mandag den 10. januar 2022

Tryk på trafikken - En aktivitet med fokus på grafik





Grafik er et spændende område af billedkunstens univers, og der er mange forskellige måder, man kan arbejde med det på. Ligesom grafik også kan kombineres med andre former for medier eksempelvis collage.

Denne aktivitet har jeg udviklet under temaet: "Tryk på...", og den kan bruges med mange forskellige aldersgrupper.

Aktiviteten kalder jeg "Tryk på trafikken".

Formålet med aktiviteten er, at eleverne:
  • gennem det billedskabende arbejde får viden om grafik som kunstart og færdigheder i at kunne skabe et grafisk udtryk.
Målene for eleverne er, at de lærer:
  • at komponere et billede i flere lag og ud fra temaet "Tryk på trafikken"
  • at fremstille et stempel ud fra legetøjsbiler som reference.
  • at trykke med eget stempel.

Aktivitet før den praktiske billedfremstilling
En gammel sætning lyder sådan: "Det kræver indtryk for at kunne skabe udtryk". Derfor starter jeg også aktiviteten med at få bragt elevernes egen viden i spil. det sker gennem fælles klassesamtale om, hvad grafik er, og hvordan et grafiske udtryk adskiller sig fra andre kunstarter.
 
Efter klassesamtalen laver jeg en lille fælles leg. Legen går ud på, at jeg har fundet et antal  billeder (svarende til antal elever i klassen). På billederne er der forskellige former for kunstarter  eksempelvis maleri, grafik, collage, tegning, papirklip og digital foto. Alle billederne er lamineret, og jeg har fordelt dem rundt på gulvet i gymnastiksalen. Nu skal hver elev vælge sig et billede, og så skal de finde en makker, som de fortæller, hvilken kunstart de tror/tænker, deres billede er. Når de er færdige med det, skal de gå videre til en ny makker og gøre det samme. Jeg stopper aktiviteten efter 5 skift. Vi runder af med, at eleverne skal samarbejde om at gruppere billederne i de forskellige kunstarter, og vi taler selvfølgelig fælles om bunken med grafik. 
På den måde oplever jeg, at eleverne får en bredere viden om kunstarter samtidig med, at de bliver klogere på, hvad grafik egentlig er.

Herefter bliver klassen introduceret til den aktivitet, de selv skal gang med. Jeg deler aktiviteten op bidder, som jeg tilpasser klassen som helhed.

Sådan laver du et "Tryk på trafikken" billede
  • Find tegnepapiret, et stykke bobleplast, et stykke køkkensvamp og akrylmaling i selvvalgt farve.
  • Kom akrylmaling på køkkensvampen og dup det på bobleplasten. Tryk herefter med bobleplasten på tegnepapiret. Det er starten på din baggrund.


  • Find grå kardus papir og saks. Klip cirkler i forskellige størrelser og placer dem rundt på din baggrund.


  • Find nu akrylmaling i to andre farver (jeg brugt gul og pink). Mal nu veje med de to andre farver. Husk at vejene skal køre uden om dine cirkler. Lad baggrunden tørre.


  • Find skitsepapir, blyant og legetøjsbiler. Tegn helst flere skitser af legetøjsbilerne. Vælg mindst to forskellige. Tænk over at bruge konturstregen, når du tegner. Tegnet ring om din bedste skitsetegning af legetøjsbilen.
  • Find et stykke gulvisolering i størrelsen 7cm * 9 cm, din skitsetegning, du har tegnet ring om og en blyant uden spids. Tegn nu med blyanten din bil på det stykke gulvisolering, du har hentet. Pas på med at trykke for hårdt, for så trykker du blyanten igennem gulvisoleringen. Når du har tegnet din bil, har du lavet dit eget stempel, som du kan trykke med.
  • Hent nu hvid kardus papir, akrylmaling i flere farver og et stykke køkkensvamp. Du skal bruge det antal farver, som du har lavet stempler til (jeg har tre stempler og tre farver). Kom nu maling på køkkensvampen, dup det på dit stempel og tryk med dit stempel på kardus papiret. Lav mange tryk. Lad dine tryk tørre.




  • Find din baggrund frem igen, klip den i et kvadratisk format og lim den på en baggrund af sort kardus.
  • Tegn med Neocolor 1 vejene videre ud på den sorte baggrund. Vælg samme farver som du har malet vejene med (jeg har brugt gul og pink).




  • Tegn striber på vejene med sort sprittusch.




  • Klip dine tryk med biler ud. Vælg de bedste. Lig dem på vejene og lim dem på, når du synes, at dit "Tryk på trafikken" billede er færdigt.


  • Lav til sidst en fælles klasseudstilling af jeres billeder.

Anvendte materialer
  • Tegnepapir i god kvalitet og A3 format (250g)
  • Legetøjsbiler af forskellige typer
  • Hvid kardus
  • Sort kardus
  • Bobleplast
  • Akrylmaling
  • Sort sprittusch
  • Gulvisolering, det man bruger at lægge under trægulv (kan købes i Jem & Fix)
  • Blyanter
  • Neocolor 1
  • Køkkensvampe

Som I ved, er alle mine idéer her på bloggen gratis, og jeg er rigtig glad for, at I har glæde af dem. Det tager tid at udvikle og beskrive mine idéer, derfor vil jeg også blive rigtig glad, hvis I vil huske, at indberette, det I bruger til Copydan tekst og node.

tirsdag den 13. april 2021

Kontrast collager på flere måder


Så er det heldigvis blevet tirsdag igen, og jeg har lavet en ny opgave til eleverne i Hinnerup Billedskole. Jeg har denne gang leget med collage og kontrastfarver på flere forskellige måder, og jeg har endnu engang vovet mig ud i at lave en lille video, hvor jeg fortæller og viser lidt om kontrastfarver, de forskellige former for collager og processen for en af collagerne. 

Det er min tredje video, men jeg lærer noget nyt hele tiden, så tag godt imod den - det er nemlig vaskeægte learning by doing stilen.




Og her kan du se de færdige kontrast collager.





















Mange tak fordi du kigger forbi min blog. Det er en stor glæde for mig. Du er meget velkommen til at lade dig inspirere af mine idéer, men vær' rar at huske ophavsretten, og indberetning til Copydan - tekst og node.

mandag den 5. april 2021

En eng i kuvert eller kuverteng



I denne tid har vi på flere måder fokus på at passe på vores lille klode.  Det er et vigtigt fokus, som er væsentligt at formidle og drøfte, uden at det bliver til en skræmme kampagne. 

I billedkunst har drøftelser om miljøet også betydning for mig. Det er vigtigt at give eleverne plads til at kunne udtrykke sig i den sammenhæng. Ligesom det også er vigtigt at de lærer med både hånd og hoved.

Med aktiviteten her: En eng i kuvert, lægger jeg op til samtaler om de vilde blomsterenges betydning for insekter og vilde planter. 

Formålet med aktiviteten er, at eleverne:

  • gennem deres billedfremstillinger bliver i stand til at reflektere og bruge deres billeder som et middel til at kommunikere et budskab.
Målene for eleverne er, at de:
  • får viden om FNs verdensmål - særligt verdensmål 15 "Livet på land"
  • får viden om den danske kunstner Tanja Jensen, der fremstiller papircollager med naturen som inspiration.
  • lærer at søge viden om blomster- og dyreliv på enge.
  • lærer at lave frottage, hvor blades strukturer overføres til papir.
  • lærer at skabe planter, blomster og biller med saks og karton ud fra foto og fri fortolkning.

    Klasseaktivitet inden det praktiske billedarbejde

    Jeg starter med at tale kort med klassen om FNs verdensmål, hvor jeg både ønsker at få elevernes egen viden om målene i spil og henlede deres opmærksomhed på verdensmål 15, der blandt andet handler om at beskytte tab af biodiversitet.

    Herefter laver jeg en kobling til den danske samtidskunstner Tanja Jensen, der i sine papircollager har et særligt fokus på naturen. Dette for at vise eleverne, hvordan man kan arbejde med naturen som billedkunstnerisk udtryk.

    Til slut lader jeg eleverne søge efter viden om blomster- og dyreliv på enge. Den viden skal de bruge, når de selv skal i gang med at fremstille billeder. Ligesom jeg også fortæller om og viser dem processen for deres billedarbejde.

    Sådan laver du en eng i kuvert med tegnepapir og farvetkarton

    • Find et stykke tegnepapir A3 format og klip et kvadrat af papiret.
    • Find bladene fra træerne. 



