søndag den 22. januar 2017

Katte med personlighed - Lavet af 4. årgang

Min 4. årgang har haft katte på hjernen i et stykke tid. De har arbejdet hårdt, lært nye teknikker, og de har grinet en helt masse. Det har været en sand fornøjelse at lave katte sammen med dem, og endnu sjovere har det været at lytte til, når eleverne gav deres katte stemmer.

Hvis du er nysgerrig på, hvordan jeg har planlagt aktiviteten, kan du læse om både processen og produktfremstillingen her: Når en kat får liv og personlighed.

Men her kommer det bedste, nemlig elevernes katte.

























Hvis du mangler flere idéer til et kattetema, kan du måske finde inspiration her: Katteliv, hvor jeg har haft fokus på collage, eller her: Stræk en hund eller en kat, hvor jeg har haft fokus på fantasi, mønstre og farvekontraster.

Når en kat får liv og personlighed.



De fleste børn kender til katte, og de kan mange gange lave små fortællinger om egne eller andre kattes adfærd. Denne aktivitet har jeg blandt andet fået inspiration til hos min billedskolekollega Maja Germundsson, som er tekstilkunstner og helt eminent til at kombinere hårde og bløde materialer på nye og interessante måder. 
Således har hun inspireret mig til at lave denne aktivitet, hvor jeg har brugt flere forskellige materialer - nye som gamle.

Aktiviteten har jeg kaldt: Når en kat får liv og personlighed.

Jeg har valgt denne titel, for der findes jo mange forskellige måder at være kat på, og efter et tjek i litteraturens og filmenes verden er der flere eksempler på levede "katteliv".

Om målene for aktiviteten

Denne gang er målene for aktiviteten, at eleverne:

  • kan fremstille rumlige konstruktioner.
  • har viden om sammenføjningsteknikker.  

Kort om processen før den konkrete billedfremstilling

Jeg starter med at tale med eleverne om deres kendskab til katte - både i det virkelige liv og i litteraturens og filmenes verden. Jeg vælger at tale om fortællingerne "Den bestøvlede kat", "Aja Dobbo" og "Garfield". Ligesom jeg også læser forskellige billedbøger højt for eleverne. Jeg viser klip fra filmen "Aristocats", og til sidst slutter jeg af med at vise animationsfilmen "Garfield". 

Og så er det ellers i gang med at fremstille katte.

Om fremstillingen trin for trin
  1. Klip ca. 1,30 m bonzaitråd af til hver elev.
  2. Form et katteskelet med hoved, ben, krop/ryg og hale.
  3. Giv hoved og krop fylde med aviser/staniol og gør det fast med malertape. Overvej hvilket liv og personlighed katten skal have.
  4. Klip lange stofstrimler og rul det op som et garnnøgle. Klip til to forskellige nøgler.
  5. Vind stof omkring katteskelettet. Brug gerne mere end en farve stof. Når der ikke er mere stof bliver enden fæstnet med varmlim. Brug derefter det næste nøgle. Sørg for at hele katteskelettet er dækket med stof.
  6. Klip ører og lim dem på katten med varmlim.
  7. Lav øjne med knapper og knurhår med garn.
  8. Gå til sidst ud i nærmiljøet og tag billeder af katten.
  9. Print billederne ud og udstil både billederne ok kattene på skolen.
  10. Afslut med en fælles billedsamtale, hvor man taler om kattenes personlighed.












Anvendte materialer
  • Bonzaitråd
  • Tang
  • Aviser
  • Staniol.
  • Malertape
  • Stof i alle kvaliteter.
  • Knapper - store og små.
  • Garn i flere farver.
  • Varmlimspistol.
Du kan se elevernes færdige katte i dette indlæg: Katte med personlighed - Lavet af 4. årgang.

tirsdag den 10. januar 2017

Cup cakes - Lavet af børn i Hinnerup Billedskole

Ingen fødselsdag uden kage, og da vi i efteråret kunne fejre Hinnerup Billedskoles 10 års fødselsdag, måtte vi selvfølgelig have kager på bordet.

Derfor har børnene på hold 6 også tegnet, farvelagt og pyntet cup cakes. Vi startede med at se på rigtig mange billeder af cup cakes. Vi så også på værker af Wayne Thiebaud. Herefter gik børnene i gang med at tegne deres cup cakes. I første omgang var vores fokus formen på kagen, og da vi gik i gang med at farvelægge, havde vi fokus på lyse og mørke områder. Til sidst er kagerne blevet dekoreret med kagekrymmel, klippet ud og limet på en kageserviet.

