Faner (sider)

mandag den 7. november 2016

Monsterhuse


For nogen tid siden lavede jeg et indlæg på min blog om monsterrelieffer. Da jeg var i gang med den proces, fik jeg endnu en idé, nemlig at lave monsterhuse. Jeg tænkte, at det kunne være sjovt at lege lidt med tanken om store monstre og små huse. Idéen har jeg nu omsat til dette lille forløb.

Forløbet kalder jeg ganske enkelt "Monster(u)hyggelige huse".

Formålet med forløbet er, at eleverne får mulighed for at arbejde med en rumlig billedfremstilling samtidig med, at de bruger deres fantasi.

Mål for forøbet

Denne gang tager jeg afsæt i kompetencemålene, og derfor er målet med forløbet, at eleverne:
  • lærer at eksperimentere med og udtrykke sig i billeder med vægt på tematisering.

Kort om processen for fremstilling af monsterhuset
  1. Jeg finder to træklodser. En stor til selve huset og en lille til skorstenen. Når jeg har fundet ud af, hvordan min skorsten skal være, saver jeg den til, og jeg limer den på huset med varmlimspistol.
  2. Bagefter maler jeg hele huset med akrylmaling og lader det tørre.
  3. Jeg vil gerne have, at mit hus har striber, derfor fæstner jeg malertape på huset i en passende afstand. Når det er gjort maler jeg med en anden farve akrylmaling de steder, hvor der ikke er malertape. På den måde opstår striberne. Når malingen er håndtør, fjerner jeg malertapen.
  4. Så er det tid til at tegne mit monster op på mit hus. Det gør jeg med hvidt kridt. Kridt er god i den sammenhæng, da man let kan viske kridtstregen ud med vand.
  5. Herefter er det tid til at bygge mit monster op. Det første, jeg gør, er at lime øjnene (halverede styroporkugler) fast.  Dernæst bygger jeg kroppen op med papmachépulver, der er rørt op i vand. Jeg dækker også øjnene med papmaché. Tilsidst former jeg monstrets læber og tænder, og så er det bare tid til at monstret skal tørre.
  6. Når monstret er tørt, maler jeg det med akrylmaling. Kroppen øjne, krop og tænder får hver sin farve. Så er der bare tilbage, at monsterhuset skal tørre.
Den metode/teknik, jeg har brugt til fremstilling af mit monsterhus, er den samme, som jeg brugte, da jeg lavede monsterrelieffer. Du kan se processen trin for trin her: Forberedelse til et monstersejt relief

Her er billeder af det gule monster på det stribede hus.











Og her er billeder af det blå monster på det prikkede hus.












Anvendte materialer
  • Træklodser i forskellige størrelser - store og små. De store til selve huset og de små til skorstenen. Hvis man har affaldstræ kan det også bruges. Det kan også være en mulighed at spørge forældrene om træet.
  • Kridt. Hvid eller farvet alt afhængig af, hvilken farve bagggrunden er. 
  • Varmlimspistol.
  • Styroporkugler i to eller flere forskellige størrelser. Skal anvendes til øjne eller antenner.
  • Papmachépulver. Pulveret skal røres op med vand. Det kan gemmes i en lufttæt beholder i køleskabet.
  • Akrylmaling. Vær opmæksom på at farverne gul og grøn ikke har den bedste dækevne.
  • Malertape. 
  • Runde stempler til tryk. Enden på en almindelig blyant kan også bruges.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar