Jeg har siden hen set flere fine forløb med Karin Olesen Blandt andet her: Fru Billedkunst, og nu er det min tur sammen med et af mine billedkunsthold.
Temaet denne gang er: Kan Karin Olesens kunst sætte fut i fantasien?
Kort om målene for forløbet
I Fælles Mål for billedkunst står der, at eleverne skal:
- anvende forskellige teknikker og materialer hensigtsmæssigt i plant billedarbejde.
- udvælge og kombinere forskellige billedudtryk.
- eksperimentere med billeder og kunstneriske kreative metoder.
Jeg forestiller mig, at mine elever får mulighed for dette i deres arbejde med at skabe en fantasifuld Karin Olesen collage.
Idéer til arbejdsprocessen på holdet:
- Jeg lader eleverne undersøge Karin Olesens hjemmeside, hvor hun viser og beskriver sin kunst. Jeg vil særligt bede eleverne have fokus på kategorien "Mixed Media". For at fremhæve de særlige kendetegn ved Karin Olesens kunst, vil jeg lave fælles billedsamtale med eleverne.
- Dernæst vil jeg introducere eleverne til det praktiske billedarbejde, og jeg vil i den sammenhæng vise dem mine collagefremstillinger.
Billedprocessen - Fra proces til produkt:
Jeg starter med at finde alle materialerne, som jeg skal bruge til min billedfremstilling. Jeg synes, at det er en fordel at have fundet alle materialer frem, for det giver mulighed for fordybende arbejde uden afbrydelser.
Bagefter går jeg i gang med at male baggrunden med flydende akvarel, for så kan den ligge at tørre mens jeg kigger i magasiner. I magasinerne finder jeg ting, som jeg har lyst til at bruge i fremstillingen af min collage. Jeg har ikke bestemt på forhånd, hvad jeg vil klippe ud, derimod lader jeg bare undersøgelsesprocessen i magasinerne lede mig. Når jeg har klippet ting ud, fortsætter jeg med at klippe forskellige former ud af genbrugspapir og collagepapir.
Når jeg er færdig med at klippe komponerer jeg min collage. Det må gerne tage tid, for der kan virkelig være mange spændende muligheder, og det er sjovt at eksperimentere med billedudtrykket, før man endelig beslutter sig. Når beslutningen er truffet er det en god idé at tage et billede af sin komposition, for så kan man let huske, hvordan man har placeret delene. Næste skridt er, at jeg limer delene fast på baggrunden.
Til slut danner de enkelte dele små figurer, og for at samle figurerne tegner jeg deres konturer. Jeg tegner også små detaljer og giver dem øjne og lidt strithår, for på den måde, synes jeg, at de får liv.
Jeg blev helt grebet af processen, så jeg måtte bare eksperimentere lidt mere. Så her er et par andre collager.
Anvendte materialer:
- Hvid kardus (A4).
- Flydende akvarel til farvelægning af baggrund.
- Gamle blade/magasiner til udklipning af forskellige ting.
- Genbrugspapir - gavepapir eller lignende til udklipning af former.
- Mønstret collagepapir til udklipning af former.
- Sort sprittusch til optegning af konturer.
Jeg synes, at Karin Olesens kunst sætter fut i fantasien, se bare 4. årgangs flotte collager lige her: Karin Olesen collager a la 4. årgang.
Hej Tatjana :-)
SvarSletFantastisk blog!! Jeg har været meget inspireret af den i forbindelse med min årsplan i år :)
Mon man må få lov til at se dine elevers billeder?
Kh Tanya
Hejsa Tanja,
SvarSlet1000 tak for dine rosende ord. Det er dejligt, at du kan blive inspireret af det, jeg laver :).
Jeg har nederst i dette indlæg lavet et link til elevernes meget fine og fantasifulde collager, så hvis du klikker på det, skulle du gerne kunne se dem.
Kærlig hilsen
Tatjana