønt.

Her er det første klasse, der har været i gang med at tegne forårsfugle. Nyd dem, de er på hver deres særlige måde unikke.

Vil du gerne vide mere om aktiviteten, kan du læse om mål, proces og materialer her: Beskrivelse af aktiviteten "Forårsfugle på akvarelbaggrund"





































torsdag den 29. august 2019

Forårsfugl på akvarelbaggrund






Fugle er fascinerende både deres kvidren, deres fjerpragt og deres evne til at svæve rundt i luften. og betragter man dem lidt på afstand, er det også en oplevelse at se, hvordan de "taler med hinanden".

Gennem tiden er fugle også blevet skildret i kunsten. Johannes Larsen, der var kendt som en af Fynbomalerne og bosiddende i Kerteminde, var en af de danske kunstnere, der var optaget af både at male og tegne fugle.

Målene for aktiviteten "Fugle på akvarelbaggrund" er, at eleverne lærer:
  • at tale om billeders opbygning og motiver med enkle fagord og begreber.
  • at tegne ud fra iagttagelse af enten et fotografi eller en udstoppet fugl.
  • at tegne fugle med konturstreger.

Aktiviteter før det praktiske billedarbejde
Jeg begynder med at dele klassen i grupper. Herefter giver jeg hver gruppe billeder af udvalgte værker, som Johannes Larsen har lavet af fugle. I gruppen skal eleverne tale med hinanden om, hvad de tænker om værkerne. De skal også vurdere stemningen, og de skal øve sig i at kunne beskrive de farver, som Johannes Larsen har anvendt til sine værker.
Ved endt gruppearbejde, skal hver gruppe præsentere essensen af det, de har talt om, for hinanden. 
Når det er færdigt, introducerer jeg klassen for den kommende opgave.


Sådan laver du fuglen på akvarelbaggrunden
Det første eleverne skal lave, er en baggrund 15*15 cm med flydende akvarel og salt.  De skal male akvarelpapiret med flydende blå akvarel. De må gerne bruge vand også, så der opstår lidt flere nuancer. Når de har malet baggrunden færdig, skal de strø groft salt på den og lægge den til tørre herefter.



Mens baggrunden tørrer skal de i gang med at undersøge fugleformer og linjer. De vælger selv, om de vil kigge på fotografier, udstoppede fugle eller begge dele. Når de er færdige med at betragte, skal de i gang med at tegne. Inden de går i gang, taler vi om, hvad en konturstreg er, og hvordan man tegner fugle med den teknik. De skal først tegne med blyant og bagefter tegne op med sprittusch. Til sidst skal de klippe den færdige fugletegning ud.










Så er det frem med baggrunden igen. Den skal limes på et stykke blåt karton 20*20 cm, men inden skal eleverne børste det tørre salt af.




Det sidste, eleverne skal gøre, er at lime deres fugle på baggrunden. De skal selv beslutte, hvor fuglene skal placeres. Jeg nævner for dem, at den ikke behøver at være midt i billedet, og at de gerne må undersøge, hvor det bedste sted er.




Anvendte materialer
  • Fotografier af fugle
  • Udstoppede fugle
  • Akvarelpapir 15*15 cm
  • Groft salt.
  • Tegnepapir i god kvalitet 15*15cm
  • Flydende akvarel
  • Tynd sort sprittusch.
  • Farvet karton i blå nuancer.
  • Limstift.
Du kan se elevernes egne fugle lige her: http://tatjanaknudsen.blogspot.com/2019/08/forarsfugle-lavet-af-1-klasse.html

fredag den 4. januar 2019

Flyt dig dog bogstav




Det er sjovt at blande den digitale verden med den analoge verden. Det kan man gøre på mange forskellige måder. I min undervisning i billedkunst har jeg gode erfaringer med at bruge digitale billeder af eleverne i et billedudtryk. De bliver så begejstrede, når de opdager, hvordan de kan "lege" med motiverne og størrelsesforholdene.

Denne gang har jeg besluttet jeg, at eleverne skal arbejde med et foto af dem selv, deres navn og det dynamiske billedudtryk.

Aktiviteten kalder jeg: "Flyt dig dog bogstav".