    • Læg på skift blade under papiret og gnid med Neocolor 1 hen over bladet, så strukturen fra et kommer på papiret. Fortsæt til papiret er dækket. 






    • Vend papiret og fold det nu til en kuvert.




    • Fold kuverten ud igen og farv den midterste del og toppen af kuverten med farvekridt. Læg farvekridtet ned og gnid farven på kuverten.


    • Find karton i de grønne nuancer og klip mange forskellige grønne planter. Nogle planter skal være høje og andre lave. 


    • Find kuverten igen. Eksperimentér med at placere de grønne planter i kuverten. Tag eventuelt foto, inden du fjerner planterne igen, Så kan du huske, hvordan de skal ligge.
    • Lim planterne på kuverten. Du skal lime af tre omgange. Først de bagerste planter, så de midterste og til sidst de forreste planter. Kuverten er nu klar til at blive limet sammen.






    • Find et stykke sort karton i A5 format og fold det på midten. Tegn med blyant den ene halvdel af billen på det foldede karton. Klip og fold billen ud. Giv billen lidt farve. Jeg har farvet med rød og lilla. Klip gerne flere biller.






    • Find karton i de farver, du skal klippe blomster i. Her har jeg brugt gul til mælkebøtte, rød til valmue, hvid til kamille og lilla til kornblomst. Klip blomsterne ud fra fri fantasi. Giv dem eventuel lidt farve. Jeg har brugt lilla til valmue og kornblomst, gul til mælkebøtte samt gul og grøn til kamille.


    • Eksperimentér med at placere blomster og bille(r) på den lukkede kuvert. Lim først, når du har besluttet dig helt for, hvor de skal være. Tag gerne et foto, så kan du huske, hvor du valgte, de skulle være.
    • Din eng i kuvert eller kuverteng er nu færdig og klar til at blive udstillet.




    Anvendte marterialer:

    • Tegnepapir A3 format
    • Farvet karton i flere grønne nuancer samt sort, rød, lilla, hvid og gul.
    • Neocolor 1 
    • Nedfaldne blade fra træer gerne forskellige former.
    • Saks og lim
    • Eventuelt bøger med blomster og insekter til inspiration.
    • Eventuelt fotokopier af Tanja Jensens papircollager til inspiration.

    Det er så fedt, når du søger inspiration på min blog, men jeg vil sætte pris på, at du husker ophavsretten og indberetter til Copydan - tekst og node, hvis du bruger min idéer.

    tirsdag den 16. marts 2021

    Sådan kan du lave et stregtegnet ansigt




    I denne uge har jeg lavet en lille film til Hinnerup Billedskoles elever, da vi jo ikke kan mødes grundet Corona. 

    I filmen viser jeg, hvordan de kan tegne ansigter med en laaaaang streg - En stregtegning eller oneline drawing hedder det. 

    Det er stadig meget uvant for mig at lave film, der er så meget nyt at lære, men jeg øver mig, så tag godt imod den.



    Og her følger flere idéer til stregtegninger.












    Og så kunne jeg ikke lade være med at lege med collage bare en lille smule.




    Er du blevet inspireret, må du hjertens gerne bruge min idé, men vær' rar at indberette til Copydan - tekst og node og husk reglerne for ophavsret.

    søndag den 17. januar 2021

    Kattecollager af pap - Lavet af børn i Hinnerup Billedkole

    I efteråret var kattecollager af pap et hit på mit hold i Hinnerup Billedskole. Om dem sagde en af pigerne fra 2. klasse: " Det der puslespil-billede var det sjoveste.... man kan jo ligesom bare bygge flere gange....det skal jeg så meget prøve hjemme".

    Den sætning siger så meget om den umiddelbare glæde ved de skabende processer, som billedkunst kan tilbyde. Det er bare noget af det, jeg elsker ved at undervise børn i billedkunst.

    I kan se børnenes herlige kattecollager herunder, og vil I vide mere om mål, proces og materialer til aktiviteten, har jeg beskrevet det hele her: Beskrivelse af aktiviteten "Kattecollager i pap"
























    Brug gerne idéerne fra min blog, men vær rar at indberette til Copydan tekst og node. Det tager nemlig til at udvikle og beskrive mine idéer.