torsdag den 29. august 2019

Forårsfugl på akvarelbaggrund






Fugle er fascinerende både deres kvidren, deres fjerpragt og deres evne til at svæve rundt i luften. og betragter man dem lidt på afstand, er det også en oplevelse at se, hvordan de "taler med hinanden".

Gennem tiden er fugle også blevet skildret i kunsten. Johannes Larsen, der var kendt som en af Fynbomalerne og bosiddende i Kerteminde, var en af de danske kunstnere, der var optaget af både at male og tegne fugle.

Målene for aktiviteten "Fugle på akvarelbaggrund" er, at eleverne lærer:
  • at tale om billeders opbygning og motiver med enkle fagord og begreber.
  • at tegne ud fra iagttagelse af enten et fotografi eller en udstoppet fugl.
  • at tegne fugle med konturstreger.

Aktiviteter før det praktiske billedarbejde
Jeg begynder med at dele klassen i grupper. Herefter giver jeg hver gruppe billeder af udvalgte værker, som Johannes Larsen har lavet af fugle. I gruppen skal eleverne tale med hinanden om, hvad de tænker om værkerne. De skal også vurdere stemningen, og de skal øve sig i at kunne beskrive de farver, som Johannes Larsen har anvendt til sine værker.
Ved endt gruppearbejde, skal hver gruppe præsentere essensen af det, de har talt om, for hinanden. 
Når det er færdigt, introducerer jeg klassen for den kommende opgave.


Sådan laver du fuglen på akvarelbaggrunden
Det første eleverne skal lave, er en baggrund 15*15 cm med flydende akvarel og salt.  De skal male akvarelpapiret med flydende blå akvarel. De må gerne bruge vand også, så der opstår lidt flere nuancer. Når de har malet baggrunden færdig, skal de strø groft salt på den og lægge den til tørre herefter.



Mens baggrunden tørrer skal de i gang med at undersøge fugleformer og linjer. De vælger selv, om de vil kigge på fotografier, udstoppede fugle eller begge dele. Når de er færdige med at betragte, skal de i gang med at tegne. Inden de går i gang, taler vi om, hvad en konturstreg er, og hvordan man tegner fugle med den teknik. De skal først tegne med blyant og bagefter tegne op med sprittusch. Til sidst skal de klippe den færdige fugletegning ud.










Så er det frem med baggrunden igen. Den skal limes på et stykke blåt karton 20*20 cm, men inden skal eleverne børste det tørre salt af.




Det sidste, eleverne skal gøre, er at lime deres fugle på baggrunden. De skal selv beslutte, hvor fuglene skal placeres. Jeg nævner for dem, at den ikke behøver at være midt i billedet, og at de gerne må undersøge, hvor det bedste sted er.




Anvendte materialer
  • Fotografier af fugle
  • Udstoppede fugle
  • Akvarelpapir 15*15 cm
  • Groft salt.
  • Tegnepapir i god kvalitet 15*15cm
  • Flydende akvarel
  • Tynd sort sprittusch.
  • Farvet karton i blå nuancer.
  • Limstift.
Du kan se elevernes egne fugle lige her: http://tatjanaknudsen.blogspot.com/2019/08/forarsfugle-lavet-af-1-klasse.html

2 kommentarer:

  1. Den suger noget af salten til sig og er med til at give en mere levende baggrund - lidt krystalagtig.

    SvarSlet