Grafik er et spændende område af billedkunstens univers, og der er mange forskellige måder, man kan arbejde med det på. Ligesom grafik også kan kombineres med andre former for medier eksempelvis collage.
Denne aktivitet har jeg udviklet under temaet: "Tryk på...", og den kan bruges med mange forskellige aldersgrupper.
Denne aktivitet har jeg udviklet under temaet: "Tryk på...", og den kan bruges med mange forskellige aldersgrupper.
Aktiviteten kalder jeg "Tryk på trafikken".
Formålet med aktiviteten er, at eleverne:
- gennem det billedskabende arbejde får viden om grafik som kunstart og færdigheder i at kunne skabe et grafisk udtryk.
Målene for eleverne er, at de lærer:
- at komponere et billede i flere lag og ud fra temaet "Tryk på trafikken"
- at fremstille et stempel ud fra legetøjsbiler som reference.
- at trykke med eget stempel.
Aktivitet før den praktiske billedfremstilling
En gammel sætning lyder sådan: "Det kræver indtryk for at kunne skabe udtryk". Derfor starter jeg også aktiviteten med at få bragt elevernes egen viden i spil. det sker gennem fælles klassesamtale om, hvad grafik er, og hvordan et grafiske udtryk adskiller sig fra andre kunstarter.
Efter klassesamtalen laver jeg en lille fælles leg. Legen går ud på, at jeg har fundet et antal billeder (svarende til antal elever i klassen). På billederne er der forskellige former for kunstarter eksempelvis maleri, grafik, collage, tegning, papirklip og digital foto. Alle billederne er lamineret, og jeg har fordelt dem rundt på gulvet i gymnastiksalen. Nu skal hver elev vælge sig et billede, og så skal de finde en makker, som de fortæller, hvilken kunstart de tror/tænker, deres billede er. Når de er færdige med det, skal de gå videre til en ny makker og gøre det samme. Jeg stopper aktiviteten efter 5 skift. Vi runder af med, at eleverne skal samarbejde om at gruppere billederne i de forskellige kunstarter, og vi taler selvfølgelig fælles om bunken med grafik.
På den måde oplever jeg, at eleverne får en bredere viden om kunstarter samtidig med, at de bliver klogere på, hvad grafik egentlig er.
Herefter bliver klassen introduceret til den aktivitet, de selv skal gang med. Jeg deler aktiviteten op bidder, som jeg tilpasser klassen som helhed.
Sådan laver du et "Tryk på trafikken" billede
- Find tegnepapiret, et stykke bobleplast, et stykke køkkensvamp og akrylmaling i selvvalgt farve.
- Kom akrylmaling på køkkensvampen og dup det på bobleplasten. Tryk herefter med bobleplasten på tegnepapiret. Det er starten på din baggrund.
- Find grå kardus papir og saks. Klip cirkler i forskellige størrelser og placer dem rundt på din baggrund.
- Find nu akrylmaling i to andre farver (jeg brugt gul og pink). Mal nu veje med de to andre farver. Husk at vejene skal køre uden om dine cirkler. Lad baggrunden tørre.
- Find skitsepapir, blyant og legetøjsbiler. Tegn helst flere skitser af legetøjsbilerne. Vælg mindst to forskellige. Tænk over at bruge konturstregen, når du tegner. Tegnet ring om din bedste skitsetegning af legetøjsbilen.
- Find et stykke gulvisolering i størrelsen 7cm * 9 cm, din skitsetegning, du har tegnet ring om og en blyant uden spids. Tegn nu med blyanten din bil på det stykke gulvisolering, du har hentet. Pas på med at trykke for hårdt, for så trykker du blyanten igennem gulvisoleringen. Når du har tegnet din bil, har du lavet dit eget stempel, som du kan trykke med.
- Hent nu hvid kardus papir, akrylmaling i flere farver og et stykke køkkensvamp. Du skal bruge det antal farver, som du har lavet stempler til (jeg har tre stempler og tre farver). Kom nu maling på køkkensvampen, dup det på dit stempel og tryk med dit stempel på kardus papiret. Lav mange tryk. Lad dine tryk tørre.
- Find din baggrund frem igen, klip den i et kvadratisk format og lim den på en baggrund af sort kardus.
- Tegn med Neocolor 1 vejene videre ud på den sorte baggrund. Vælg samme farver som du har malet vejene med (jeg har brugt gul og pink).
Anvendte materialer
- Tegnepapir i god kvalitet og A3 format (250g)
- Legetøjsbiler af forskellige typer
- Hvid kardus
- Sort kardus
- Bobleplast
- Akrylmaling
- Sort sprittusch
- Gulvisolering, det man bruger at lægge under trægulv (kan købes i Jem & Fix)
- Blyanter
- Neocolor 1
- Køkkensvampe
Som I ved, er alle mine idéer her på bloggen gratis, og jeg er rigtig glad for, at I har glæde af dem. Det tager tid at udvikle og beskrive mine idéer, derfor vil jeg også blive rigtig glad, hvis I vil huske, at indberette, det I bruger til Copydan tekst og node.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar