søndag den 14. januar 2018

Liv i skoven og havet - lavet af børn i Hinnerup Billedskole




I Hinnerup Billedskole var temaet i sidste sæson "Liv i løv", og med det tema for øje kan man få rigtig mange gode idéer til billedskabende arbejde med børn.

Denne gang har jeg ladet mig inspirere af Flemming Quist Møllers eventyrlige univers i børnebogen "Cykelmyggen Egon" og kunstneren Tanja K. Jensen, der laver de mest vilde, farverige og levende papircollager.

Min tanke var, at børnene skulle komponere en lidt utraditionel collage af brugt gavepapir og tegne deres eget lille fantasidyr med inspiration fra de sort hvide illustrationer i Flemming Quist Møllers børnebøger og livet i skoven. Jeg havde også besluttet at børnene kun måtte bruge en saks til at klippe deres collage elementer med - altså ingen blyant. 

Lidt om målene
Til jer der gerne vil arbejde med aktiviteten i billedkunstundervisningen, kunne man have følgende for øje.

Målene med aktiviteten er, at eleverne:
  • får viden om billedopbygning og enkle fagord og begreber.
  • kan samtale om billeders opbygning og indhold.
  • kan fremstille en collage med et tematisk udtryk.
  • får viden om materialers anvendelses- og udtryksmuligheder.
  • kan fremstille billeder i flere lag.
  • får viden om lagdelt billedopbygning

Lidt om processen
  • Jeg starter med at læse fortællingen om Cykelmyggen Egon højt for børnene og vise dem et lille YouTube klip med Flemming Quist Møller. Du kan finde klippet her:  Flemming Quist Møller om "Cykelmyggen Egon". Herefter viser jeg billeder af Tanja K. Jensens fantasifulde collager. Du kan læse om hende her: Magasinet Kunst om Tanja K. Jensen. Herefter har vi en fælles billessamtale på holdet om de to kunstnere og det særlige ved deres værker, og så er det tid til det praktiske billedarbejde.
  • Børnene starter med at lave en baggrund med akrylmaling på genbrugspap. Den blå og hvide akrylmaling duppes på med en køkkensvamp. De færdige baggrunde tørrer hurtigt.
  • Så er det tid til at børnene går i gang med at komponere deres collager, men før de får lov til at fordybe sig, taler vi om, hvordan de kan skabe baggrund, mellemgrund og forgrunden i deres collager. Jeg viser dem også, hvordan de kan klippe former uden at tegne først. Det giver ligeledes anledning til en samtale om organiske og geometriske former.
  • Herefter klipper børnene elementer til deres collager, og de pusler lidt med de enkelte dele og er opmærksomme på farvevalg, før de limer delene fast.
  • Herefter tegner børnene hvert sit fantasidyr med blyant, hvorefter de tegner det op med sortsprittusch og klipper det ud til sidst.
  • Afslutningsvis limer de deres fantasidyr på collagen og slutter af med at lave forgrund, og så er collagerne færdige.

De færdige collager - skønner farver og vidunderligt liv.





























Og så lige et par billeder tæt på.









Anvendte Materialer
  • Børnebogen "Cykelmyggen Egon" af Flemming Quist Møller.
  • Fotos af Tanja K. Jensens collager 
  • Genbrugspap fra cornflakespakker og lignende til baggrund.
  • Akrylmaling - blå og hvid.
  • Køkkensvampe til at duppe maling på med.
  • Brugt gavepapir i mange forskellige farver.
  • Tegnepapir i kraftig kvalitet.
  • Sort sprittusch.
  • Sakse, der er egnet til collagearbejde.

2 kommentarer:

  1. Fantalstiske billeder Tatjana
    Fantasi og "omhyggelighed". Jeg bliver glad af at se på dem. Tak for deling
    Hanne

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Hanne,

      Hvor er jeg bare glad for din kommentar. Tak fordi du tog dig tid til at skrive. Det er så skønt at kunne glæde og inspirere.

      Mange hilsner fra Tatjana

      Slet