tirsdag den 10. januar 2017

Ti fingre og to tigere - Lavet af børn i Hinnerup Billedskole

Vi bruger vores hænder til så meget, men særlig sjovt bliver det, når vi kan lave kunst med hænderne.

Hinnerup Billedskole har temaet "TI" været omdrejningspunktet for børnenes billedarbejder. Vi har arbejdet med forskellige teknikker og på forskellige måder. På hold 6 har vi blandt andet udviklet tryk af vores hænder til at blive tigere.

Vil du gerne vide mere om selve processen for billedfremstillingen, kan du se se trin for trin billeder og læse om processen her: Ti fingre bliver til to tigere

Nyd børnenes tigerbilleder, de er så skønne på hver sin måde.






































Anvendte Materialer:
  • Kraftig hvid papir - A3 format
  • Blå malertape
  • Akrylmaling i farverne grøn, blå, orange og hvid
  • Bobbelplast
  • Hjemmelavede stempler (Træklods med snor viklet om)
  • Sorte Poscha tuscher
  • Sort isoleringstape

Er blevet nysgerrig for at se nogle af de andre fine ting, som børnene i Hinnerup Billedskole har lavet, er det muligt her: Tigere - Lavet af børn i Hinnerup Billedskole

søndag den 8. januar 2017

Tigere - Lavet af børn i Hinnerup Billedskole

Når temaet er "TI", kan man virkelig finde på mange sjove måder, hvorpå ordet, bogstaverne eller tallet ti kan indgå i billedproduktioner.

På hold 4 har vi blandt andet malet tigere med inspiration fra Uffe Christoffersens flotte værker med tigere. 

Børnene startede med at se på billeder af tigere både fra naturens verden og fra kunstens verden. Bagefter tegnede de skitser af tigere. Det blev til mange tigerskitser tegnet fra forskellige synsvinkler.
Herefter fik børnene udleveret et lærred, som de tegnede deres yndlingsskitse op på med blyant. Næste skridt var at vælge farvepalet. Det skulle være en farvepalet med klang og en farvepalet, der ikke var identisk med en almindelig tiger-farvepalet. Herefter gik børnene i gang med at male deres tigere. Den særlige udfordring var at finde ud af, hvordan striberne og pelsen skulle males, ligesom det også var en udfordring, at skabe lys og skygger, men resultaterne er blevet så flotte, og jeg er stolt af de seje piger på holdet.

Sådan ser flotte, farverige tigere ud.


















Anvendte materialer:

  • Karduspapir
  • Lærreder
  • Akrylmaling
  • Billeder af tigere til inspiration

Se andre billeder, som børnene i Hinnerup Billedskole har lavet, lige her: En kage ti lys - Lavet af børn i Hinnerup Billedskole

En kage ti lys - Lavet af børn i Hinnerup Billedskole

Det sker, at jeg får skøre idéer. Det her er en af dem. Jeg faldt over den amerikanske kunstner Jasper Johns værker. Ét af dem, nemlig værket Target with four faces (1955), fangede min opmærksomhed. Det var både værkets titel og dets udtryk, jeg synes,var interessant. Jeg besluttede, at vi måtte arbejde med titlen "Én fødselsdagskage og ti lys" i forbindelse med Hinnerup Billedskoles ti års fødselsdag.

Og sådan gik det til, at eleverne på hold 4 fik lavet hver sin fødselsdagskage med ti lys. 

Alle startede med at tegne en stor spiral og ti lys på akvarelpapir, derefter skrev de ordet fødselsdag, så mange gange de kunne rundt i spiralen. Så tegnede de alle konturer op med sort sprittusch og til sidst malede de med flydende akvarel.  

Og hvem vil ikke gerne være med til en fødselsdag med så farverige kager, jeg vil i hvert fald gerne. 

Nyd elevernes flotte fødselsdagskager.





















Anvendte materialer:
  • Akvarelpapir A3 format
  • Sort sprittusch.
  • Flydende akvarel.

Er du nysgerrig for at se, nogle af de andre ting, de har lavet i Hinnerup Billedskole, kan du blandt andet se det her: En hånd ti doodlemønstre - Lavet af børn i Hinnerup Billedskole

lørdag den 7. januar 2017

En hånd ti doodlemønstre - Lavet af børn i Hinnerup Billedskole

Det er sjovt at doodle. Det giver tid fordybelse og plads til at tegne sjove mønstre. Det er for mange rent hygge.

Vi har på hold 6 i Hinnerup Billedskole også doodlet. Med temaet "TI" som afsæt tog vi udgangspunkt i at tegne 10 forskellige doodlemønstre i en konturtegning af børnenes egen hånd. Bagefter tegnede vi en ramme uden om hånden med en streg og malede med akvarel. Så klippede vi rundt om rammen og monterede både doodletegningen og afklippet på en sort baggrund.

Det blev til nogle meget fine billeder, og som børnene gav udtryk for, så er det utroligt alle de mønstre man selv kan finde på. Det er sød musik i billedkunstlærerens ører.

Her kommer børnenes billeder ....en håndfuld af herlige mønstre.




















Anvendte materialer:
  • Akvarelpapir A3 format.
  • Sort sprittusch.
  • Flydende akvarel.
  • Sort karton.
Du kan se flere billeder lavet af børnene på hold 6 i Hinnerup Billedskole lige her: Tal i lag og flotte farver- Lavet af børn i Hinnerup Billedskole

torsdag den 5. januar 2017

Tal i lag og flotte farver - Lavet af børn i Hinnerup Billedskole

Når man skal fejre ti års fødselsdag, som vi gjorde i november i Hinnerup Billedskole, skal det være med manér. Derfor har vi også på alle holdene arbejdet med temaet "TI". Det er helt utroligt, hvad sådan et tema kan sætte i gang.

På hold 6 har vi blandt andet arbejdet med tal i lag med inspiration hentet hos den amerikanske kunstner Lance Letscher. 
Det er en udfordring selv at skulle tegne tallene fra 0 til 9 og endnu sværere bliver det, når man så skal tegne dem oven i hinanden, for til sidst at farvelægge dem. 

Men hold nu op, hvor er de blevet flotte, se bare en skøn farvepalet.
































Anvendte materialer:
  • Tegnepapir i A4 format.
  • Caran D' Ache voks pasteller.
  • Grå karton til baggrund.

Man kan kun blive varm om hjertet og glad indeni, når man ser de flotte billeder. Hvis du har lyst til at se andre ting, lavet af børnene i Hinnerup Billedskole, kan du følge linket her:

Tryk med bogstaver, stempler og bobbelplast - Lavet af børn i Hinnerup Billedskole

I efteråret kunne vi i Hinnerup Billedskole fejre ti års fødselsdag, derfor var efterårets tema også "TI". Det skulle nemlig fejres, at vi havde fødselsdag, og alle vores skønne elever i billedskolen skulle selvfølgelig være med til at skabe billeder med fødselsdagsfortællinger. 

Det er blevet til mange herlige billeder, nogle med et fokus på tallet ti andre med en opmærksomhed på bogstaverne TI.

På hold 6 har vi arbejdet med temaet "TI" på mange sjove måder. Billederne herunder er tryk, der er lavet i flere lag, og eleverne har til sidst trykt ordet "FØDSELSDAG" og tegnet omridset af bogstaverne. Ordet "FØDSELSDAG" indeholder nemlig lige præcis 10 bogstaver.

Og så til det vigtige, nemlig elevernes billeder. De kommer her. Nyd farverne og forskelligheden.



























Anvendte materialer:
  • Akvarelpapir eller kraftig tegnepapir.
  • Akrylmaling.
  • Runde stempler.
  • Bobbelplast.
  • Træstempler med snor.
  • Bogstaver - hele alfabetet i træ eller skum.

Det er så berigende at arbejde med børn især, når de kommer med udtalelse som denne: "Tatjana....jeg vidste slet ikke, at jeg kunne lave så flotte billeder med alle de farver og sjove ting".

Det er skønt at være underviser i billedskolen.

tirsdag den 6. december 2016

Snemand tø


Det er herligt at have en lidt skæv vinkel til motiver og billedfremstillinger. Det vækker opmærsomhed og forundring hos børn og de barnlige voksne.

Denne lille snemand har jeg set i andre udgaver på blandt andet Pinterest. Jeg synes, det er vældig morsomt, at man betragter en tøet snemanden fra fugleperspektiv. Den oplevelse havde jeg lyst til at dele med børnene, for hvem kan ikke grine af en flad snemand?

Jeg har tænkt aktiviteten som en ekstra lille opgave til de hurtige og selvkørende elever. Jeg har derfor ikke fokus på mål i aktiviteten, men på glæden ved at være kreativ.

Sådan laver du en tøet snemand
  • Klip et stykke kvadratisk karton i en farve, du kan lide. Jeg har brugt grå karton.
  • Dup hvid akrylmaling på det grå karton med pensel eller et rundt stempel.
  • Drys sølvglimmer på den hvide akrylmaling, før den er tør. 
  • Klip arme, kost, øjne, næse, mund og hue i farvet karton. Lim delene på den hvide akrylmaling, men på en måde, så det ikke sidder rigtigt. 
  • Tegn sorte streger på gulerodsnæsen.
  • Monter snemandsmotivet på en baggrund, du kan lide. Jeg har valgt et stykke blåt glimmerkarton.
Nu er din tøet snemand færdig.

Materialer jeg har brugt
  • Hvid akrylmaling
  • Sølvglimmer
  • Karton i farverne, grå, sort, brun, hvid og orange.
  • Glimmerkarton

Så er der bare tilbage at sige rigtig god fornøjelse til dig, som har lyst til at give dig i kast med en tøet snemand.