Viser opslag med etiketten Blandede materialer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Blandede materialer. Vis alle opslag

mandag den 23. januar 2023

Billedfortællinger med striber, valør og tegning


Hvad har striber, valør og børnebogen "Cykelmyggen Egon" med hinanden at gøre. Ikke meget vil nogen måske mene, men med lidt leg i billedværkstedet, er de tre i kombination blevet til dette nye forløb, som jeg ganske enkelt kalder:

"Billedfortællinger med striber, valør og tegning".

Jeg er begejstret for børnelitteratur, især billedbøgerne, for de giver eleverne viden om, hvordan man skaber fortællinger med billeder, men også hvordan en skreven fortælling og billeder kan supplere hinanden eller måske endda lave hver sin fortælling. Derudover er billedbøgerne fulde af billeder, der er blevet skabt med forskellige teknikker, metoder og farver, og det mener jeg, er vigtigt at synliggøre for eleverne. Derfor sker det også ret ofte, at jeg inddrager billedbøger i min undervisning i billedkunst. Nogle gange blot for fortællingens skyld, andre gange fordi jeg ønsker, at eleverne skal blive klogere på formsproget i bogen.

Til dette forløb har jeg taget afsæt i Flemming Quist Møllers børnebog "Cykelmyggen Egon". 

Formålet har været at introducere eleverne til hans formsprog, især hans vekslen mellem de farvede og sort/hvide sider med konturtegningerne. Derudover har det også været vigtigt for mig at tale med eleverne om, hvordan billederne i bogen komplementerer den skrevne tekst.

Målet med forløbet er, at eleverne:

  • får viden om Flemming Quist Møllers formsprog, herunder tegningerne og farvepaletten.
  • lærer at skabe egne billedfortællinger i et mini frise format.
  • lærer, hvordan de skaber valører med en selvvalgt primær eller sekundær farve.
  • laver en baggrund med valører af en selvvalgt primær- eller sekundær farve.

Fælles aktivitet før det praktiske billedarbejde

Før eleverne skal i gang med deres billedskabende arbejde, læser jeg "Cykelmyggen Egon" højt for dem, og undervejs taler vi om billederne og de særlige kendetegn ved dem i fællesskab. Ligesom vi også taler om, hvordan billederne og teksten supplerer hinanden. 

Sådan skaber du en billedfortælling med striber, valør og tegning.
  1. Find det stykke karton, du skal bruge. Skriv navn på bagsiden.
  2. Find den akrylmaling og farve, du gerne vil bruge til din baggrund. Du kan vælge rød, blå, gul, grøn, orange eller lilla (De tre sidste kan du selv blande, hvis du må og har lært det). 
  3. Find også hvid og sort akrylmaling, så du kan blande forskellige valører af den farve, du har valgt.
  4. Mal nu tre striber med den farve akrylmaling, du har valgt, på dit pap/karton. Jeg har brugt primær rød til mit billede.
  5. Bland herefter mange nye valører af din valgte farve ved at tilføje lidt sort eller hvid akrylmaling. Mal striber på dit pap/karton indtil dit pap/karton er dækket med malede striber. Der må ikke være to ens striber ved siden af hinanden. Lad det tørre. Tryk evt. med runde stempler ovenpå striberne.





  6. Tegn med blyant 2 dyr (det må gerne være fantasidyr) på karton. Du må vælge farvet eller hvidt karton. Jeg har tegner frøer.
  7. Tegn med blyant ca. 14 andre ting, der kan passe til det univers dine to tegnede dyr lever i. Du skal tegne tingene på enten hvidt, sort eller farvet karton. Tegn tingene i forskellige størrelser. Tegn mønstre på dine ting. Jeg har brugt stregen, som mønster på mine ting. Jeg har tegnet planter, bakker og sten.
  8. Tegn alle delene op med sort sprittusch. Klip både de 2 dyr og de 14 andre ting ud.





  9. Find din stribede baggrund. Find ud af, hvor dine 2 dyr og de 14 ting skal være på baggrunden. Du må gerne prøve flere gange, så du finder det bedste udtryk.





  10. Lim alle delene på din stribede baggrund. Husk at du skal lime det bagerste på først. Du kan evt. tage et billede af det, før du limer på, så kan du bedre huske det. 
  11. Din billedfortælling er nu færdig. Glæd dig til at se klassekammeraternes billedfortællinger. De er med sikkerhed ikke ligesom din.




Anvendte materialer:

  • Bogen "Cykelmyggen Egon" af Flemming Quist Møller.
  • Kraftigt pap/karton evt. falsekarton i målene 15 x 40 cm.
  • Akrylmaling i primærfarver og evt. sekundær farver, hvis eleverne ikke skal blande dem selv.
  • Hvid og sort karton.
  • Farvet karton.
  • Blyanter
  • Sorte sprittuscher - to forskellige tykkelser.
  • Lim og sakse.
  • Runde stempler i forskellige størrelser til tryk.
  • Pensler med forskellige bredder.



