torsdag den 11. oktober 2018

Mariehøne på vandring


Copyright Tatjana Knudsen 

Idéer til undervisning i billedkunst mangler jeg ikke, og her kommer endnu en aktivitet, som jeg blandt andet har lavet sammen med 1. klasse.

Inspirationen til aktiviteten har jeg blandt andet fra børnesangen "Mariehønen Evigglad" men også fra alle de skønne mariehøner, jeg har set i min have i denne sommer.

Aktiviteten har jeg givet titlen: Mariehøne på vandring.

Målene for aktiviteten er, at eleverne:
  • får en sanselig og undersøgende oplevelse i naturen på opdagelse efter mariehøner og blade.
  • får viden om billedopbygning og enkle fagord og begreber.
  • kan fremstille et billede i flere lag.
  • kan samtale om billeders opbygning og indhold.

Aktiviteter før billedfremstillingen
  1. Jeg begynder med en samtale med eleverne om mariehøner. Vi taler om, hvordan de ser ud, hvor de lever og hvilket art de tilhører. Derefter synger vi i fællesskab børnesangen "Mariehønen Evigglad". Til sidst går vi på opdagelse efter mariehøner og forskellige blade i naturen omkring skolen, og undervejs taler vi om begge dele.

Billedfremstillingen - fra proces til færdigt billede
  1. Eleverne starter med at få et stykke kvadratisk akvarelpapir, og på det skal de tegne en ramme med sort ca. 3 cm fra papirets yderkanter.
  2. Bagefter skal eleverne tegne konturer af blade med to forskellige grønne farver. Bladene skal være inden for den sorte ramme.
  3. Så skal eleverne i gang med at male baggrunden inden i den sorte ramme. Til det skal de bruge flydende akvarel i to forskellige grønne farver. Jeg anbefaler eleverne, at de skal starte ved den sorte kant og bevæge sig i mod billedets midte. Når de er færdige med de grønne farver, skal eleverne male det sidste af rammen, som er den yderste del. Det skal de gøre med rød flydende akvarel. Når baggrunden er malet færdig, skal den tørre.
  4. Mens baggrunden tørrer, er det tid til at lave mariehøner. Jeg taler først med eleverne om, hvilken form en mariehønekrop og et mariehønehoved har. Bagefter viser jeg på tavlen, hvordan de kan tegne formerne. Eleverne tegner herefter kroppens form på hvidt karton, og når kroppen er færdig, klipper de rødt silkepapir i mindre firkanter. Firkanterne limer de på den hvide krop, og de må gerne overlappe. Det giver liv til mariehønen. Først når hele kroppen er dækket med silkepapir, klipper eleverne den ud. Til sidst tegner de sorte prikker og mariehønens hoved på sort karton. De klipper begge dele ud efterfølgende og limer dem på kroppen.
  5. Så er det tilbage til baggrunden, der nu er tør. Her skal eleverne lime et par stykker revet grønt silkepapir og deres mariehøne på. Til sidst skal de lime små firkanter i grøn og orange på den røde ramme. 
  6. Og wupti så er der en skøn stak farverige mariehønebilleder færdige.
  7. Som afrunding og evaluering bliver alle billederne udstillet, og vi taler fælles om ligheder og forskelligheder. Ligesom eleverne også giver hinanden ros, for noget de godt kan lide ved hinandens billeder. Derudover taler vi også om komplementærkontraster.

Materialer, jeg har brugt:
  • Akvarelpapir i kvadratisk format.
  • Necolor 1 i to grønne nuancer samt sort.
  • Flydende akvarel i to grønne nuancer og rød.
  • Karton i farverne hvid, sort, grøn og orange.
  • Silkepapir i rød og grøn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar