Selve budskabet bag "International Dot Day" bliver bragt til live gennem børnebogen "The Dot" skrevet af Peter H. Reynolds. I bogen hører vi om pigen Vashti, der ikke har den store tro på hverken sig selv eller sine egne evner. En dag udfordrer hendes lærer hende, og bedst af alt tror hun på hende. Før pigen ved af det, får hun troen på sig selv, og hun får modet til at sætte sit eget særlig "mærke" i verden. Men bedst af alt har hun været til inspiration for andre.
Budskabet i bogen er herligt. Vi er alle betydningsfulde, og vi kan noget forskelligt, når blot vi tror på os selv, og andre tør tro på os. Det er et vigtigt budskab at give videre, derfor deltager jeg også i dette projekt sammen med mine elever i billedkunst.
Formålet, med deltagelsen i denne begivenhed, er som beskrevet i formålet for faget billedkunst:
"at eleverne som deltagere i og medskabere af kultur og som del af deres kreative udvikling og æstetiske dannelse udvikler deres kundskaber om kunstens og mediekulturens billedformer, som den fremstår i lokale og globale kulturer".
De konkrete færdigheds- og vidensmål er, at eleverne:
- kan fremstille billeder i flere lag.
- får viden om lagdelt billedopbygning.
- får viden om farvelære.
Min inspiration til de varme og kolde dot billeder har jeg fra:
- Børnebogen "The Dot" af Peter S. Reynolds.
- Sangen "The Dot Song" af Emily Arrow og Peter S. Reynolds.
- Kunstneren Yayoi Kusama og udstillingen "I uendeligheden"
Konkret beskrivelse af fremstillingen af et varmt eller koldt dot-billede.
Trin for trin beskrivelse - fra proces til færdig produkt
- Udlevér et kvadratisk stykke papir til hver elev, og bed dem hente tre/fire varme eller kolde Caran D'Ache farver.
- Bed eleverne tegne cirkler/prikker i forskellige størrelser og med forskellige farver på papiret (Der må gerne være mange cirkler/prikker).
- Bed eleverne hente flydende akvarel i den farve, der passer til deres billeder, og bed dem om at male deres billeder over med flydende akvarel. Lad billederne tørre.
- Bed eleverne tegne en stor cirkel op på deres billede. Brug eventuel en frokosttallerken som skabelon. Klip cirklen ud.
- Bed eleverne finde et stykke farvet karton i en farvepalet, der passer til deres billeder. Lad dem klippe en kvadrat ud af det farvede karton, og lad eleverne lime den udklippede cirkel på det farvede karton.
- Bed eleverne finde akrylfarver, som passer til deres billeder samt runde svampestempler til tryk.
- Lad eleverne trykke cirkler med to forskellige akrylfarver på deres dot-billeder. Lad billederne tørre.
- Lad eleverne montere deres dot-billedermed lim på en sort kardus baggrund.
- Bed til sidst eleverne om at tegne prikker i en ramme rundt om deres dot-billede.
- Lav en fælles udstilling på skolen eller et andet sted, hvor man også kunne fortælle om baggrunden for dot-billederne. Det kunne eventuelt være på det lokale plejehjem.
Anvendte materialer:
- Hvidt tegnepapir - A4 format.
- Caran D'Ache farver - Neocolor I. En varm og kold farvepalet.
- Flydende akvarel. En kold og varm farvepalet.
- Farvet karton i kolde og varme farver.
- Akrylfarver i kolde og varme farver.
- Sort kardus.
- Posca tuscher i kolde og varme farver.
Jeg er meget spændt på at se, hvor forskellige elevernes dot-billeder bliver, ligesom jeg også glæder mig til at se alle de herlige dot-billeder, der bliver lavet rundt omkring i vores lille skønne verden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar