Temaet er: Kan man stå i positur som mennesker i egyptisk kunst?
Min beskrivelse af undervisningsforløbet:
I slutmål for faget billedkunst stå der blandt andet om eleverne, at de skal:
- "inddrage og reflektere over forskellige billedkulturer i det praktiske billedarbejde".
- "arbejde med billeder i forskellige sammenhænge med baggrund i den historiske kontekst, de er skabt i."
- "se forskel på forskellige kulturers billedformer".
I dette forløb vi jeg have det for øje, og jeg forestiller mig, at jeg sammen med eleverne undervejs i processen kommer til at drøfte forskellen på den tidlige Egyptisk kunst og nutidens kunst.
Idéoplæg til arbejdsprocessen på holdet:
- Eleverne får i grupper udleveret billeder af egyptisk kunst, og de får til opgave at finde ud af, om de kan stå i positurer som menneskerne på billederne. Herefter skal de lege detektiver, hvor de skal undersøge motiverne, farverne og de skal forsøge at komme med et forslag til, hvad målet med kunsten har været. Til slut laver vi fælles opsamling.
- Efter det laver jeg et kort oplæg om det praktiske billedarbejde, som eleverne skal i gang med, og jeg viser dem de egyptiske billeder, som jeg selv har fremstillet. Herefter skal eleverne selv igang, og som altid finder de selv materialerne.
- Vi afslutter forløbet med billedsamtale og fælles udstilling på skolen.
Jeg starter med at finde inspiration til det praktiske billedarbejde. Det finder jeg i bøger og på internettet. Derefter finder jeg alle materialerne frem.
Det næste, jeg går i gang med er at optegne min egen version af et egyptisk billede. Jeg har valgt at tegne en pige og skrive mit navn med hieroglyffer. Det foregår på brunt bogbind på den ru side og ikke den glatte. Jeg tegner op med blyant.
Når alt er tegnet op, går jeg i gang med at farvelægge. Det foregår med oliepasteller, og jeg holder mig til farvepaletten, som jeg ser den i den egyptiske kunst. At bruge oliepasteller er en udfordring, det er nemlig rigtig svært at farvelægge små detaljer, omvendt bliver resultatet rigtig fint, når farverne gnides sammen, så man skal ikke være bange for at "male ved siden af".
Når billedet er færdigt krøller jeg det sammen med bagsiden udad. Det brune bogbind er solidt, så det kan godt holde til at blive krøllet sammen. Jeg har krøllet mit billede cirka fem gange, det gav det bedste resultat, nemlig en form for krakelering. Når billedet er rettet ud igen overmaler jeg det med en gammel rest kaffe. Det gør jeg for at fremhæve krakeleringen og give billedet et gammelt slidt udtryk.
Til slut monterer jeg mit egyptiske billede på en sort baggrund. Jeg har forsøgt mig med andre farver, men jeg synes, at sort baggrund giver det bedste slutresultat.
Jeg har for sjov skyld også lavet et egyptisk billede med en mand, så er der både noget for pigerne og drengene. Det er fremstillet på samme måde som jeg har beskrevet tidligere.
Anvendte materialer:
- Brunt bogbind.
- Blyant til optegning af motiv.
- Oliepasteller til farvelægning.
- Kaffe til fremhævning af krakeleringer.
- Sort karton til baggrund.
Jeg glæder mig til "at sætte spor" hos mine elever omend, det foregår i Danmark.
Elevernes færdige billeder kan I se her: Egyptisk kunst lavet af 4. årgang
Ingen kommentarer:
Send en kommentar