mandag den 28. marts 2016

4. årgang har fundet deres indre monster og tegnet det.

Det er med stor glæde, at jeg kan præsentere 4. årgangs tegninger på post-it notes. Når det er med glæde, er det fordi, de ganske enkelt blev så optaget af at tegne. De blev ved og ved og ved....

Én ting er, at der er mål for alt, vi laver. Èn anden ting er altså at se gnisten blive tændt hos børnene.....det er en særlig fornøjelse og varmer en billedkunstlærers kreative hjerte.

Hvis du har lyst til at vide, hvordan jeg har præsenteret forløbet for eleverne, kan du læse meget mere lige her: "Find dit indre monster og tegn" - inspireret af John Kenn Mortensen

Og så til børnenes monstertegninger. 






 







 



















"Find dit indre monster og tegn" - inspireret af John Kenn Mortensen


John Kenn Mortensen er en interessant tegner. Han tegner monstre i alle afskygninger på post-it notes. Da han gik i skole, fik han af lærerne ofte af vide, at han skulle finde sig en sundere interesse, men John fortsatte sit tegneri....heldigvis til stor inspiration for mange andre.

Jeg kendte ikke John Kenn Mortensen, før en god billedskolekollega Line Frøslev introducerede mig for ham. Til gengæld blev jeg så begejstret, at jeg fik lyst til at lave dette forløb. 

Forløbet har jeg kaldt: "Find dit indre monster og tegn"

Om målene forforløbet

Målene for forløbet er, er at eleverne:
  • får viden om tegneteknikker til at udtrykke lys og skygge. 
  • kan tilføre tegninger stemning med lys og skygge.

Om forløbet

Denne gang starter jeg i klassen, hvor jeg viser tre små film fra Youtube om John Kenn Mortensen. Filmene giver en god indsigt i, hvem John er og hvor han får sin inspiration fra. Når vi har set filmene, afslutter vi med en fælles samtale på klassen, og her vil jeg lade elevernes undren og nysgerrighed lede samtalens indhold.

Herefter deler jeg klassen i grupper af 3, og hver gruppe får udleveret kopier af tegninger og postkort lavet af John Kenn Mortensen. 
Gruppens opgave er at undersøge, hvilke former for streger John Kenn Mortensen bruger. De skal også undersøge hans tegneteknikker, og hvordan han bruger sin streg til at skabe lys og skygge.
For at gøre det synligt, hvor mange forskellige former for streger John Kenn Mortensen bruger, skal gruppen tegne de forskellige streger op på et stykke papir. Papiret er på forhånd foldet, så der opstår små firkanter. Det er i de firkanter, de skal tegne de forskellige former for streger.
Efter gruppearbejdet skal to grupper finde sammen. De skal drøfte og sammenligne deres løsninger. Til sidst laver vi en fælles billedsamtale i klassen om to af John Kenn Mortensens tegninger.
Så er alle klædt godt på til det praktiske billedarbejde, som de skal i gang med herefter.

Om billedfremstillingen - det praktiske arbejde fra proces til færdigt billede
  1. Jeg starter med at tegne en eller flere skitser af min egen idé til en John Kenn Mortensen inspireret monstertegning. 
  2. Når jeg er tilfreds med mit motiv, tegner jeg med blyant og blød hånd motivet på min post-it note. Det er de store konturer, jeg starter med, detaljerne tilføjer jeg senere. 
  3. Når min blyantstegning er færdig, tegner jeg op med en sort filtpen, og jeg tilføjer de små fine detaljer med en meget tynd sort filtpen.
  4. Herefter limer jeg mit post-it moster motiv på en sort baggrund.
  5. Til sidst syer jeg med rød tråd bagsting på et særligt sted på mit post-it monster.










fredag den 25. marts 2016

Pipfugl, prikker og passende farver.


Ja, jeg indrømmer det blank, der er gået helt pip i den hos mig i påsken. Jeg har tegnet fugle med prikker og malet dem med flydende akvarel. Det er der kommet disse billeder ud af, og er du nysgerrig på at vide, hvordan jeg har gjort, kan du læse meget herunder.

Sådan laver du en meget enkel fugl med prikker.
  1. Tegn med blyant en fugl op på akvarelpapir.
  2. Mal prikker i fuglens krop med Caran D' Ache farver.
  3. Mal fuglens krop og næb med flydende akvarel. Lad billedet tørre.
  4. Mal baggrunden med flydende akvarel. Lad billedet tørre.
  5. Tegn fuglen og prikkerne op med sort tynd filtpen.
  6. Tegn fuglens hår og ben med sort tynd filtpen.
  7. Tegn små detaljer rundt om fuglens prikker. Det kan være prikker eller streger.

Anvendte materialer
  • Akvarelpapir i god kvalitet.
  • Flydende akvarel.
  • Sorte filtpenne i forskellige størrelser.
  • Posca tuscher.
God fornøjelse, hvis du skulle få lyst til at prøve kræfter med at fremstille fugle. 

Rolige billeder og billeder i bevægelse - lavet af 3. årgang

Lige før påske blev 3. årgang færdige med deres at lave deres billeder med ro og bevægelse. Det var lidt af en mundfuld for dem at forstå begreberne statisk og dynamisk. Der skete dog det, at begreberne blev langt mere tydelige og konkrete for dem, da de selv fingrene i det billedskabende arbejde. Og da de kunne se deres billeder hænge sammen til udstilling på gangen, blev det et total AHA oplevelse, for pludselig blev det tydeligt for dem, hvad forskellen er på et billede med ro et et billede i bevægelse.

MEN MEN bedst af alt gav billederne anledning til mange sjove børnesamtaler på gangen.

Hvis du vil læse mere om forløbet, kan du gøre det her: Om min forberedelse og målene for forløbet: "Billeder i ro eller bevægelse"

Og nu til det vigtige, nemlig børnenes billeder. Først de rolige/statiske.
































Og så billederne i bevægelse/de dynamiske.




















Når billeder er i ro eller bevægelse


Når vi betragter billeder, kan vi fornemme om de virker rolige eller urolige. Det handler om, hvordan billedet er bygget op, men også om hvilke former billedet er opbygget af. 
Det kan være helt konkrete synlige former eller usynlige former, man kan danne ved at se nærmer på de enkelte motiver og deres indbyrdes forhold/relation til hinanden.

Jeg finder det væsentligt, at børn allerede i en tidlig alder lærer at bruge deres øjne til at se, hvad der er på spil i et billede, og deres intuition til at fornemme, hvordan billedet virker på dem. Det er med udgangspunkt i de tanker, at dette forløb er blevet til, og jeg ser det som den spæde start i arbejdet med billedkomposition.

Forløbet har jeg denne gang kaldt: "Billeder i ro eller bevægelse" .

Om målene for forløbet

Målene for forløbet er, at eleverne:
  • får viden om billeders opbygning og enkle fagord og begreber.
  • kan samtale om billeders opbygning og indhold.
  • får viden om balance og bevægelse i et billede.

Om forløbet

Jeg starter med, at dele eleverne op i grupper af fire. Derefter udleverer jeg billeder til eleverne. Eleverne skal samarbejde om at dele billederne op i henholdsvis rolige billeder og billeder i bevægelse, og de skal undersøge og notere særlige kendetegn for de to billedegrupperinger. 

Til formålet har jeg valgt værker af Franciska Clausen (1899-1986) og Per Arnoldi, som eksempler på kunstnere, der skabte/skaber billeder med ro i. Til billedeudtryk med bevægelse i, har jeg valgt kunstnerne Jens Jørgen Thorsen (1932-2000) og Hans Krull

Efter gruppe arbejdet laver vi en samtale på klassen, hvor jeg vil komme nærmere ind på statiske og dynamiske billedkompositioner, herunder også parallelle linjer, geometriske og organiske former.