Er du blevet inspireret og har du lyst til at se elevernes billedfortællinger, har du mulighed for det her: Billedfortællinger med striber, valør og tegning - lavet af elever i indskolingen

Kære dig, der bruger min blog. Jeg er super glad for, at du har glæde af den, men det tager tid at udvikle og beskrive mine idéer, derfor bliver jeg også rigtig glad, når du husker, at indberette dit brug til Copydan tekst og node.

Link til indberetning

På forhånd tak!

søndag den 17. januar 2021

Kattecollager af pap - Lavet af børn i Hinnerup Billedkole

I efteråret var kattecollager af pap et hit på mit hold i Hinnerup Billedskole. Om dem sagde en af pigerne fra 2. klasse: " Det der puslespil-billede var det sjoveste.... man kan jo ligesom bare bygge flere gange....det skal jeg så meget prøve hjemme".

Den sætning siger så meget om den umiddelbare glæde ved de skabende processer, som billedkunst kan tilbyde. Det er bare noget af det, jeg elsker ved at undervise børn i billedkunst.

I kan se børnenes herlige kattecollager herunder, og vil I vide mere om mål, proces og materialer til aktiviteten, har jeg beskrevet det hele her: Beskrivelse af aktiviteten "Kattecollager i pap"
























Brug gerne idéerne fra min blog, men vær rar at indberette til Copydan tekst og node. Det tager nemlig til at udvikle og beskrive mine idéer.

Kattecollage af pap


Et tema som "Det var kattens" sætter så mange tanker og idéer i gang. I hvert fald når man, som jeg, underviser i billedkunst.

Det er selvfølgelig ikke alle idéerne, man afprøver i praksis, men denne her måtte have liv, især fordi jeg holder meget af at lave collager og helst af genbrugsmaterialer. Genbrugsmaterialer har ofte et fokus i min undervisning. Det giver god mening for mig at have fokus på et ansvarligt forbrug og en ansvarlig produktion, og på den måde for verdensmålene også en stemme i billedkunst.

Aktiviteten har titlen: "Kattecollager af pap".

Målene for aktiviteten er, at eleverne:
  • lærer at arbejde fra idéplan og skitser til færdig collage.
  • får viden om katte i samtidskunsten og kunsthistorien.
  • får viden om akromatiske farver (sort, hvid og grå) og monokrom billedfremstilling.
  • lærer at bygge en collage op i flere lag. Her et fokus på for-, mellem- og baggrund.
  • lærer at anvende en akromatisk farvepalet i en monokrom collage.

Aktivitet før det praktiske billedarbejde
Jeg begynder med at taler med eleverne om, deres viden om katte. Det kan eksempelvis være kattenes udseende, bevægelser, adfærd, levesteder. Dernæst fortæller jeg eleverne om katte i kunsten - båden den danske og den udenlandske kunst. Til det formål har jeg brugt danske kunstnere som Leif Sylvester og Henry Heerup samt viden fra bogen: "The Book of the Cat - Cats in Art", hvori mange udenlandske kunstnere er repræsenteret. I processen taler jeg også med eleverne om billedernes komposition, herunder for-, mellem- og baggrund, og jeg får dem til at komme med forslag til motiver.
Vi runder af med at lave blind- og skitsetegninger af katte, der skal bruges til det videre arbejde med kattecollagerne.

Sådan laver du en kattecollage med pap og maling
  • Find blind- og skitsetegningerne og hvid kardus papir til nye skitser frem.
  • Del kardus papiret op i fire felter og tegn fire kvadrater i god størrelse i felterne på papiret.
  • Tegn fire skitser med idéer til, hvordan din kattecollage kunne se ud.
  • Vælg en af dine skitsetegninger, som du vil arbejde videre med. Hvis du gerne vil bruge noget fra alle dine collager, gør du bare det.
  • Find et stort stykke pap uden struktur. Det vil sige, at papstykket skal være glat. 
  • Klip et kvadratisk papstykke med målene 25 * 25 cm. Det stykke er baggrunden til din collage.
  • Se på dine skitser og vælg, hvilke motiver, der skal være i for- og mellemgrunden på din collage. 
  • Tegn motiverne op på forskellige stykker pap eller sandpapir.  Det er bedst, at motiverne har forskellige overflader/teksturer. Det gør din collage spændende.
  • Undersøg nu, hvor du vil placere motiverne på din baggrund. Du må gerne eksperimentere med forskellige kompositioner. Har du en mobiltelefon, er det en god idé at tage billeder af dine forskellige idéer. 
  • Vælg din bedste idé og lim alle delene på din baggrund. Du kan bruge limstift eller flydende papirlim. Lad din papcollage tørre.


  • Find sort og hvid akrylmaling og bland mindst fire forskellige grå toner af den sorte og hvide maling.
  • Mal din kattecollage i den farve, som du ønsker din baggrund skal have. Tænk over, hvilke farver de andre dele til din collage skal have. Det hele skal nemlig ikke have samme farve. Lad kattecollagen tørre.


