fredag den 30. august 2019

Forårsfugle på akvarelbaggrund - Lavet af 1. klasse


I min verden findes der ikke noget skønnere end børnestreger, de har et så originalt udtryk. det er skønt.

Her er det første klasse, der har været i gang med at tegne forårsfugle. Nyd dem, de er på hver deres særlige måde unikke.

Vil du gerne vide mere om aktiviteten, kan du læse om mål, proces og materialer her: Beskrivelse af aktiviteten "Forårsfugle på akvarelbaggrund"





































Harebilleder med tekstur og blandede materialer - Lavet af 1. klasse

Det har været en en rigtig god proces for 1. klasse at skabe harebilleder. De har fået så mange gode aha- oplevelser. Som en af drengene sagde:...."Man kan jo lave billedkunst med alting....." Her refererede han til, at fik lov til at male baggrunde med køkkensvampe og trykke blomster med flamingo. 
En pige nævnte, at det var fedt at arbejde med andre materialer end papir i billedkunst. Hun talte om, at det var sjovt at klippe en hare i hessian, frem for i brunt karton.
Som underviser, er det blandt andet sådanne udtalelser, der er værd at samle på, og i sig selv også succeskriterier med bund i lærerige oplevelse.

Måske kunne man sige, at denne aktivitet ikke hører til de åbne opgaver i hvert fald i forhold til materialer, men omvendt, er det skønt at se variationen i de billeder, børnene har fået fremstillet. Bedøm selv, du kan nemlig se dem lige herunder.

Hvis du gerne vil vide mere om mål, proces og materialer, kan du se det her: Beskrivelse af aktiviteten "Harerbilleder med blandede materialer"




































torsdag den 29. august 2019

Forårsfugl på akvarelbaggrund






Fugle er fascinerende både deres kvidren, deres fjerpragt og deres evne til at svæve rundt i luften. og betragter man dem lidt på afstand, er det også en oplevelse at se, hvordan de "taler med hinanden".

Gennem tiden er fugle også blevet skildret i kunsten. Johannes Larsen, der var kendt som en af Fynbomalerne og bosiddende i Kerteminde, var en af de danske kunstnere, der var optaget af både at male og tegne fugle.

Målene for aktiviteten "Fugle på akvarelbaggrund" er, at eleverne lærer:
  • at tale om billeders opbygning og motiver med enkle fagord og begreber.
  • at tegne ud fra iagttagelse af enten et fotografi eller en udstoppet fugl.
  • at tegne fugle med konturstreger.

Aktiviteter før det praktiske billedarbejde
Jeg begynder med at dele klassen i grupper. Herefter giver jeg hver gruppe billeder af udvalgte værker, som Johannes Larsen har lavet af fugle. I gruppen skal eleverne tale med hinanden om, hvad de tænker om værkerne. De skal også vurdere stemningen, og de skal øve sig i at kunne beskrive de farver, som Johannes Larsen har anvendt til sine værker.
Ved endt gruppearbejde, skal hver gruppe præsentere essensen af det, de har talt om, for hinanden. 
Når det er færdigt, introducerer jeg klassen for den kommende opgave.


Sådan laver du fuglen på akvarelbaggrunden
Det første eleverne skal lave, er en baggrund 15*15 cm med flydende akvarel og salt.  De skal male akvarelpapiret med flydende blå akvarel. De må gerne bruge vand også, så der opstår lidt flere nuancer. Når de har malet baggrunden færdig, skal de strø groft salt på den og lægge den til tørre herefter.



Mens baggrunden tørrer skal de i gang med at undersøge fugleformer og linjer. De vælger selv, om de vil kigge på fotografier, udstoppede fugle eller begge dele. Når de er færdige med at betragte, skal de i gang med at tegne. Inden de går i gang, taler vi om, hvad en konturstreg er, og hvordan man tegner fugle med den teknik. De skal først tegne med blyant og bagefter tegne op med sprittusch. Til sidst skal de klippe den færdige fugletegning ud.










