I år ville multikunstneren Sven Dalsgaard være blevet 100 år. I hans hjemby Randers er fødselsdagen blevet markeret med særudstillingen "Sven Dalsgaard 100 år" på Randers Kunstmuseum.
Søndag den 14. september besøgte Hinnerup Billedskole, i forbindelse med billedskoletræf i Favrskov Kommune, Randers Kunstmuseum. Dagen på museet gik med omvisning og kreativt arbejde med afsæt i Sven Dalsgaards kunst. En meget inspirerende dag, der gav mange gode idéer til det videre billedarbejde med børnene i billedskolerne.
Sven Dalsgaards værker indeholder flere symboler og en enkel farvepalet. I den videre proces på Hinnerup Billedskole besluttede jeg mig for at forberede et forløb, hvor jeg kombinerer Dalsgaards farvepalet og fuglen med Carla Sonheims idé Crazy Birds.
Min forberedelse til forløbet/billedfremstillingen:
Jeg starter med at skære tegnepapir i to kvadrater i målene 10cm*10cm. På det ene stykke papir tegner jeg med 4 forskellige farver/redskaber cirkler oven i hinanden, og på det andet stykke papir tegner jeg en blomst. Jeg holder farvepaletten i rød og blå.
Herefter klipper jeg de to store kvadrater, med cirklen og blomsten, i 4 mindre kvadrater.
Det næste, jeg gør, er at vælge én kvadrat fra hver af de to kvadrater med henholdsvis cirklen og blomsten. De to små kvadrater lægger jeg på en baggrund, og når jeg har besluttet, hvor de endelig skal placeres, limer jeg dem fast. Derefter er jeg klar til at tegne en fugl - en Sven Dalsgaard inspireret fugl.
Til tegningerne af fuglene laver jeg endnu en baggrund af genbrugspap. Genbrugspap, som jeg gnider let med Caran D' Ache farver og sprøjter let med akrylmaling.
Til sidst bliver alle fuglene monteret på baggrundene.
De anvendte materialer:
- Tegnepapir
- Blyant
- Tuscher
- Farveblyant
- Pap
- Akrylmaling - fortyndet med vand.
Fra min optik er billedudtrykkene på en og samme tid både feminine og elegante - maskuline og rå.
Jeg glæder mig til at se, hvad jeg får lavet sammen med børnene på Hinnerup Billedskole.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar