tirsdag den 27. august 2013

Kan man gøre Adinkra symboler til en personligt billedfortælling?

I det vestlige Afrika ligger Ghana og her bor blandt andet folkeslaget Ashanti.  Det er et spændende og farverigt folkeslag med fortællinger, der vandrer fra generation til generation. Ashanti folket er kendt for at lave smukke farverige og mønstrede klæder, der på billedlig vis fortæller om folkeslagets historie, tro og kultur. Adinkra er Ashanti folkets kulturelle symboler. De kan ses på klæder og i varierede udtryk, men det er helt sikkert, at hvert enkelt stykke klæde er fremstillet med det formål at udtrykke noget om folkeslaget.
Jeg mener, at man kan lære meget om sig selv ved at lære om andre kulturer, og derfor er dette forløb blevet til.  

Temaet er: Kan man gøre Adinkra symboler til en personlig billedfortælling?

Kort beskrivelse af undervisningsforløbet:
I Fælles Mål for billedkunst står der blandt andet, at eleverne skal:
  • udvikle formsprog og visuelle og kreative kompetencer.
  • tage stilling til billedindholdet via et emne, der er tematiseret.
Begge dele vil jeg sigte mod i dette forløb, og jeg tænker, at det særligt vil komme i spil, når eleverne skal i gang med at skabe deres eget personlige billedudtryk med Adinkra symboler.

Min idé til arbejdsprocessen på holdet:
  • Jeg introducerer eleverne til følgende hjemmesider: http://afroetic.com og http://www.traditionalafricanart.net. Eleverne skal finde informationer om Adinkra symboler og historien bag, men også teknikken til fremstillingen af klæder med disse symboler.
  • Dernæst vil jeg lave fælles opsamling med eleverne, hvor de får mulighed for at dele deres nyerhvervede viden med hinanden, og jeg vil fortælle om Ashanti folkets teknikker og materialer samt deres brug af farver.
  • Inden eleverne selv skal i gang, vil jeg lave et oplæg om processen bag den billedfremstilling, som de skal i gang med, og jeg vil tale konkret om Adinkra symbolernes betydning samt farvesymbolik. Til sidst vil jeg vise dem min egen billedfremstilling - blot som inspiration til deres videre arbejde.
  • Som afrunding laver vi i plenum billedsamtale.

Min billedfremstilling  - Fra Proces til færdigt produkt:
Jeg finder alle materialerne frem, før jeg går i gang med det billedskabende arbejde. Det giver ro, og tid til fordybelse uden afbrydelser.


Herefter klipper jeg mit A3 ark til efter målene 30 * 35 cm. Derefter folder jeg papiret i små kvadrater af 5 * 5 cm - 7 små kvadrater på den ene led og 6 på den anden led.


Efter at have valgt tre Adinkra symboler og fire farver, som kan beskrive mig, går jeg i gang med at lave stencils af hvert symbol. Det gør jeg ved at ridse symbolets konturer op i kvadrater af 5*5 cm . 


Næste led i processen er, at jeg laver et prøvetryk. Dette gør jeg for at se, om mine stencils får det ønskede udtryk.


Herefter overfører jeg mine symboler til papiret. Jeg følger Ashanti folkets principper - altså som det nu er muligt. Det betyder, at jeg grupperer trykkene af de tre symboler.


Til slut farvelægger jeg mellemrummene med de farver, som jeg har valgt, skal symbolisere noget om mig. Jeg har valgt fire farver.


Det færdige resultat ser sådan ud.


Jeg glæder mig til at se, hvordan mine elever, kan lave en fortælling om sig selv med afsæt i  Adinkra symboler og farver. 

Tænk at kunne kombinere en gammel afrikansk forankret kultur med et nutidigt personligt billedudtryk - Det kan da kun blive spændende.

I kan se 6. årgangs forskellige billedudtryk med et klik lige her: Adinkra symboler omsat til en personlig billedfortælling - lavet af 6. årgang

torsdag den 8. august 2013

Kan man lave mola mønstre på farvet karton?

Mola betyder bluse eller beklædning. Kuna indianerne, som lever i mellemamerika (Panama), er kendt for at brodere de mest fantastiske og farverige mønstre, som er en del af kvindernes smukke dragter.
Kuna indianerne er ikke kun en lille befolkning, men også et lille folkefærd - faktisk er det kun pygmæerne, der er mindre end dem. Men når det så er sagt, synes jeg, at deres smukke udsmykning af beklædning er helt vidunderlig. Jeg vil gerne, at mine elever får kendskab Mola mønstre, og det er grunden til, at dette forløb blev sat i søen.

Temaet er: Kan man lave mola mønstre på farvet karton?

En kort beskrivelse af mit undervisningsforløbet:
I Fælles Mål står der blandt andet, at eleverne skal kunne:
  •  genkende enkle stilarter og formsprog fra forskellige historiske perioder og kulturer.
Dette mål vil jeg have for øje i denne undervisning.

Idéoplæg til arbejdsproces på mit hold:
  • Jeg laver et oplæg om Kuna indianerne og deres mola-beklædning for eleverne. Her vil jeg komme ind på mønstrene, farverne og broderiet. Jeg vil i fællesskab med eleverne lave billedsamtale om et par eksemplariske mola-beklædninger.
  • Herefter vil jeg introducere eleverne til opgaven og processen, som de skal i gang med, og til slut vil jeg vise dem mine egne mola-billeder.

Min billedfremstilling - Proces og produkt:
Som altid finder jeg inspiration til min egen billedfremstilling. Denne gang har jeg valgt at gøre brug af internettet. Når jeg har set tilpas mange billeder, går jeg i gang med det praktiske billedarbejde, og jeg begynder med at finde materialer frem.


Herefter tegner jeg min grundfigur op på karton med blyant. I dette tilfælde har jeg valgt at tegne en skildpadde. Når grundfiguren er tegnet giver jeg konturerne farve, og jeg optegner mønstre i selve grundfiguren.



Næste led i processen er, at jeg tegner mønstrene omkring min grundfigur, og der har jeg naturligvis fokus på farvevalget.




Når jeg er færdig med mønstrene, broderer jeg omkring udvalgte mønstre med farverig broderigarn.


Her har jeg zoomet ind på broderingen.


Her er resultatet af det færdige billede.


Og jeg indrømmer, at jeg blev grebet af arbejdet, så her er endnu et billede. Grundmotivet er fisk.




Anvendte materialer:
  • Billeder af mola beklædning til inspiration
  • Farvet karton (A4 eller A3)
  • Caran D' Ache farver 
  • Broderigarn i klare farver
Jeg glæder mig til at lave mola mønstre med mine elever, og jeg er sikker på, at de også vil synes, at det er sjovt.

Se mine elevers billedfremstillinger her: Farverige mola mønstre lavet af 5. årgang