Viser opslag med etiketten Tusch. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tusch. Vis alle opslag

tirsdag den 12. september 2017

Flodheste og næsehorn - Tegnet af 3. årgang


"At tegne er at se" sådan skriver Betty Edwards og Jytte Andersen skriver "at tegne handler om at kunne se med et langsomt blik". For mig handler tegning blandt andet om at kunne udtrykke sig billedligt med sin helt egen særlige streg eller streger. Det handler også om at lære forskellige tegneteknikker at kende, så man på sigt udvikler en varieret tegneværktøjskasse. MEN vigtigst af alt finder jeg det vigtigt, at man i de yngre klasser giver plads til en mere fri tilgang til tegning. Det fordrer, at man flytter sit fokus fra en rigtig og forkert tænkning til en mere nysgerrig, åben og opmuntrende tænkning.

Det er således med det for øje, at jeg for nogen tid siden lavede denne tegneaktivitet med min 3. klasse.

Målene var, at eleverne:
  • eksperimenterede med sin egen tegnestreg.
  • øvede sig i at tegne konturer og detaljer ud fra iagttagelse af foto, malerier og figurer af flodheste og næsehorn.

Inspiration til tegneaktiviteten:
  • Foto af næsehorn og flodheste.
  • Foto af malerier med næsehorn og flodheste - eksempelvis Hans Scherfig malerier.
  • Næsehorn og flodheste som legetøjsfigurer gerne i forskellige størrelser.
  • Filmklip med flodheste og næsehorn.
  • Fantasitegninger af flodheste og næsehorn.

Sådan forløb aktiviteten:
  • Jeg startede med at inspirere eleverne med ovenstående, for det handler om at modtage indtryk, så man kan skabe udtryk.
  • Bagefter skulle eleverne tegne en blindtegning af en stor legetøjsfigur (næsehorn).
  • Blindtegningen blev fulgt op af en ikke-dominant tegning af en flodhest.
  • Herefter skulle eleverne beslutte, hvad de ville søge inspiration i, før de skulle tegne. De skulle også beslutte, om deres tegninger skulle bære præg af fantasi eller virkelighed.
  • Dernæst gik eleverne i gang med at tegne et næsehorn eller en flodhest med et fokus på deres egne personlige tegnestreger. 
  • De færdige tegninger blev tegnet op med sort sprittusch, og til sidst sprøjtede eleverne med flydende akvarel på deres billeder.
De færdige tegninger er udtryk for forskellighed, mangfoldighed og ikke mindst en tydeligt personlig tegnestreg. Se bare!






























Anvendte materialer:
  • Grå kardus - A3 format.
  • Akvarelpapir - A3 format.
  • Blyanter.
  • Sort sprittusch.
  • Flydende akvarel.
  • Pensler.

mandag den 1. maj 2017

Kaktusser - Lavet af 4., 5. og 6. årgang

For nogen tid siden havde vi skolefest på min arbejdsplads. Temaet var "Wild West", og en  del af udsmykningen var at male kaktusser og fremstille kaktusser i papmaché.

Er du nysgerrig på målene, processen og materialerne, kan du finde beskrivelse heraf her: Sådan laver du kaktusser med akvarel og 3D liner.

Denne gang er det 4., 5. og 6. årgang, der har været i gang, og se bare, hvad de har fået ud af det. Det er så skønt at se den fine variation, der er i billederne.




































Og til sidst kommer et lille uddrag af de fine kaktusser, lavet af papmaché.



fredag den 14. april 2017

Kaktusser, akvarel og 3D liner


I år var temaet til skolefesten "Wild West" og min første tanke var kaktusser i et ørkenlandskab med en smuk solnedgang.

Som altid lavede jeg selv et par billeder som inspiration til eleverne. Man kan altid diskutere, om det er godt eller skidt at vise eleverne færdige billeder. Min erfaring er, at det hjælper dem som har svært ved selv at forestille sig vejen og et endeligt resultat, og til de, som kan, ja så er det inspiration til eget arbejde.

Om målet for aktiviteten

Jeg har denne gang valgt, at målene for denne aktivitet skal tage afsæt i formålet for faget billedkunst, hvilket jeg finder mindst ligeså væsentligt som de forenklede fællesmål. 

I formålet står der således følgende:

"I faget billedkunst skal eleverne som deltagere i og medskabere af kultur og som en del af deres kreative udvikling og æstetiske dannelse udvikle deres kundskaber om kunstens og mediekulturens billedformer, som de fremstå i lokale og globale kulturer".

