mandag den 22. juli 2013

Kan man "hælde" kunstnere på vinflasker?

Jeg har længe gået og tænkt over, hvordan jeg kan skabe rammer for mine elever, så de kan lære om kendte kunstnere deres værker og teknikker uden, de "drukner" i det traditionelle analyse og fortolkningsarbejde og mister lysten til billedproduktion. Jeg har tænkt, at det må handle om "at hælde ny vin på gamle flasker", og netop denne sætning fik mig bragt på sporet af dette forløb.

Beskrivelse af undervisningsforløbet:
I Fælles Mål for billedkunst står der blandt andet, at eleverne skal:
  • "hente inspiration i den visuelle kultur og billedkunst."
  • "anvende faglig begreber i samtaler om billeders indhold og form."
  • "kommunikere i forskellige billedformer...."
Jeg tænker, at mine elever, med dette forløb, vil kunne udvikle deres kundskaber om kulturens lokale og globale billedformer. Desuden håber jeg, at det vil fremme elevernes nysgerrighed og motivation for at udforske andre kunstværker. Temaet er: "Kan man "hælde" kunstnere på flasker?".

Idéoplæg til arbejdsprocessen på holdet:
  • Jeg vil bede eleverne om at tænke over en kendt kunstner og eventuelt medbringe et billede af et kunstværk, som han/hun har malet. Alternativt kan de have downloade et billede på deres computere. I grupper skal de fortælle hinanden om hvert deres medbragte kunstværk, og de skal fortælle, hvorfor de præcis har valgt dette kunstværk. Vi samler op fælles på holdet, hvor vi taler om, hvad der kan gøre en kunstner og kunstværk kendt.
  • Næste del bliver, at jeg viser eleverne "min" udvalgte kunstner, hans kunstværk og min egen billedfremstilling i relation hertil. Det foregår som en del af introduktionen til den billedfremstilling, som eleverne selv skal i gang med. 
  • Før den konkrete billedfremstilling og valg af kunstner samt værk, får eleverne mulighed for at gå på opdagelse på internettet.
  • Som afrunding skal eleverne hver især fortælle om deres "kunstner på flaske".
Min egen billedfremstilling - Proces og produkt:
Jeg starter med at vælge kunstner og værk, som har en særlig betydning for mig. Denne gang er det Vincent van Gogh og værket "Starry Night" (1889). Herefter grunder jeg min vinflaske med hvid Gesso, og når flasken er tør, tegner jeg motivet op på flasken med blyant. Det er ikke sikkert, at hele motivet kan være på flasken, men så finder man blot en alternativ løsning.



Herefter går jeg i gang med at male motivet, og jeg forsøger så vidt det er muligt at "efterligne" det originale værk og den teknik, der er blevet anvendt. Naturligvis velvidende, at jeg slet ikke er Vincent van Gogh :).





Når motivet er malet færdigt på flasken, laver jeg et "kunstner- og værkkort", som bliver monteret på flasken. På den ene side af kortet er der en farvekopi af det værk, som jeg har malet på flasken. På den anden side af kortet er der en meget kort beskrivelse af Vincent van Gogh og værket "Starry Night".






Det færdige resultat ser sådan ud:



Materialer, som jeg har brugt til billedfremstilling:
  • Udvalgt kunstner og kopi af udvalgt værk.
  • En skyllet og rengjort vinflaske.
  • Hvid Gesso til grunding af flasken.
  • Blyant til optegning af værkets motiv.
  • Akrylmaling til maling af motivet på flasken.
  • Farvet karton, lim og snor/tråd til udarbejdelse af "kunstner- og værkkort".

Jeg tror, at jeg godt kan sige, at dette forløb viser, at det rent faktisk er muligt "at hælde ny vin på gamle flasker", og elevernes flotte resultater vidner om det, se bare her: Kunst på flasker lavet af 5. årgang.

Jeg har tidligere leget lidt med at male motiver på flasker. I kan se flaskerne her: Sjove mennesker på flasker

Ingen kommentarer:

Send en kommentar