Jeg ville gerne sætte tænderne i en af de her kager, men bedøm selv, for her kommer børnenes lækre kager.

















































Anvendte materialer:
  • Hvidt tegnepapir
  • Caran D' Ache farver - Neocolor 1
  • Kagekrymmel
  • Kageservietter
  • Billeder af cup cakes til inspiration
  • Lim

Se flere af de billeder, som børnene i Hinnerup Billedskole har lavet,ved at følge linket her:

Ti fingre og to tigere - Lavet af børn i Hinnerup Billedskole

Vi bruger vores hænder til så meget, men særlig sjovt bliver det, når vi kan lave kunst med hænderne.

Hinnerup Billedskole har temaet "TI" været omdrejningspunktet for børnenes billedarbejder. Vi har arbejdet med forskellige teknikker og på forskellige måder. På hold 6 har vi blandt andet udviklet tryk af vores hænder til at blive tigere.

Vil du gerne vide mere om selve processen for billedfremstillingen, kan du se se trin for trin billeder og læse om processen her: Ti fingre bliver til to tigere

Nyd børnenes tigerbilleder, de er så skønne på hver sin måde.






































Anvendte Materialer:
  • Kraftig hvid papir - A3 format
  • Blå malertape
  • Akrylmaling i farverne grøn, blå, orange og hvid
  • Bobbelplast
  • Hjemmelavede stempler (Træklods med snor viklet om)
  • Sorte Poscha tuscher
  • Sort isoleringstape

Er blevet nysgerrig for at se nogle af de andre fine ting, som børnene i Hinnerup Billedskole har lavet, er det muligt her: Tigere - Lavet af børn i Hinnerup Billedskole

søndag den 8. januar 2017

Tigere - Lavet af børn i Hinnerup Billedskole

Når temaet er "TI", kan man virkelig finde på mange sjove måder, hvorpå ordet, bogstaverne eller tallet ti kan indgå i billedproduktioner.

På hold 4 har vi blandt andet malet tigere med inspiration fra Uffe Christoffersens flotte værker med tigere. 

Børnene startede med at se på billeder af tigere både fra naturens verden og fra kunstens verden. Bagefter tegnede de skitser af tigere. Det blev til mange tigerskitser tegnet fra forskellige synsvinkler.
Herefter fik børnene udleveret et lærred, som de tegnede deres yndlingsskitse op på med blyant. Næste skridt var at vælge farvepalet. Det skulle være en farvepalet med klang og en farvepalet, der ikke var identisk med en almindelig tiger-farvepalet. Herefter gik børnene i gang med at male deres tigere. Den særlige udfordring var at finde ud af, hvordan striberne og pelsen skulle males, ligesom det også var en udfordring, at skabe lys og skygger, men resultaterne er blevet så flotte, og jeg er stolt af de seje piger på holdet.

Sådan ser flotte, farverige tigere ud.


















Anvendte materialer:

  • Karduspapir
  • Lærreder
  • Akrylmaling
  • Billeder af tigere til inspiration

Se andre billeder, som børnene i Hinnerup Billedskole har lavet, lige her: En kage ti lys - Lavet af børn i Hinnerup Billedskole

En kage ti lys - Lavet af børn i Hinnerup Billedskole

Det sker, at jeg får skøre idéer. Det her er en af dem. Jeg faldt over den amerikanske kunstner Jasper Johns værker. Ét af dem, nemlig værket Target with four faces (1955), fangede min opmærksomhed. Det var både værkets titel og dets udtryk, jeg synes,var interessant. Jeg besluttede, at vi måtte arbejde med titlen "Én fødselsdagskage og ti lys" i forbindelse med Hinnerup Billedskoles ti års fødselsdag.

Og sådan gik det til, at eleverne på hold 4 fik lavet hver sin fødselsdagskage med ti lys. 

Alle startede med at tegne en stor spiral og ti lys på akvarelpapir, derefter skrev de ordet fødselsdag, så mange gange de kunne rundt i spiralen. Så tegnede de alle konturer op med sort sprittusch og til sidst malede de med flydende akvarel.  

Og hvem vil ikke gerne være med til en fødselsdag med så farverige kager, jeg vil i hvert fald gerne. 

Nyd elevernes flotte fødselsdagskager.





















Anvendte materialer:
  • Akvarelpapir A3 format
  • Sort sprittusch.
  • Flydende akvarel.

Er du nysgerrig for at se, nogle af de andre ting, de har lavet i Hinnerup Billedskole, kan du blandt andet se det her: En hånd ti doodlemønstre - Lavet af børn i Hinnerup Billedskole