fredag den 23. november 2012

Eksperimenterende billedkunst med naive streger - 5. årgang

Så blev min 5. årgang færdige med deres billeder. Det har været en lærerig og sjov oplevelse at sætte et sådant projekt i gang. Det har været vigtigt, at inspirere eleverne, før de selv skulle i gang med deres billedfremstilling. Det handler om at give indtryk, som motiverer til udtryk.
I dette forløb har jeg valgt kunstnerne Marianne Hougaard, Poul Pava samt et par malerier fra min egen produktion som inspirationskilde. I den billedskabende proces har det faglige fokus været opbygning af baggrund, farvelære (kontraster og harmonier) samt den mere konkrete billedkomposition (hvad får et billede til at virke). Derudover har billedsamtalen om elevernes færdige billeder givet god mulighed for, at eleverne har kunnet tilegne sig det faglige sprog billedkunstfaget byder på.

Beskrivelse af den billedskabende proces i punkter:
  • En hård masonitplade 40*40 grundes med Gesso (hvid grunder). Inden grunderen tørrer monteres afriv fra en bog, som også dækkes med Gesso.
  • Baggrunden males med kinaspartel og gerne med kontrastfarver efter eget valg. Herefter laves mønster med maling påført med bobleplast.
  • Mennesker og tekst optegnes på baggrunden med hvid tavlekridt (det er let at viske ud igen). 
  • Mennesker males op med farver, der harmonerer med baggrundsfarverne. Øjne, mund, arme og ben males med sort. 
  • Menneskerne farvelægges og teksten fremhæves yderligere med Caran 'D ache farver. 
  • Lav malingstreger og penselsprøjt med en engangssprøjte og en pensel.
Og her kan I se de meget fine produkter samlet og hver for sig.

























De billeder, som jeg selv har fremstillet til forløbet, kan I se her: Eksperimenterende billedkunst med naive streger.

Om lidt har 4. årgang også sine billeder færdige, og de er mindst ligeså farverige og glade i deres udtryk.

torsdag den 15. november 2012

Naive streger og fantasi på iPad

På min arbejdsplads har vi iPads i indskolingen. Det er et fedt værktøj, der giver fantastiske muligheder for at tænke billedkunst på nye og spændende måder.
Men når det så er sagt, giver det også læreren en særlig udfordring. Udfordringen består i at undersøge og vurdere læringspotentialet og brugervenligheden i de mange fantastiske apps, der findes.  Da jeg aktuel er i gang med et eksperimenterende forløb med overskriften naive streger, har jeg undersøgt markedet lidt, og jeg faldt i den sammenhæng over app-en "Drawing Carl".

Billederne herunder er lavet i "Drawing Carl" på 15 minutter efter KIS-princippet (Keep it Simple). Det er en herlig app med god brugervenlighed.

Jeg tænker, at dette måske også kunne være et tilbud til de elever, der er hurtige færdige i billedkunst.








God fornøjelse til jer, der har lyst til at prøve kræfter med "Drawing Carl".

fredag den 9. november 2012

Eksperimenterende billedkunst med naive streger

På stærk opfordring fra mine elever på 4. og 5. årgang startede jeg for nylig et forløb, hvorigennem eleverne får mulighed for både at eksperimentere med billedudtrykket og lære om farver samt "den naive streg". Opfordringen kom fra eleverne, da de havde set det maleri, som jeg for nogle år siden malede til min dejlige datter. Billedet kan I se her: Kærlighed er bedst, når man er to .

Inden jeg søsatte projektet malede jeg selv et par billeder - både for at undersøge arbejdsprocessen, men også for at have et par færdige produkter at vise eleverne. Man kan altid diskutere, om det er rigtigt, at vise færdige billedarbejder til eleverne, men jeg har god erfaring med det, idet det er god støtte til de elever, der føler sig særlig udfordret i billedkunst.

Forårsglæde - malet på hård masonitplade  40*40

Legebarn - Malet på hård masonitplade 40*40 

Min beskrivelse af billedprocessen er i et andet indlæg sammen med elevernes billedfremstillinger. I kan finde dem her: Eksperimenterende billedkunst med naive streger - 5.årgang

Der var engang 17 seje græskar

Endelig kom dagen, hvor alle mine elever på 3. årgang blev færdig med deres Halloween græskar. Græskarrene er malet med akrylfarve, de er formgivet med afsæt i Mona Brookes 5 elementer (buefamilien), lys og skyggeområder er fremhævet med lys orange/gul samt brun/sort, og øjne, næse og mund er klippet ud af sort og hvid karton.

Jeg synes, at der er kommet virkelig mange sjove græskar og ansigtsudtryk ud af det, og det er på trods af, at alle eleverne har set mine færdige produkter. Nogle vil sige, at sådan en opgave kunne være lukket og dermed hæmme elevernes mulighed for fri kreativ udfoldelse, men jeg synes nu, at elevernes resultater har mange forskellige udtryk, og jeg er stolt af dem, men vurdér selv.


















Mangler du flere idéer til Halloweenprojekter, kan du finde inspiration i mit tidligere indlæg, som er her Halloween, græskar, heks og flagermus .