Faner (sider)

torsdag den 11. april 2019

Selvportræt - mig selv med enkle streger


Portrætter er fascinerende, og ser man på dem med et kunsthistorisk blik, bliver det endnu mere interessant og billedsamtalerne ligeså.

I år har jeg planlagt at lave selvportrætter med 2. årgang. Det er en aktivitet, hvor vi både  taler om danske portrætter gennem tiden og har et særligt fokus på ansigtets proportioner og konturstregen.

Aktiviteten kalder jeg: "Selvportræt  - mig selv med enkle streger"

Målene for aktiviteten er, at eleverne:
  • får viden om billedgenren portrætter og særligt dansk portræt kunst.
  • Får viden om forskellige former for portrætter, herunder portrætter i hel figur, halv figur, med ansigt og skuldre eller i profil.
  • kan tale med hinanden og andre om portrætters funktioner gennem tiden.
  • tegne og male et selvportrætter med en enkel streg.

Aktiviteter før det praktiske billedarbejde

Med afsæt i bogen "Dansk portrætkunst" viser jeg eleverne forskellige former for portrætter, og vi taler fælles om, hvad der kendetegner portrætterne.

Herefter får eleverne en lille opvarmningsøvelse, hvor de i makkerpar og på skift skal mærke hinandens hoveder og ansigter med lukkede øjne. Når de har gjort det, skal de fortælle hinanden, hvad de hver især ligger særligt mærke til ved hinandens hoveder og ansigter.

Bagefter kommer der en lille kort iagttagelsesøvelse, hvor eleverne skal tegne selvportrætter ved at iagttage sig selv i et spejl. Øvelsen gentages. Vi afrunder med en fælles samtale, hvor vi har fokus på hovedform, placering af øjne, ører, næse og mund. Herefter er de klar til det videre parktiske billedarbejde.

Sådan skaber man et selvportræt - Beskrivelse af processen
  • Jeg starter med at male lærredets baggrund med akrylmaling. Når baggrunden er tør laver jeg tryk med bobbelplast oven på lærredet. Læg lærredet til tørre.





  • Bagefter finder jeg et spejl og manifoldpapir svarende til lærredets størrelse, og tegner  med blyant mit hoved, ansigt, hals og bryst på manifoldpapiret. Nårjeg er færdig tegner jeg mit selvportræt op med sort sprittusch.




  • Jeg vender papiret om, så forsiden nu vender ned mod bordpladen. Så er det tid til at lave mønster på blusen. Det gør jeg ved hjælp af gnidetryk med farvekridt på et stykke mønstret voksdug, jeg lægger under manifoldpapiret, hvor blusen er.




  • Jeg fortsætter med at farvelægge øjnene, håret og læberne med farvekridt. Jeg giver også kunderne lidt rødt.


  • Når jeg er færdig med farvelægningen, fæstner jeg papiret med malertape til bordet, og jeg maler ansigtet og halsen over med akrylmaling i hudfarve. Til håret finder jeg en matchende akrylfarve og blusen maler jeg over med en anden akrylfarve.




  • Det tørre selvportræt klipper jeg ud, sådan at man stadig kan se stregen fra sprittuschen.


  • Til sidst limer jeg det færdige selvportræt på lærredet med vævsklæber, og jeg laver et par briller i kraftigt karton, og så de bliver limet på med vævsklæber.


Evaluering efter det praktiske billedarbejde
Jeg giver eleverne mulighed for at italesætte deres egen læring gennem en fælles billedsamtale, hvor vi både taler om klassens egne selvportrætter herunder processen og de færdige billeder ligesom vi også vil sammenligne med selvportrætter i den danske kunst.

Anvendte materialer
  • Grå kardus
  • Spejl
  • Manifoldpapir
  • Farvekridt - Neocolor 1
  • Lærred 20*30cm
  • Bobbelplast
  • Akrylmaling
  • Vævsklæber

Idéen til at bruge manifoldpapir har jeg blandt andet fra min billedskolekollega Line Frøslev og kunstner Ginette Wien.

Se 2. klasses herlige portrætter her: Selvportræt - mig selv med enkle streger - Lavet af 2. klasse


2 kommentarer:

  1. Sikke et flot forløb! Kan man bruge noget andet lim i stedet for vævsklæber? Alm. hvid skolelim? eller tapetklister?

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Unknown
      Mange tak :) Jeg vil anbefale vævsklæber, da det hæfter bedre. Du kan eventuelt fortynde det en smule.

      Kreative hilsner fra Tatjana

      Slet