torsdag den 9. maj 2019

Forår og solsortesang


Vi ved, at foråret er på vej, når vi i den tidlige morgenstund kan høre solsortens skønne sang i haven. 
Den oplevelse er inspirationen til denne aktivitet, som jeg ganske enkelt kalder: "Forår og solsortesang".

Målene for aktiviteten er, at eleverne:

  • får mulighed for at koble sanseoplevelser i naturen sammen med en billedkunstnerisk proces.
  • lærer at bruge forskellige teknikker og materialer til et samlet billedeudtryk.
  • øver sig i at iagttagelsestegne og farvelægge. 

Aktiviteter før det praktiske billedarbejde
Jeg starter i klassen, hvor jeg fortæller eleverne, at de skal lukke øjnene og lytte. Herefter afspiller jeg flere forskellige fuglestemmer for dem blandt andet også solsortens. Efter den oplevelse har jeg en fælles samtale med eleverne om, hvad fuglestemmerne minder dem om. Efterfølgende går jeg med klassen på opdagelse efter fuglelyde, grene og mos i nærområdet omkring skolen. Jeg afrunder med at lave en fælles opsamling, hvor vi taler om de forskellige fuglestemmer, grenenes former og farver samt mossen, vi har fundet. Både grenene og mos tager vi med retur til billedkunstlokalet.

Sådan skaber man et forårsbillede med en solsort - Beskrivelse af processen

  • Find billeder af solsorte samt udstoppede solsorte. Tal med klassen om de særlige kendetegn og farverne på fuglen. Lad eleverne tegne og farvelægge en solsort på tegnepapir ud fra deres iagttagelser af billederne og de udstoppede fugle.

  • Find de grene, som eleverne har fundet og lad dem vælge en gren, som de vil bruge, når de skal lave deres eget billede. Bed eleverne finde oliekridt som svarer til de farver, som deres gren har. Når det er gjort, skal de med blyant tegne en gren på A3 papir, som deres solsort kan sidde på. Grenen skal gå ud af billedet og farvelægges med oliekridt ud fra formgivningens tegneprincipper.
  • Lad eleverne male baggrunden med flydende akvarel eller vandfarver i blå nuancer. Lad billedet tørre.


  • Klip blade af bemalet papir med struktur. Det kan eksempelvis være skumtapet, der er malet i forskellige grønne nuancer. Lim bladene på den farvelagte gren. 




  • Lad eleverne klippe den farvelagte solsort og æg ud. De skal også finde mos til fuglereden. Bed dem finde de bedste steder at placere solsorten, æggene og reden på grenen. Den proces må gerne tage tid. Når det bedste sted er fundet skal alle delene limes på grenen. Lim mos på med varmlim.



Anvendte materialer
  • Billeder af solsorte og udstoppede solsorte
  • Grene og mos fra naturen i nærområdet
  • Tegnepapir i A4 og A3 format
  • Oliekridt
  • Flydende akvarel eller vandfarve i blå nuancer
  • Bemalet papir med struktur og i grønne nuancer (Det kan eleverne eventuel selv være med til at lave).
  • Papir i blålige nuancer til fugleæg. Jeg har brugt håndlavet papir
  • Limpistol og varmlim

Se 3. og 4. årgangs færdige billeder her: Forår og solsortesang - Lavet af 3. og 4. årgang