Målene for aktiviteten er, at eleverne:
  • lærer, at de kan skabe bevægelse med motiverne i et billede.
  • arbejder kreativt med bogstaverne fra eget navn.
  • omdanner begyndelsesbogstavet i deres navn til et fantasibogstav med mønstre.
  • arbejder bevidst med komplementærkontraster.

Aktiviteter før det billedskabende arbejde
Det første, jeg gør, er at tale med eleverne om målene. Jeg taler med dem om, hvad de kan lære, og hvordan de kan lære det, når bearbejder med denne aktivitet.
I forhold til aktiviteten her, har jeg valgt at have billedsamtale med klassen om billeder/kunstværker, der synliggør en dynamik og/eller bevægelse. Det foregår med afsæt i  udvalgte værker fra såvel samtiden som historien. 
Det er vigtigt for mig at få klassen aktiveret, derfor deler jeg eleverne op i mindre grupper. I grupperne skal eleverne tale om bevægelse og dynamik et udleveret kunstværk, og vi runder til sidst af med at grupperne fortæller klassen om indholdet i deres billedsamtaler. 
Bagefter introducerer jeg klassen til det videre arbejde, nemlig processen for billedarbejdet.


Det billedskabende arbejde - fra proces til færdigt billede.
  • Først laver jeg en liste med alle elevernes navne på. Listen hænger jeg op på tavlen i lokalet. Listen hænger jeg op for at imødekomme de elever, som kunne have udfordringer med at kunne genkende bogstaverne og/eller stave eget navn.
  • Herefter tager jeg billeder at eleverne og printer dem ud til dem.
  • Så er eleverne klar til at skrive deres navne med blyant på så mange forskellige måder, de kan, på et stykke skitsepapir. Når den opgave er færdig skal de arbejde med begyndelsesbogstavet i deres navn. De skal forsøge at give bogstavet en "fyldig krop", derefter skal de lave mønstre indeni bogstavet. Ligesom de også må give bogstavet øjne. Den aktivitet foregår også på skitsepapir.
  • Bagefter skal eleverne i gang med baggrunden. De skal starte med at skrive deres navn med Neocolor 1 på akvarelpapir. Når de har gjort det, skal de skrive bogstaverne fra deres navn forskellige steder på papiret. Navnet skal altså ikke skrives sammenhængende. Det er en god idé at fortælle eleverne, de skal variere størrelsen på bogstaverne, når de skriver dem.
  • Næste trin er, at eleverne skal male deres baggrund med flydende akvarel, og i den sammenhæng, skal de være opmærksomme på at vælge en kontrastfarve til den farve de har skrevet bogstaverne med. Her kan en farvecirkel være en god hjælp.
  • Mens baggrunden tørrer, skal eleverne tegne et kreativt begyndelsesbogstav på hvidt tegnepapir. De skal selvfølgelig vælge begyndelsesbogstavet i deres eget navn. De starter med at tegne med blyant også mønstrene, så har de mulighed for at kunne rette. Når de er klar til det, tegner de op med sort sprittusch, og de klipper bogstavet ud som det sidste. Der skal ikke være forlange små detaljer, da de er vanskelige at tegne op.
  • Så klipper eleverne billederne af dem selv ud, og de limer både det og deres begyndelsesbogstav på baggrunden. Dog er det væsentlig at gøre elverne opmærksomme på, at der skal være en "dynamisk relation" mellem billedet af dem og bogstavet. De giver god anledning til, at eleverne kan undersøge begrebet "dynamisk" i praksis, for hvornår skaber motiverne et dynamisk udtryk?
  • Det sidste, eleverne skal, er at klippe bogstaver, der svarer til deres navne, ud i aviser. Bogstaverne limer de på deres ellers næsten færdige billede.
  • Som afrunding på det hele laver vi en fælles udstilling af alle billederne på skolen.

Billeder af processen for det billedskabende arbejde
























Aktiviteter efter det billedskabende arbejde
  • Evalueringen af aktiviteten foregår som en individuel og fælles billedsamtale med eleverne, hvor vi taler om, hvad de har lært på egen hånd, men også af klassekammeraterne. Ligesom vi også taler om, hvorvidt de har nået alle eller enkelte af målene.

Anvendte materialer
  • Skitsepapir
  • Akvarelpapir
  • Flydende akvarel
  • Neocolor 1
  • Tegnepapir
  • Sorte sprittuscher
  • Aviser