Herefter skal eleverne i gang med det praktiske billedarbejde, hvor de hver især skal skabe to billeder  - ét med ro og ét med bevægelse.

Om billedfremstillingen - fra proces til færdigt produkt

Jeg klipper forskelige geometriske former ud i tre forskellige stykker papirer ca. 15 i alt. De to er almindelig farvet papir, mens det tredje papir er farvet papir lavet ud fra teknikken med barberskum og flydende akvarel (Søg efter vejledninger på Youtube).


De udklippede geometriske former lægger jeg herefter op på et stykke sort kardus i en statisk/rolig komposition. 


Når jeg er tilfreds med billedudtrykket, tager jeg et foto med min iPhone eller min iPad. Jeg skal bruge fotoet, så jeg kan huske, hvordan jeg skal lime delene fast. Så er der bare tilbage at lime alle delene på den sorte baggrund i A4 format.


Herefter limer jeg det samlede billede på et stykke gråt kardus i A3 format.


Det sidste, jeg gør, er at tegne en ramme rundt om det færdige billedudtryk med orange Posca tusch, og jeg tilføjer små "brudstykker" med tynd sort sprittusch. Mit statiske billedudtryk er nu færdigt.


Bagefter er det tid til at gentage processen, dog med et fokus på det dynamiske billedudtryk.




Anvendte materialer
  • Barberskumsbilleder - ét i kolde og ét i varme farver (A5 format).
  • Karton eller farvet papir i farverne rød, orange, grøn og blå.
  • Sort kardus eller karton i sort (A4 format).
  • Grå kardus (A3 fromat)
  • Posca tusch i farverne rød, orange, blå og grøn.
  • Tynd sort sprittusch.
  • Smartphone eller iPad til at tage foto med.

Følg linket her, så kan du se børnenes færdige billeder: Rolige billeder og billeder i bevægelse - lavet af 3. årgang

mandag den 14. marts 2016

Nip-nap fugl det er cool.


Vi kender den alle sammen. Den lille nip-napper. Vi har foldet, vi har leget, vi har stillet gåder, og vi har brugt utrolig mange timer på den. 

Forleden dag foldede vi også nip-nappere i dansk i forbindelse med arbejde med ordklasser, og midt i den proces, så jeg en af pigerne lege fugl med sin nip-napper. Den oplevelse plantede sig i min hukommelse, og senere på dagen gav mig straks i kast med at skabe en lille cool nip-nap fugl. 

Fuglen er blevet til i et samspil mellem oplevelse og sansning og eksperimenterende billedarbejde og hold da op, hvor er det herligt, at det ikke altid er mål, der styrer den kreative proces.

Jeg har taget billeder af processen fra nip-napper til færdig fugl. I kan se dem herunder.



Jeg starter med at folde en helt klassisk nip-napper af et stykke farvet kvadratisk papir.

Hvis I har brug for en vejledning til foldningen, er det nemt at finde en videovejledning på YouTube ved blot af skrive "Nip napper" i søgefeltet.

Jeg folder min nip-napper ud igen og giver den øjne, øjenlåg, næb, halefjer og fjer på hovedet. Jeg giver den også prikker på kroppen og en snor til at hænge den op i. 



Bagefter vender jeg nip-napperen, så det kun er det ensfarvede papir, jeg kan se, og jeg folder alle fire hjørner ind mod midten. Præcis som jeg ville gøre det med en helt almindelig nip-napper. Til sidst giver jeg nip-napperen en tunge.



Herefter vender jeg jeg nip-napperen igen, så det kun er hale- og hovedfjer, jeg kan se. 


Så folder jeg igen de fire hjørner ind mod midten, og sikke et festfyrværkeri, der kommer ud af det.

Igen vender jeg nip-napperen og her dukker et herligt fugleansigt op.


Til sidst samler jeg nip-napperen til en fugl. En glad og cool nip-napperfugl.



God fornøjelse til jer, som også kunne have lyst til at gå i gang med en nip-napperfugl.