Sådan gør du - fra proces til færdig produkt

Jeg har lavet fire forskellige billeder, men fremgangsmåden er stort set den samme.




  1. Jeg starter med at tegne kaktussen med pigge og linjerne for og bag op med blyant.
  2. Bagefter maler jeg med akvarelmaling og lader billedet tørre.
  3. Herefter er det tid til at tegne konturer, kaktuspigge og linjerne op med tynd sort sprittusch.
  4. Så er det tid til at skrive ordet "KAKTUS" i et udvalgt område. Det gør jeg med tynd sort sprittusch.
  5. Dernæst laver jeg små prikker med 3D liner på kaktussen og i udvalgte områder af for- og baggrunden og lader billedet tørre efterfølgende.
  6. Til sidst monterer jeg billederne på sort eller brun baggrund. Den brune baggrund har jeg krøllet før monteringen.




En lille ekstra opgave til de hurtige

3D kaktusser i karton, pigge tegnet med posca tusch, blomster lavet af silkepapir, urtepotte lavet af diverse dåser, der er pålimet papir og dekoreret med posca tuscher.




Anvendte materialer til billederne af kaktusser
  • Akvarel papir A5 format og 1/2 A4 format
  • Flydende akvarel
  • Sort sprittusch i tynd udgave
  • 3D liner i flere farver
  • Sort kardus eller karton til baggrunden
  • Brunt papir i kraftig kavlitet til bagggrund
  • Billeder af kaktusser

Anvendte materialer til 3D kaktusser
  • Eventuel færdiggjorte skabeloner, som eleverne kan tegne efter
  • Farvet karton
  • Posca tuscher
  • Silkepapir
  • Avisstrimler
  • Rengjorte konservesdåser

Rigtig god fornøjelse til jer, der har fået lyst til selv at gå i gang med kaktusserne.

søndag den 8. januar 2017

En kage ti lys - Lavet af børn i Hinnerup Billedskole

Det sker, at jeg får skøre idéer. Det her er en af dem. Jeg faldt over den amerikanske kunstner Jasper Johns værker. Ét af dem, nemlig værket Target with four faces (1955), fangede min opmærksomhed. Det var både værkets titel og dets udtryk, jeg synes,var interessant. Jeg besluttede, at vi måtte arbejde med titlen "Én fødselsdagskage og ti lys" i forbindelse med Hinnerup Billedskoles ti års fødselsdag.

Og sådan gik det til, at eleverne på hold 4 fik lavet hver sin fødselsdagskage med ti lys. 

Alle startede med at tegne en stor spiral og ti lys på akvarelpapir, derefter skrev de ordet fødselsdag, så mange gange de kunne rundt i spiralen. Så tegnede de alle konturer op med sort sprittusch og til sidst malede de med flydende akvarel.  

Og hvem vil ikke gerne være med til en fødselsdag med så farverige kager, jeg vil i hvert fald gerne. 

Nyd elevernes flotte fødselsdagskager.





















Anvendte materialer:
  • Akvarelpapir A3 format
  • Sort sprittusch.
  • Flydende akvarel.

Er du nysgerrig for at se, nogle af de andre ting, de har lavet i Hinnerup Billedskole, kan du blandt andet se det her: En hånd ti doodlemønstre - Lavet af børn i Hinnerup Billedskole

lørdag den 7. januar 2017

En hånd ti doodlemønstre - Lavet af børn i Hinnerup Billedskole

Det er sjovt at doodle. Det giver tid fordybelse og plads til at tegne sjove mønstre. Det er for mange rent hygge.

Vi har på hold 6 i Hinnerup Billedskole også doodlet. Med temaet "TI" som afsæt tog vi udgangspunkt i at tegne 10 forskellige doodlemønstre i en konturtegning af børnenes egen hånd. Bagefter tegnede vi en ramme uden om hånden med en streg og malede med akvarel. Så klippede vi rundt om rammen og monterede både doodletegningen og afklippet på en sort baggrund.

Det blev til nogle meget fine billeder, og som børnene gav udtryk for, så er det utroligt alle de mønstre man selv kan finde på. Det er sød musik i billedkunstlærerens ører.

Her kommer børnenes billeder ....en håndfuld af herlige mønstre.




















Anvendte materialer:
  • Akvarelpapir A3 format.
  • Sort sprittusch.
  • Flydende akvarel.
  • Sort karton.
Du kan se flere billeder lavet af børnene på hold 6 i Hinnerup Billedskole lige her: Tal i lag og flotte farver- Lavet af børn i Hinnerup Billedskole