Så er det frem med baggrunden igen. Den skal limes på et stykke blåt karton 20*20 cm, men inden skal eleverne børste det tørre salt af.




Det sidste, eleverne skal gøre, er at lime deres fugle på baggrunden. De skal selv beslutte, hvor fuglene skal placeres. Jeg nævner for dem, at den ikke behøver at være midt i billedet, og at de gerne må undersøge, hvor det bedste sted er.




Anvendte materialer
  • Fotografier af fugle
  • Udstoppede fugle
  • Akvarelpapir 15*15 cm
  • Groft salt.
  • Tegnepapir i god kvalitet 15*15cm
  • Flydende akvarel
  • Tynd sort sprittusch.
  • Farvet karton i blå nuancer.
  • Limstift.
Du kan se elevernes egne fugle lige her: http://tatjanaknudsen.blogspot.com/2019/08/forarsfugle-lavet-af-1-klasse.html

Harebillede med tekstur og blandede materialer


Haren er for mange børn et kendt dyr, både som de kender dem i naturen, men også i kulturen, hvor blandt andet påskeharen ofte bliver nævnt.

Denne aktivitet er lavet med afsæt i at drøfte kendetegne hos haren, men også for at omsætte et kendt dyr til et billedudtryk, hvor der bliver anvendt blandede materialer og teknikker.

Målene for aktiviteten er, at eleverne lærer:
  • om landskabsmaleriers kendetegn og samtidskunstneren Rebecca Haines værker.
  • at lave et billede med blandede materialer, herunder stof og maling
  • at bruge teknikker, herunder tryk og duppeteknik.
  • at tegne en hare i dele, der kan sættes sammen til en hel hare.
Aktiviteter før det praktiske billedarbejde
Jeg starter med at lave en fælles billedsamtale med klassen om, hvor de har mødt haren både i forhold til natur- og kulturoplevelser. Her taler vi også om forskellen på at møde haren i naturen og i kulturen.
Jeg viser også klassen landskabsmalerier og taler med dem om en hare kunne indgå i et sådant maleri. Jeg inddrager også samtidskunstneren Rebecca Haines' værker og taler med dem om, hvad der er særligt ved hendes malerier. Herefter introducerer jeg den konkrete opgave til eleverne.

Sådan laver man et harebillede med blandede materialer

Eleverne starter med at lave baggrunden på deres lærred. Himlen i blå nuancer med blå og hvid akrylmaling og jorden med brun og lidt hvid akrylmaling. Eleverne skal duppe malingen på lærredet med en svamp, det giver en mere levende baggrund. 






Mens baggrunden tørrer, skal eleverne tegne delene til deres hare på hessian. Delene består af en krop, hoved, snude, ører, forben og bagben. Øjnene og indersiden af øret klipper de i filt. Eleverne skal selv tegne, men for de elever, der har brug for mere støtte/hjælp, kunne det være en fordel at give dem skabeloner, som de kan tegne efter. Tørreprocessen kan eventuel fremskyndes ved at bruge en hårtørrer.




Så skal lærredet findes igen. Denne gang skal eleverne tegne blomsterstilke på baggrunden med grøn Poscatusch, og bagefter skal de trykke blomsterhoveder med flamingostempler (dem, der altid ligger som fyld i kasser, der bliver sendt med pakkeposten) Hvis man ikke har den mulighed, kan eleverne selv lave egne blomsterstempler med mosgummi, der bliver limet på et stykke pap. Når eleverne er færdige, lægger de igen lærredet til tørre.







Så er det tid til, at eleverne skal lime deres dele til harerne på lærredet. Det foregår med vævslim og pensel. Inden eleverne limer delene fast, skal de først prøve at placere dem løst på lærredet. Det giver dem en mulighed for at forstå, i hvilken rækkefølge delene skal limes på lærredet. Øjnene og det indvendige af ørerne skal limes på til sidst.








Og vupti en harer har fået liv.





Anvendte materialer
  • Malerlærred 20*25 cm
  • Akrylmaling i farverne blå, hvid, brun, rød, orange, lyserød.
  • Køkkensvampe.
  • Stof hessian.
  • Filt i farverne sort, hvid og lyserød.
  • Poscatuscher
  • Sort garn.
  • Vævslim.
  • Limpistol og varmlim.
  • Blyanter.
  • Eventuel skabeloner til haren.
  • Hårtørrer.
Klassens harer kan du se ved at klikke på dette link: http://tatjanaknudsen.blogspot.com/2019/08/harebilleder-lavet-af-1-klasse.html

God fornøjelse !

torsdag den 9. maj 2019

Forår og solsortesang


Vi ved, at foråret er på vej, når vi i den tidlige morgenstund kan høre solsortens skønne sang i haven. 
Den oplevelse er inspirationen til denne aktivitet, som jeg ganske enkelt kalder: "Forår og solsortesang".

Målene for aktiviteten er, at eleverne:

  • får mulighed for at koble sanseoplevelser i naturen sammen med en billedkunstnerisk proces.
  • lærer at bruge forskellige teknikker og materialer til et samlet billedeudtryk.
  • øver sig i at iagttagelsestegne og farvelægge. 

Aktiviteter før det praktiske billedarbejde
Jeg starter i klassen, hvor jeg fortæller eleverne, at de skal lukke øjnene og lytte. Herefter afspiller jeg flere forskellige fuglestemmer for dem blandt andet også solsortens. Efter den oplevelse har jeg en fælles samtale med eleverne om, hvad fuglestemmerne minder dem om. Efterfølgende går jeg med klassen på opdagelse efter fuglelyde, grene og mos i nærområdet omkring skolen. Jeg afrunder med at lave en fælles opsamling, hvor vi taler om de forskellige fuglestemmer, grenenes former og farver samt mossen, vi har fundet. Både grenene og mos tager vi med retur til billedkunstlokalet.

Sådan skaber man et forårsbillede med en solsort - Beskrivelse af processen

  • Find billeder af solsorte samt udstoppede solsorte. Tal med klassen om de særlige kendetegn og farverne på fuglen. Lad eleverne tegne og farvelægge en solsort på tegnepapir ud fra deres iagttagelser af billederne og de udstoppede fugle.

  • Find de grene, som eleverne har fundet og lad dem vælge en gren, som de vil bruge, når de skal lave deres eget billede. Bed eleverne finde oliekridt som svarer til de farver, som deres gren har. Når det er gjort, skal de med blyant tegne en gren på A3 papir, som deres solsort kan sidde på. Grenen skal gå ud af billedet og farvelægges med oliekridt ud fra formgivningens tegneprincipper.
  • Lad eleverne male baggrunden med flydende akvarel eller vandfarver i blå nuancer. Lad billedet tørre.


  • Klip blade af bemalet papir med struktur. Det kan eksempelvis være skumtapet, der er malet i forskellige grønne nuancer. Lim bladene på den farvelagte gren. 




  • Lad eleverne klippe den farvelagte solsort og æg ud. De skal også finde mos til fuglereden. Bed dem finde de bedste steder at placere solsorten, æggene og reden på grenen. Den proces må gerne tage tid. Når det bedste sted er fundet skal alle delene limes på grenen. Lim mos på med varmlim.



Anvendte materialer
  • Billeder af solsorte og udstoppede solsorte
  • Grene og mos fra naturen i nærområdet
  • Tegnepapir i A4 og A3 format
  • Oliekridt
  • Flydende akvarel eller vandfarve i blå nuancer
  • Bemalet papir med struktur og i grønne nuancer (Det kan eleverne eventuel selv være med til at lave).
  • Papir i blålige nuancer til fugleæg. Jeg har brugt håndlavet papir
  • Limpistol og varmlim

Se 3. og 4. årgangs færdige billeder her: Forår og solsortesang - Lavet af 3. og 4. årgang