  • Mal de andre dele af din kattecollage i sort, hvid eller andre toner af grå. Du skal vælge farver, der har andre toner end baggrunden. Lad din kattecollage tørre.
  • Tegn mønstre med Poscatusch på udvalgte dele af kattecollagen.


Anvendte materialer:
  • Hvid kardus A3 format til skitsetegninger.
  • Pap (genbrugspap) gerne i forskellige tykkelser.
  • Bølgepap. 
  • Sandpapir.
  • Akrylmaling i farverne sort, hvid og grå.
  • Poscatusch i farverne sort, hvid og grå.
  • Lim enten en god limstift eller almindelig papirlim.
Se kattecollager lavet af børn fraHinnerup Billedskole lige her: Kattecollager af pap - Lavet af børn fra Hinnerup Billedskole

Tak fordi du kigger på min blog. Har du lyst til at bruge en af mine idéer, vil jeg blive rigtig glad for, at du indberetter til Copydan tekst og node. Idéerne tager nemlig tid at udvikle.

fredag den 30. august 2019

Collager med løvehoveder - Lavet af 1.klasse


Jeg holder utrolig meget af at læse højt for mine elever, og denne gang har børnebøgerne "Den glade løve" været afsættet for elevernes fremstillinger af collagerne. Jeg er stolt af deres udholdenhed og flotte billeder.

Vil du gerne vide mere om mål, proces og materialer, er du meget velkommen til at læse mere her: Beskrivelse af mål, proces og materialer ti aktiviteten "Collager med løvehoveder"

Men nu til det vigtige, nemlig elevernes løver.













































Collage med løvehoved


Det sker ret ofte, at jeg bliver inspireret af børnebøger. Denne gang er det bøgerne om "Den glade løve", der er skrevet af Louise Fatio, som har inspireret mig, efter jeg har læst flere af dem højt for mine elever.

Målene for aktiviteten er, at eleverne lærer:
  • at tegne med linjer og enkle former.
  • at farvelægge med gnideteknik.
  • at skabe tekstur på papir.

Sådan laver man en collage med et løvehoved
Eleverne starter med at tegne et løvehoved med sort Neocolor 1 på grå kardus. Jeg guider eleverne med en tegnediktat, hvor de starter med at tegne øjnene, herefter næsen, så den sorte snude, bagefter "kinderne" og til sidst formen, der er tegnet rundt om øjne, næse og kinder, og som danner løvens ansigtet. 



Så er det tid til at farvelægge løvens ansigt. Øjnene farvelægges med hvid Neocolor 1 og pupillen tegnes op med sort. løvens ansigt farvelægges med med "let" gnideteknik. Det vil sige, at man lægger farven ned og gnider med let hånd hen over løvens ansigt, fremfor at holde farven med normalt blyantsgreb og farvelægge på den måde. Det gør man med Neocolor i farverne gul, orange, brun og sort. 







Når løvens ansigt er farvelagt, skal det klippes ud, og der skal forberedes strimler til manken. Både grå kardus og avis skal have lidt farve. Det foregår på samme måde, som farvelægning af løvens ansigt.







Det næste, der skal ske er, at løven skal have manke. Man vender løvens farvelagte ansigt ned mod bordpladen, og så limer man forskellige strimler hele vejen rundt om løvens ansigt. Husk at fortælle eleverne, at de skal lime forskellige farver ved siden af hinanden.






Og sådan blev fortællingen om "Den glade løve" omsat til en collage.



Anvendte materialer
  • Grå kardus
  • Sort kardus
  • Neocolor 1 i farverne sort, gul, orange og brun.
  • Karton i farverne brun og orange.
  • Gamle aviser
  • Limstift
  • Saks

Harebilleder med tekstur og blandede materialer - Lavet af 1. klasse

Det har været en en rigtig god proces for 1. klasse at skabe harebilleder. De har fået så mange gode aha- oplevelser. Som en af drengene sagde:...."Man kan jo lave billedkunst med alting....." Her refererede han til, at fik lov til at male baggrunde med køkkensvampe og trykke blomster med flamingo. 
En pige nævnte, at det var fedt at arbejde med andre materialer end papir i billedkunst. Hun talte om, at det var sjovt at klippe en hare i hessian, frem for i brunt karton.
Som underviser, er det blandt andet sådanne udtalelser, der er værd at samle på, og i sig selv også succeskriterier med bund i lærerige oplevelse.

Måske kunne man sige, at denne aktivitet ikke hører til de åbne opgaver i hvert fald i forhold til materialer, men omvendt, er det skønt at se variationen i de billeder, børnene har fået fremstillet. Bedøm selv, du kan nemlig se dem lige herunder.

Hvis du gerne vil vide mere om mål, proces og materialer, kan du se det her: Beskrivelse af aktiviteten "Harerbilleder med blandede materialer"